Viser opslag med etiketten dansk øl. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten dansk øl. Vis alle opslag

04 marts 2025

Dia'legd revisited

Ølbaren Dia'legd har nu ligget i over 10 år på Vesterbro, og det er stadigt et rigtigt hyggeligt sted.

Da Dia'legd åbnede i 2014 var det, som jeg dengang skrev i min artikel om Ølbaren Dia'legd, en Refsvindinge bar, hvor alt øl kom fra dette gamle danske bryggeri. 
Af de 3 venner som oprindeligt startede ølbaren, var der efter nogle år kun 1 enkelt tilbage, og tilbage i august 2021, overgik baren til hans søster, Julie Jordan.

Julie Jordan samt brygger Kasper på Dia'legd Ølbar

Så kom der andre boller på suppen for Dia'Legd. Julie lagde stilen om, fra de traditionelle øl fra Refsvindinge, og til dansk mikrobryg generelt, så de nu har øl fra alle steder i landet. 
Julie prøver at tage mange forskellige bryggerier ind, men det er naturligvis ikke nemt når man er en lille bar. De bryggerier som de oftest har øl fra, er Herslev, Flying Couch, Gamme og Kasper Brew.
Specielt K/Casper Brew har de et godt forhold til, da Casperne ofte holder både releases og Tap-Takeovers på Dia'legd.

I sommeren '24 havde Casper Brew ligefrem overtaget Dia'legd bar i 3 uger. Jeg måtte naturligvis lige kigge ind til denne ekstra lange Tap-Takeover, og fik da også en lille sludder med en Kasper bag baren.

Jeg fik endda lige hilst på bryggeriets 3. Kasper, som trådte ud for nogle år siden, og fandt noget mere fornuftigt at lave. De Kaspere er nogle skønne gutter. Og så laver de endda gode øl :)

Dia'legd er mere hyggelig end nogensinde, og er absolut et besøg værd, hvis man tørster efter nogle gode danske øl.






06 december 2020

2. Advent 2020 - Bitter Jul

Siden BeerHere for snart en menneskealder siden første gang bryggede deres Jule IPA, har de fleste bryggerier fået en jule IPA i sortimentet.

I dag skal vi se på et par af disse Jule IPA'er, eller skæve eksistenser .

Fruity Winter IPA fra PLU
People Like Us Fruity Winter IPA. Denne New England IPA er brygget på de Proef, og forhandles gennem Kihoskh. 

Fruity Winter IPA er en frisk sag på 5,2% alk, med en fin let bitterhed og masser af humlesmag af citrus og ananas. Den har en fin mundfylde, med lidt smag af korn og hvede, og en dejlig lang humlet eftersmag.

Jeg synes at det er en rigtig dejlig og frisk øl, og giver den en karakter på 7,5 ud af 10.


Vinter Pale Ale fra Det Lille Bryggeri
Vinter Pale Ale fra Det Lille Bryggeri
Det Lille Bryggeri Vinter Pale Ale. René på Det Lille Bryggeri er jo ellers mester i de søde krydrede øl, og har formentligt Danmarks største sortiment af juleøl, men brygger altså også denne friske jule variant.

Vinter Pale Ale er en flot ravfarvet øl på 5,5% alk, med et gyldent skum.  Den er brygget med appelsinskal og koriander, som en Begisk Wittbier, hvilket sammen med en tydelig smag af peber giver en dejligt frisk smag. Eftersmagen er godt bitter. 

Jeg synes at det er lækker skarp øl, som helt sikkert vil gå godt til en julefrokost med masser af fisk, og giver også denne en karakter på 7,5.


Selvom jeg mest er til de søde og krydrede juleøl, synes jeg at det er skønt med nogle friske øl ind i mellem. Jeg har fået en juleølkalender af min hustru, og her er der også både stærke søde øl, og nogle lettere og mere friske. Ja indtil videre her d. 6. altså :) Den er lavet af Klosterkælderen i Roskilde, og det har de gjort godt.

