Viser opslag med etiketten norsk øl. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten norsk øl. Vis alle opslag

05 april 2017

Perler for Svin - Frugtig IPA fra Lervig

Brygmester Mike Murphy på Lervig Bryghus laver masser af sjove eksperimenterende øl. De fleste har jeg 'kun' smagt på fad, men nogle enkelte flaskeøl bliver det da også til. Hos Toft Vin har jeg fundet denne 'Perler for Svin', en frugtig NE-IPA.

Perler for Svin
Lervig Aktiebryg
Perler for Svin er en uklar ravgylden IPA på 6.3% alk, med et luftigt flødefarvet skum. Jeg synes at det er en rigtigt flot øl, med en farverig etikette som passer godt til den frugtige øl.
Aromaen er frisk og frugtig, med en mild bitterhed men masser af humleduft af citrus, melon, vindruekerner, ananas og blomster. I smagen bliver bitterheden næsten skjult af den humlede frugt smag, men i den halvlange eftersmag bliver bitterheden dejligt kraftig. Der er så meget smag af frugt, at man næsten skulle tro at øllen er tilsat frugt, men smagen kommer fra voldsomme mængder af humlerne Azacca, Simcoe og Mosaic, hvilket giver smag af citrus, melon, ananas, og blomster. Den kraftige frugtsmag får øllen til at virke sød, men den faktiske rest-sødme er sikkert ret lav.
På etiketten af Perler for Svin står der: Drink Soon, og med en så humlet øl som dette, er det virkeligt alfa og omega. Smagen vil ændre sig måned for måned, så jeg vil kraftigt anbefale at drikke den inden den er mere end 2-3 måneder gammel.
Jeg synes at Perler for Svin er en rigtigt lækker IPA, så jeg giver den en karakter på 8,5 ud af 10.

De uklare og mildt bitre, men meget frugtige, NE-IPA'er er i høj kurs for tiden, og mange bryggerier forsøger sig med stilken. Amager Bryghus har f.eks. brygget 'The Bastard Princes'. Den får I en anmeldelse af inden længe.


27 januar 2015

Lervig Aktiebryggeri - All Stars !

Det norske bryggeri Lervig Aktiebryggeri, med Mike Murphy ved roret, laver nogle rigtigt gode øl. På Systembolaget hinsidan har jeg fundet 2 øl som de har brygget i samarbejde med 2 andre gode mikrobryggerier, nemlig engelske Magic Rock og det nye svenske bryggeri All In Brewing. Den første er en frisk Farmhouse IPA og den anden er en knastør Imperial Porter.

Farmhouse IPA
Lervig & Magic Rock Brewing
Farmhouse IPA er brygget i samarbejde med det fantastiske engelske bryggeri Magic Rock, som fx var med på Copenhagen Beer Celebration sidste år. En Farmhouse IPA må vel være en Saison øl, med nok tilsat humle til at have en tydelig bitterhed og humlesmag. Det klarer denne rigtigt godt, for syrligheden og humlen giver sammen en rigtigt frisk øl.
Aromaen er let syrlig, men ikke mere end det næsten skjules af citrus duft fra humlen. Det er en halvtør og frisk aroma, med duft af melon og lys malt. Smagen er mere syrlig end jeg forventede, men man ved nu aldrig hvad man skal forvente i en Saison øl. Måske er det samspillet med bitterheden fra humlen som får den til at virke ekstra frisk og syrlig, for der er masser af smag af citrus og melon.
Jeg synes at denne Farmhouse IPA er rigtigt lækker, frisk og letdrikkelig, og giver den en karakter på 8 ud af 10.

Imperial Porter
Lervig & All In Brewing
Imperial Porter er en kulsort Porter på 8,5% alk, med et tæt nøddebrunt skum som holdt længe. Aromaen er brændt og bitter, med duft af sort chokolade malt, en antydning af røg, mørke krydderier og en anelse mørk frugtighed. Ganske lækkert.
Smagen er også mørk og lækker, brændt og bitter, med smag af figner, rug og med en anelse røg. Det er en ret tør øl, ja næsten for tør synes jeg, for i den halvlange eftersmag bliver den brændte smag næsten for meget, men også kun næsten.
Jeg synes at denne Imperial Porter er rigtigt god, og giver også denne en karakter på 8.