Glædelig 2. Advent:)

12 december 2019

Årets Ølnyhed 2019 på Højt Skummende

I dag er det tid til at kåre Årets Bedste Nye Øl. Jeg vil dog bryde rammen lidt, i det jeg vil kåre hele 4 øl til Årets Ølnyhed.
Danish Beer Blog Awards 2019

Ude på det storm-omsuste Amager, er bryggerne på Amager Bryghus glade for at eksperimentere, og lader sig ofte inspirere af hvad der foregår på amerikanske bryggerier. Over-There er fadlagring af øl stort. Meget stort. Hos Founders har de f.eks over 14.000 træfade med øl i en gammel mine. Amager bryggerne har i flere omgange fadlagret deres øl, og i starten af året frigav de en ny spændende serie, hvor 4 forskellige kraftige øl, var blevet fadlagret på 4 skotske whiskey fade.


Jeg kårer de 4 whiskey fadlagrede øl fra Amager Bryghus som Årets Ølnyhed 2019, da jeg synes at de er rigtigt lækre. De 2 mildeste øl, Red Cap of´Black Cat, skrev jeg ølanmeldelser af i marts. Det er alle lækre fyldige øl, som har fået en ekstra dimension af at blive lagret på whiskey fade i 7-8 måneder.

Ja, det er nok ikke gået nogens næse forbi, at jeg er fanboy af Amager Bryghus. Jeg synes at de er nogle skønne mennesker, som laver nogle skønne øl. Tak for det :)

12 marts 2019

Øl på Whiskey fade fra Amager Bryghus

På Amager Bryghus har de i flere omgange eksperimenteret med øl lagret på whisky fade. Deres nyeste er en serie på 4 forskellige øl, som har lagret på træfade fra 4 forskellige skotske whiskyer. De  kalder serien for Wicked Tales of Scotland, og det er kræs for whisky elskere.

Her får I en anmeldelse af de første 2, og letteste af øllene. Det er Red Cap, en skotsk Wee Heavy øl lagret på tønder fra Auchentoshan, samt The Black Cat, en Baltic Porter som har lagret på whisky tønder fra Bowmore. Hold da ferie.

Red Cap fra Amager Bryghus
Red Cap
Amager Bryghus
Red Cap er en kastaniebrun Wee Heavy øl på 9,5% alk. En Wee Heavy er en stærk skotsk øl, hvor malt smagen spiller hovedrollen, og Red Cap har da også en god smag af malt og karamel.
I aromaen er der også en tydelig duft af whisky, træ og lidt vanillie. Smagen har karamel, alkohol, whisky, træ, brændt karamel, og en fin bitterhed som i eftersmagen går hen og bliver helt kaffe agtig.
Jeg er normalt ikke så vild med Wee Heavy øl med whisky smag, da jeg synes at whiskyen bliver meget gennemtrængende, men her synes jeg er der er en rigtig god balance. Man kan tydelígt smage whiskyen, så meget at jeg tror at whisky-kendere vil kunne genkende Auchentoshan whiskyen, men der er stadigt en fin dybde og balance.
Jeg giver Red Cap en karakter på 8 ud af 10.

I The Black Cat er whisky smagen også
The Black Cat fra Amager Bryghus
The Black Cat
Amager Bryghus
tydelig, men heller ikke her er den for dominerende. Katten er en flot kaffesort Porter på 10% alk., naturligvis med en flot tegnet etikette fra Simon Hartvig og en skør historie fra Henrik Papsø.
Det er meget populært at give whisky smag til kraftige Stouts, men jeg tror at det er første gang at jeg har smagt det i en Baltisk Porter. Forskellen er her, at porteren er mere tør og har en tydelig smag af lakrids, hvilket jeg synes giver en mere ren eller skarp smag, som får en ekstra tand af den fine baggrundssmag af røget whisky og træ. Jeg synes at det er en virkeligt lækker øl. Som en luksusudgave af en Limfjordsporter.
Jeg giver The Black Cat en karakter på 9,5 ud af 10.

Jeg er ikke helt voksen nok til at drikke whisky rent, men når det som her blot er smagsgiver til øl, så er jeg ret vild med smagen. Jeg glæder mig meget til at smage de sidste 2 øl i Wicked Tales serien, men da de er på 11 og 12% alk, skal jeg lige mande mig op en dag, før de kommer i glasset.
Tusind tak til Amager Bryghus og Boxbeer, for at sende mig smagsprøver på denne skønne serie af øl :)

10 februar 2019

Full Danish Breakfast - Morgenmad's Stout fra Fanø Bryghus

De laver mange lækre øl på Fanø Bryghus. Som jeg skrev i min ølanmeldelse af den skønne Imperial Fanø Forår, har nogle af verdens bryggere arbejdet på Fanø Bryghus, og sat deres præg på bryggeriet. Den nuværende brygmester på Fanø er amerikaneren Steve Rold. Steve har læst på Siebel Institute, hvor Mike Murphy også har læst, og var tidligere brygger på Free State Brewing i Kansas.

Full Danish Breakfast stout fra Fanø Bryghus
Full Fanish Breakfast
Fanø Bryghus
Det er desværre sjældent at jeg finder øl fra Fanø i mine lokale ølbutikker, men jeg har været så heldig at bryggeriet selv har sendt mig et par af deres nyere øl, så jeg kan smage på sagerne. Her får i en anmeldelse af den første af dem, deres Full Danish Breakfast stout.

Den klassiske danske morgenmad er ifølge Fanø en omgang havregryn med sukker og en kop kaffe, så denne fine kombo er Full Danish Breakfast brygget med.
Det er en flot kaffesort øl på 5,5% alk, med et tæt lysebrunt skum som forholdsvis hurtigt forsvinder. Aromaen er overraskende let, men måske har jeg bare serveret øllen lidt for koldt. Der er lidt duft af kaffe og bitter chokolade, samt en blød krydret aroma af brændt malt og nødder.
Smagen er fint dyb af en øl på kun 5,5% alk. Der er smag af kaffe, brændt karamel, bitter  chokolade og en ganske fin bitterhed, som bliver hængende i en dejligt lang eftersmag.
Jeg tænkte at Full Breakfast måske var tilsat lactose, for at give den fine fylde, så jeg spurgte Steve Rold. Han fortæller, at der ikke er lactose i opskriften, men at mundfylden kommer fra smag af muscovado sukker, samt en høj mæsketemperatur, hvilket giver flere uforgærbare sukkerstoffer, og en stor andel mørke malte, hvilket giver det samme. Så der er altså en stor restsødme i Full Breakfast. Jeg synes dog ikke at den smager specielt sød, så sødmen må være balanceret af den ristede malt og af bitterhed.
Jeg synes at Full Danish Breakfast er en rigtig lækker øl, specielt af de kun 5,5% alk, så jeg giver den en karakter på 8 ud af 10.

Tak til Fanø Bryghus for den fine øl, og til Steve for at besvare min skøre spørgsmål.

12 januar 2019

Don't Worry - Be Hoppy !

Salget af alkoholfri og lav-alkohol øl vokser eksplosivt, ikke mindst pga. en masse nye øl som har masser af smag, på trods af den lave procent. På Svaneke Bryghus har man de sidste par år lavet nogle rigtigt spændende lav-alkohol øl, bla. dagens hovedperson,så her har i en anmeldelse af deres Don't Worry Pale Ale.

Don't Worry Pale Ale fra Svaneke Bryghus
Don't Worry Pale Ale
Svaneke Bryghus
Der er en tæt flødefarvet skum på Don't Worry, og det holder dejligt længe. Før i tiden var der
ikke meget smag i alkoholfri øl, men på trods af de kun 0,5% alk, har Don't Worry masser af lækker smag og aroma. Der er en dejligt frisk og bitter aroma af citrus og appelsin, samt lidt korn i baggrunden. Det er fantastisk at en øl på 0,5% kan have så frisk og frugtig en duft.
Smagen er fyldt med humlesmag af citrus, melon og appelsin, og er faktisk pænt bitter af en Pale Ale. Gammeldags alkoholfri øl var meget søde og maltede, men her er der hverken malt eller sødme, tværtimod får humlen øllen til næsten at virke tør, og giver en rigtig god mundfylde, og en fin lang bitter og humlet eftersmag.
En øl som er så humlet som Don't Worry skal drikkes frisk, så på trods af hvad tricks der nu end er brugt på en forholdsvis billig supermarkedsøl som denne, så må smagen være tydeligt friskere og mere humlefrugtig på en ny øl, end på en ældre flaske.
Jeg synes at Don't Worry fra Svaneke Bryghus er en rigtigt lækker øl, specielt i betragtning af at den er på kun 0,5%, så jeg giver den en karakter på 7 ud af 10.

Jeg er blevet stor fan af de smagfulde lav alkoholøl som Don't Worry. Det er f.eks. dejligt at kunne drikke en god øl, selv når man skal køre hjem.
Flere af dem tak :)

23 december 2018

Glædelig Jul !