Mange mikrobryggere har rejsen verden tynd for at lave samarbejdsbryg, og med god grund synes jeg. Det er jo altid godt at lære noget nyt, og ofte bliver deres egne øl bagefter mærkbart bedre.
Højt Skum !

29 oktober 2013

Konrads Stout - Lækker sag fra Lervig

Jeg blev meget positivt overrasket over Lervigs Rye IPA, så jeg var spændt på at smage denne Konrads Stout. Begge øl er købt på Systembolaget i Sverige, hvor de ofte har øl fra Lervig på programmet.

Konrads Stout er en flot kaffesort øl på 10,4% alc, med et tæt nødebrunt skum som holdt længe. Lervig
Konrad's Stout
Lervig Aktiebryggeri
kalder det en Russian Imperial Stout with Oatmeal, og det lyder jo ikke så ringe.
I aromaen er der duft af malt, lidt træ, noget brændt, vanilie, lidt kaffe og lidt lakrids. Det lyder måske en anelse anstrengt, men det er det slet ikke, for alle duftene spiller fint sammen og giver en rigtigt god fyldig aroma.
I smagen er der også en rigtigt skøn fylde, ikke mindst pga. havren, med smag af malt, kaffe, en balanceret smag af krydderier, samt en god bagvedliggende bitterhed, som specielt mærkes i den meget lange eftersmag. Det er en forholdsvis letdrikkelig øl, men med en dejligt kraftig eftersmag, med masser af den smag af brændt malt som en god porter skal have.
Jeg synes at Konrads Stout er en rigtig lækker øl, og jeg gav den en karakter på 9 ud af 10.

Jeg elsker en god Imperial Stout, eller kraftig Porter, som man kan sidde og nyde stille og roligt. Lad blot vinden tude, og grenene flyve, når blot jeg kan sidde stille her bag ruden, og nyde hele livet i et glas.
Højt Skum!

08 oktober 2013

Lervig Rye IPA

På det norske bryggeri Lervig huserer en gammel kending, nemlig amerikaneren Mike Murphy. Mike var en af startkrafterne bag den danske ølrevolution, og samarbejdede både før og efter sin tid på Gourmetbryggeriet med flere danske bryggere. René Hansen, fra Det Lille Bryggeri, betragter fx Mike som sin læremester. I 2010 tog han til Lervig i Norge, og har deroppe brygget en stribe gode øl. Den norske ølblog DieByTheBeer skrev sidste år en rigtig god artikel om Lervig, som er værd at læse.

Rye Ipa
Lervig Brygghus
Rye IPA er en ravgylden øl på 8,5% alc, med et tæt flødefavet skum som holdt længe. Jeg syntes at aromaen var virkeligt god, med en meget bitter duft af melon og lidt grape. Der er dog også lidt sødme, som ligesom giver lidt fylde i aromaen, og jeg tænker at det kommer fra rugen. Smagen er også meget bitter, øllen har en IBU på over 100, men der er så meget smag at det ikke bliver overvældende.  Smagen er af melon og grape, hvilket fortsætter i en meget lang eftersmag, hvor bitterheden mærkes i hele munden. Jeg tror faktisk ikke at der er så meget sødme, eller rest-sukker, i øllen, men der er en smag af malt eller rug, som giver en mundfornemmelse som man normalt finder i ret søde øl.
Jeg synes at Lervigs Rye IPA er en utroligt god øl, selvom den er meget mere bitter end jeg normalt bryder mig om, og jeg gav den en karakter på 9/10.

Jeg har de sidste uger været underdrejet af et tilfælde af GTA5-initis, men jeg tror at det nu langsomt er ved at lette, så der kan komme lidt gang i bloggen igen :) Og i sidste sekund, for der er jo nok kun en uges tid til juleøllene kommer frem i supermarkederne...

13 januar 2012

Betty Brown - Norsk Brown Ale fra Lervig

Lervig Aktiebryggeri er et norsk bryggeri som har eksisteret siden 2005. I 2010 tog amerikaneren Mike Murphy, som før arbejdede hos Gourmetbryggeriet, dertil, og siden er vi begyndt at se lidt til deres øl her i Danmark. Betty Brown er den første af deres øl som jeg har smagt, og jeg blev desværre lidt skuffet.