Nu står julen for døren. Anden er stegt, rødkålen koger, ungerne i langt spændte i send, og fatter har sat sig med en god kraftig øl.
Jeg elsker juleøl, og har da også skrevet en utroligt masse ølanmeldelser af juleøl på Højt Skummende. 55 artikler er det blevet til over årene.
I dag får en i anmeldelse af en halvstærk juleøl, den fine Stjernenat fra Hornbeer.

Juleøllen Stjernenat fra Hornbeer
Stjernenat
Hornbeer
Jeg smagte første gang Stjernenat for 4 år siden, og dengang syntes jeg at den var for sød, og havde
for meget smag af appelsin. Enten har min smag ændret sig siden da, eller også er opskriften ændret, for årets udgave af Stjernenat synes jeg er meget mere velbalanceret.
Stjernenat er en belgisk trippel på 10% alk., og har en fin duft af malt, frugtighed fra belgisk gær, lidt appelsin og krydderi, samt en ganske ok bitterhed. Den fine bitterhed giver lidt balance i smagen, så maltsødmen og alkoholen ikke bliver for overvældende. Øllen er krydret med koriander og enebær, men heldigvis ikke så meget at man direkte kan smage nogen af delene. Nu jeg tænker over det, kommer noget af bitterheden jo nok fra enebærene. Det er faktisk ikke så dårligt.
Der er frugtighed fra den belgiske gær, men bitterheden forhindrinder øllen i at blive for sødligt klisteret, så den i stedet bliver ganske frisk af en øl på 10% alk. Den er faktisk lidt farlig.
Jeg synes at Stjernebat er en rigtig fin øl, det har Hornbeer gjort godt. Jeg giver den en samlet karakter på 8 ud af 10.

Jeg håber at I får en rigtig hyggelig jul, med dejlig mad og masser af lækre øl.
Rigtigt glædelig Jul !

15 februar 2018

Black Bremmel - Brombær Stout fra Det Lille Bryggeri

I det seneste nummer af ØLentusiasteN kan du læse en artikel om Black Bremmel, den sidste øl i ølserien De Tolv Årstider. Black Bremmel er brygget af Det Lille Bryggeri, som en hyldest til september måned, men passer sandeligt også glimrende til en kold februar dag. Det er en kulsort Stout proppet med brombær.

Black Bremmel Brombær Stout fra Det Lille Bryggeri
Black Bremmel
Det Lille Bryggeri
Black Bremmel er en flot kaffesort Stout på 10,4% alk, med et tæt nøddebrunt skum som hurtigt forsvinder. I det rette lys ses et kraftigt rødt skær i øllen. Aromaen har en utroligt kraftig duft af frugt. Der må være brugt utrolige mængder brombær for at give en så kraftig aroma, som så tydeligt kan overdøve duften af brændt sort malt. Aromaen er fint bitter, og trods en relativt lav IBU på 39, er selve smagen også dejligt bitter. 
Smagen er dyb og lækker, med en meget tydelig smag af brombær. René Hansen har ud over brombær også brugt sukker i brygningen, og jeg synes faktisk at man nærmest kan smage den sukker, eller måske er det bare en sødlig smag fra frugten.  Eftersmagen er lang og lækker, med en god brændt malt smag, en rigtig fin bitterhed, og en dejlig frugtsmag som smyger sig kælent om ganen.
Black Brommel er en rigtig nydeøl, som med sin kraftige frugtige smag passer perfekt til det danske efterårs, og vinter, vejr. Jeg giver Black Brommel en samlet karakter på 8 ud af 10.

I ølserien De 12 Årstider har en række danske bryggerier givet deres øl-bud på en dansk måned, i en øl brygget med, eller inspireret af, danske ingredienser. I Black Bremmel har Det Lille Bryggeri brugt danske brombær, som de har plukket lokalt omkring bryggeriet. Det er de sluppet godt fra :)

14 januar 2018

Daydreamer IPA fra Sidekick Brewing

Brygmesteren på Sidekick Brewing er en gammel kending i den danske ølverden, nemlig Jannik Salholdt. Jannik er bartender på flere københavnske ølbarer og var i mange år medhjælper på hans ven Petter Sonnes phantom-bryggeri Flying Couch. Da Flying Couch fik eget fysisk bryggeri skiltes deres veje dog, og Jannik startede i stedet sit eget phantombryggeri, Sidekick Brewing.
Hos John's Hotdog Deli i Kødbyen smagte jeg i dag en Daydreamer IPA fra Sidekick.

Daydreamer er en vaskeægte amerikansk IPA. For tiden er de fleste IPA'er enten plumrede eller
Daydreamer IPA fra Sidekick Brewing
Daydreamer IPA
Sidekick Brewing
stoppet med frugt, men Daydreamer er simpelthen en klokkeren IPA.
Det er en klar ravgylden IPA på 6,8% alk, med et tæt hvidt skum som hurtigt forsvinder. Aromaen er frisk, med en fin bitterhed og en god duft af humle. Der er duft af grapefrugt, citrus, melon, gran og blomster, samt en fin maltduft i baggrunden. 
Smagen har en rigtig god bitterhed, med masser af humlesmag af gran, grapefrugt, melon og blomster. En let smag af malt giver en fin mundfylde, og er med til at give en dejligt halvlang eftersmag. 
Jeg synes at Daydreamer er en dejligt frisk og letdrikkelig IPA, med en fin bitterhed, så jeg giver den en karakter på 7,5 ud af 10.

Øl fra Sidekick Brewing kan indtil videre kun fås på fad, så hvis du vil smage noget fra Jannik Salholdts nye hjertensbarn, så må du opsøge en god ølbar :)

25 december 2017

Christmas Light fra Det Lille Bryggeri - Glædelig Juleøl !

Jeg håber at I havde en hyggelig juleaften. Julen er jo hjertenes og øllenes fest, og jeg håber at I benytter disse hyggelige, men måske lidt hektiske, dage, til at smage lidt på de gode juleøl. Og ja, jeg mener de gode øl, ikke de ligegyldige "juleøl" fra supermarkedet, hvor det eneste julede er lidt karamel farve og en forhøjet pris.
Blandt de danske mikrobryggerier som tager juleøllene seriøst er Det Lille Bryggeri, vinderen af Årets Bedste Danske Bryggeri 2016 her på Højt Skummende. René brygger i år hele 9 forskellige juleøl, og I får her en anmeldelse af en ny i flokken, den lette Christmas Light.

Christmas Light fra Det Lille Bryggeri
Christmas Light
Det Lille Bryggeri
Christmas Light er en mørk Brown Ale på kun 4% alk, med et tæt lysebrunt skum som hurtigt forsvinder. Etiketten har en sjov tegneserie tegning af en julemand, så jeg vil tro at det er planen at denne øl skal blive en fast del af sortimentet. 
Aromaen er ikke ligefrem overvældende, men har en fin duft af malt, brændt karamel, samt en anelse chokolade og kaffe. Bitterheden er lav, og i selve smagen er der da også mest malt-bitterhed, og så måske lidt kaffe-bitterhed i eftersmagen. Det er en ret letdrikkelig øl, hvilket selvfølgeligt ikke er overraskende da den er på kun 4%, men der er masser af smag. Der er smag af chokolade, lidt kaffe, ristet malt, samt en god sødme i den halvlange eftersmag.
Jeg synes at Christmas Light er en rigtig fin øl, som har masser af smag, men p.g.a. den lave alk. bare ikke så meget dybde. Jeg giver den en karakter på 7,5 ud af 10.

Jeg elsker gode juleøl, hvor bryggeren har lagt sjæl i at skabe en velsmagende øl. Industriøllene som Tuborg Julebryg eller Grimbergen Christmas er spild af tid.
Nyd nogle ordentlige øl, og hav en dejlig og velsmagende jul :)


21 december 2017

Willemoes Jul 2017

Willemoes Jul er et årligt julehit fra bryggeriet Vestfyen. Jeg har anmeldt dem siden 2011, og I skal da ikke snydes for en anmeldelse af 2017 udgaven. I år er Willemoes Jul en belgisk ale blandet med mango og passionsfrugt, og jeg synes faktisk at det virker rigtigt godt.