I Norge har man denne sære lov om, at man ikke må reklamere for øl på internettet, hvilket inkluderer, at bryggerierne ikke selv må skrive om deres øl. Jeg ved ikke hvordan reglerne faktisk virker, men kan da heldigvis se, at Lervig trods alt skriver lidt om deres øl på deres hjemmeside. Her kan man bl.a. se, at Betty Brown er lavet af Mike Murphy og blev lanceret i 2011.

Betty Brown
Lervig Aktiebryggeri
Betty Brown er en kobberrød undergæret øl på 4,7%, med et tæt flødefarvet skum, som forsvandt hurtigt. Jeg syntes at aromaen var ok, med lidt duft af malt og humle, men ikke det helt store. Jeg syntes tilgængæld, at smagen var ganske udemærket. Den havde en udemærket mundfylde, med lidt sødme og lidt bitterhed, og en halvlang eftersmag, som var både bitter, krydret og sød. Den var dog slet ikke så maltet og smagfuld som jeg havde forventet af en Brown Ale, men de skriver selvfølgeligt også at det er en norsk Brown Ale...
Jeg har hørt meget godt om øl fra Lervig, og havde helt ærligt ventet mig lidt mere. Jeg endte derfor med at give en karakter på 6,5.

Jeg har ikke smagt ret mange Brown Ale, og troede faktisk at de, ligesom den kendte Newcastle Brown Ale, skulle være brune, maltede, og overgærede, og det er Betty Brown ikke. Men, jeg kan læse på Wikipedia, at der findes mange typer Brown Ale, både mørke og lyse, og med varierende bitterhed. Ja, ja, så ved man det.

30 marts 2011

Landskamp Danmark VS Norge

Jeg var i sidste uge til øl landskamp mellem Danmark og Norge, og det gik ikke stille af sig.
Vi har jo i Danmark et væld af mikrobryggerier, vist stadigt omkring 130, mens man i Norge kun har ganske få. Det er jo lidt feje hold, men heldigvis for Norge har de bryggeriet Nøgne Ø, som laver nogle aldeles glimrende øl.

Her listen over de øl som stillede op, samt min vurdering af dem. Som det ses, er øllene opdelt i 5 kategorier, hvor spillerne i hver var udvalgte af nogle garvede ølentusiaster. Af logistiske grunde, stillede Norge desværre kun op med øl fra Nøgne Ø.


DanmarkVurderingNorge (Nøgne Ø)Vurdering
PorterLimfjordsporter
9,5
Porter
8
IPAIPA, Søgaards Bryghus
7
Indian Pale Ale
7,5
Barley WineMjølner 2006, Herslev Bryghus
9
Sunturnbrew
8
Brown AleBrown Ale, Thisted
7
Imperial Brown Ale
7,5
LiberoHvid Bock, Fuglsang
7
Dark Horizon 
8


Hvis udfaldet af kampen havde været op til mig, ville Norge altså have vundet på point. Det var det dog ikke, og Danmark, som jo unægteligt havde hjemmebane fordelen, vandt knebent 3-2.

Dark Horizon
Nøgne Ø
På Nøgnes Ø's vilde øl Dark Horizon opdagede vi noget sjovt, nemlig at den var påført 2 etiketter. Øllen er på 16% alc, men på en inderetikette, var den opført til 17,5%.

Dark Horizon
Etikette med 17,5% alc.
Jeg mailede derfor til Nøgne Ø, og bad om en forklaring på de 2 etiketter. Deres export chef Scott Larrick svarede, at øllen først blev testet på bryggeriets eget udstyr, som viste en alc % på 17,5. Man testede senere øllen på et laboratorie på et større lokalt bryggeri, og målte her 16% alc. Da alc. % jo har betydning for beskatning af øllen, valgte man derfor at sætte nye labels på dem.
Så ved vi det :)

Scott skrev også, at Nøgne Ø vil være tilstede på Ølentusiasternes Ølfestival København, som løber af staben fra d.  26 - 28 maj.
Den glæder jeg mig til.