Hvert år vælger brygmester Christoph Behnke en ny øltype til Willemoes Jul, og i år er valget faldet på en belgisk dubbel. Det er jo en helt klassisk type til en juleøl, men ved at tilsætte frugt, har han skabt en lidt anderledes øl.
Willemoes Jul 2017 fra Bryggeriet Vestfyen
Willemoes Jul 2017
Bryggeriet Vestfyen
Willemoes Jul 2017 er en flot nøddebrun Ale på 8% alk, med et tæt flødefarvet skum som hurtigt forsvinder. Aromaen har duft af malt, nødder, karamel, dadler og er en lille smule krydret. Der er ikke nogen usædvanlig duft af frugt, stort set kun hvad man kunne forvente af en belgisk dubbel. I selve smagen er frugtsmagen heller ikke det første man falder over. Der er smag af malt, nødder, tørret frugt og en fin lav bitterhed, helt ligesom det skal være i en belgisk ale, men i baggrunden er en fin frugtig smag. Jeg troede faktisk først at fugtigheden kom fra en god dosis humle, indtil jeg fik læst etiketten og det gik op for mig, at det er fra mango og passionsfrugt. Der er slet ikke nogen klæbrig frugt sødme, eller underlig kunstig frugt-essens smag, tværtimod spiller det, i følge mine smagsløg, helt perfekt sammen. Min kære hustru synes faktisk at øllen smager kraftig og whiskey-agtig. Det er en virkeligt lækker smag, og i den dejligt lange eftersmag er der også en god balance mellem bitterhed, sødme og den let krydrede maltsmag.
Jeg elsker de gode kraftige juleøl, så for min skyld måtte Willemoes Jul 2017 godt have været både sød og klæbrig, men ved at tilsætte frugt har brygmesteren åbenbart opnået den samme dybde og frugtighed, men uden at øllen bliver sød. Det er sgi godt ramt. Jeg giver Willemoes Jul 2017 en karakter på 9 ud af 10.

For tiden brygger nogle af verdens mest hypede bryggerier øl med oceaner af frugt. Det er både i Stouts og i IPA'er og meget andet, og frugttilsætningerne kan snart ikke blive vilde nok. På Vestfyen har de brugt lidt af denne dille, men på en konstruktiv og velsmagende måde.

17 december 2017

3. Advent - Et Farvel til Phister de Noel

Glædelig 3. Advent!
Juleøllen Phister de Noel har i mange år været en favorit blandt ølentusiaster. Eller måske skulle vi kalde det en ikke-juleøl, for brygger Peter Sonne fra Flying Couch er ikke ligefrem fan af de krydrede og søde juleøl, så han har i stedet brygget en dejlig kaffe-stout. Men nu er det slut, for Phister de Noel er blevet brygget for sidste gang. Årsagen er egentligt ganske positiv, det skyldes nemlig at Flying Couch har fået eget bryggeri, og derfor ikke længere brygger deres øl på Herslev Bryghus. Da Herslev jo brygger økologisk, synes Peter at det ville være noget snyd at begynde at brygge Phisteren selv, da det nye bryggeri ikke kan brygge økologisk. Han har derfor valgt helt at droppe Phister de Noel, og har i stedet lavet en ny jule-stout med kaffe, som han kalder Black Ice.  Jeg satte mig for at sammenligne de to øl, og anskaffede mig derfor en Black Ice og en Phister de Noel fra 2016. Det var en yderst velsmagende idé.

Phister de Noel fra Flying Couch
Phister de Noel
Flying Couch
Jeg skrev en anmeldelse af Phister de Noel tilbage i 2014 og gav den dengang i en karakter på 8,5 ud af 10. 
Det er en dejligt mørk stout, med smag af kaffe og vanilie, og i en ny øl var der også ret meget humlebitterhed. Denne øl fra 2016 har dog naturligvis mistet humlebitterheden, men har stadigt masser af bitterhed fra kaffen. Der er smag af ristet malt, kaffe, vanillie, træ, mørk chokolade og sorte bær. Jeg synes faktisk at en flaske som er lagret et år er bedre end en frisk udgave, men det er jo smag og behag. Jeg giver i dag Phister de Noel 2016 en karakter på 9 ud af 10.

Black Ice fra Flying Couch
Black Ice er en kulsort Imperial Stout på hele 9,5% alk., med et tæt nøddebrunt skum som holder længe. Flying Couch har fået nyt smart etikette design,så Black Ice fremstår som en meget stilren øl. Den lækre aroma har duft af kaffe, ristet malt, lidt karamel og en baggrunds-frugtighed som minder mig om brændte bær. Der er en del kaffe bitterhed, hvilket også er det dominerende i smagen. Der er også smag af ristet malt, mørke bær og lidt mørk chokolade, men det er kaffesmagen og den medfølgende kaffebitterhed, som er i hovetsædet. Jeg tror at kaffebitterheden vil mildnes hvis man lagrer øllen, et års tid er sikkert nok, men lige nu er det altså lige i overkanten til min smag. 
Jeg synes at Black Ice er en skøn øl, og giver den en karakter på 8.

Både Phister de Noel og Black Ice er virkeligt lækre øl, men det virker som om Black Ice er lidt mere en traditionel Imperial Stout, med kaffe, hvorimod Phister bar mere bræg af vanillie og chokolade bag kaffesmagen.
Petter Sonne er en utroligt dygtige brygger, med en masse gode øl på samvittigheden, både fra Flying Couch, Halsnæs Bryghus mm. Det bliver spændende at se hvilke nye øl der vil blive brygget på Flying Couch.


10 december 2017

2. Advent 2017 - Krydrede Juleøl

På denne 2. Advent synes jeg at I skal have et par anmeldelser af juleøl. Det bliver i dag til to belgisk inspirerede øl fra danske bryggerier. Blandt juleøl af alverdens stilarter, f.eks. pilsner julebryg, jule IPA'er og jule portere, vil de krydrede belgiske nu altid være mine favoritter. Så lad os se hvordan det går når Mikkeller og Warwick forsøger sig med typen.

Kihoskh Juleøl fra Mikkeller
Kihoskh Juleøl
Mikkeller
Mikkeller har en godt samarbejde med Kihoskh på Vesterbro, og brygger en lang række øl til deres distributionsfirma Vielviel Mehr. Denne Juleøl er et bud på en klassisk belgisk inspireret jule Ale, en type som Mikkeller ellers stort set ikke brygger.
Det er en flot kastaniebrun ale på 8% alk, med et tæt lysebrunt skum som holder længe. Aromaen er forholdsvis krydret, med en tør duft af malt som næsten har en smule røg over sig. I smagen bliver krydderierne temmeligt dominerende, da øllen er meget tør, hvilket er med til at gøre øllen forholdsvis bitter. Der er smag af brændt malt og måske lidt tørret frugt, men ikke nok til at balancere krydder-bitterheden. Jeg synes at Kihoskh Juleøl er en fin øl, den er nok bare lige lovligt tør til min smag, så jeg giver den en karakter på 7 ud af 10.

Hjertensfryd fra Warwick
Hjertensfryd
Warwick
Warwick er et lille anparts-bryggeri fra Varde. De har eksisteret siden 2004 men sælger primært deres øl lokalt, så der er langt imellem at jeg ser dem i mine ølforretninger. Deres juleøl Hjertensfryd er faktisk ikke en 100% belgisk ale type, men er brygget med både over- og undergær, til hvad Warwick kalder en Bierre de Garde. Den er dog krydret med både koriander og appelsin, for at gøre den 'julet'.
Det er en flot nøddebrun øl på 8% alk, med et luftigt flødefarvet skum som hurtigt forsvinder. Aromaen har en lækker duft af nødder, rosiner, tørret frugt og karamel. Trods alt dette er aromaen faktisk ikke for sød, da det balancerer fint. Smagen er heller ikke over-sød, trods smag af karamel, nødder og tørret frugt, men virker faktisk let, hvilket vel skyldes gæringen med både over- og undergær. Smagen er dejligt krydret, og har i den halvlange eftersmag lidt appelsin til at balancere smagen. Jeg tror at Hjertensfryd ville passe perfekt til julemaden, specielt hvis man ikke er så meget for de søde og tunge juleøl.
Hjertensfryd vandt i 2009 Ølentusiasternes pris som Årets Bedste Juleøl, og jeg synes bestemt også at det er en dejlig øl, så jeg giver den en karakter på 8.

Hjertensfryd og Kihosks Juleøl er rigtigt lækre øl, på hver deres måde.
Glædelig 2. Advent :)

05 december 2017

Glædelig JuleStout

Jeg elsker juleøl i næsten alle afskygninger. I dag får I en ølanmeldelse af helt mørk af slagsen, nemlig en JuleStout fra Ebeltoft Gårdbryggeri. Det er jo lidt specielt at lave portere om til juleøl, men jeg har faktisk smagt nogle stykker som jeg synes er rigtigt gode, og skrev da også for nogle år tilbage en advents artikel om sorte juleøl. Jeg ser derfor frem til at smage denne lille sag.

Ebeltoft Gårdbryggeri laver nogle fine simple øl, uden så mange dikkedarer. Denne JuleStout er da
JuleStout fra Ebeltoft Gårdbryggeri
JuleStout
Ebeltoft Gårdbryggeri
også en ganske ligetil sag på 7,3% alk, i en stilren flaske uden nogen dikkedarer.
Aromaen er lidt sød, med duft af chokolade og brændt malt, hvilket er med til at give en lidt krydret duft, samt lidt duft af kaffe, hvilket er med til at give en udemærket bitterhed.
I smagen er chokoladen ikke så fremtrædende, men giver plads til en god kaffebitterhed. JuleStout'en er brygger med både havre og hvede, hvilket nok forklarer den gode cremede mundfylde og den bløde eftersmag af chokolade, malt og kaffe. 
Jeg synes at JuleStout er en rigtig lækker øl, så jeg giver den en karakter på 8 ud af 10.
Øllene fra Ebeltoft Gårdbryggeri kan købes mange steder, bl.a. på Boxbeer, så der skulle være rig mulighed for at skaffe denne, eller andre, øl fra dem.

Julen er en dejlig (øl)tid. Det jo ligefrem myldrer frem med nye juleøl, som straks må havne i indkøbskurven til hyggelig prøvesmagning. Og så kan man jo også være så heldig en en lille nisse kommer listende med nogle gode sager :)

20 november 2017

Whiskey Tango Foxtrot fra Hoppe.Beer

Det lille bryggeri Hoppe.Beer blev startet af Frederik Hoppe i 2015. Han brygger på et 200 liters anlæg i et nedlagt mejeri i Solrød Landsby, og må derfor nok have titlen af danmarks mindste kommercielle bryggeri. Hoppe brygger øl som er 'inspirerede af den belgiske brygtradition', hvilket ikke betyder at han brygger traditionelle belgiske klosterbryg, men at han lader sig inspirere af det eksperimenterende i den belgiske tradition, hvor frugter, sukker og krydderier bidrager til smagsbilledet.
Højt Skummende smagte første gang Hoppes øl på årets Ølfestival, hvor han havde medbragt en række spændende belgisk inspirerede øl, alle med et twist. Da jeg fandt 3 Hoppe øl hos Maltbazaren, røg de derfor hurtigt i indkøbskurven. Idag får I en ølanmeldelse af Whiskey Tango Foxtrot, som er en røget og fadlagret Ale.

Whiskey Tango Foxtrot fra Hoppe.Beer
Whiskey Tango Foxtrot
Hoppe.Beer
Hoppe.Beer kalder Whiskey Tango Foxtrot for en Amerikansk Whiskey i ølform, og der er der nok noget om. Det er en ale med røgsmag, som er gæret med Bourbon gær og lagret på egestræsfade i 4 måneder, så smag er der masser af.
Aromaen er først lidt overvældende, for den har virkeligt en god dosis røg. Men bag røgen fornemmes fine dufte af træ, brændt karamel og bær. Røgen er nærmest på højde med en Schlenkerla, men med en helt anden baggrunds-aroma. 
I smagen er det også røgen som først gør indtryk, men hurtigt kommer den blot til at danne bagtæppe til en dybere og mere frugtig smag. Der er en mild træ-smag fra egetræslagringen og en dejlig frugtighed, som må stamme fra bourbongæren. Jeg går ud fra at sådan en fyr danner en farlig masse smag af frugt-estere. Der er også tilsat lakridsrod, men jeg synes mest af det bidrager til den frugtige smag, uden at smage decideret af lakrids. Den lange eftersmag er rigtigt blød og lækker, med en god balance mellem røgen samt bær og bitterhed.
Jeg synes at Whiskey Tango Foxtrot er en rigtigt lækker øl. Men nu er jeg jo også stor fan af både røgøl samt belgiske øl, så for mig sidder denne fine sag lige i skabet. Jeg giver den en karakter på 8 ud af 10.

Jeg skulle lige se det et par gange før jeg indså hvad navnet på denne fine øl betød. Jeg har nok bare ikke brugt nok tid i militæret. Jeg synes nu ikke at Whiskey Tango Foxtrot er en WTF... oplevelse. Jeg synes faktisk at den er rigtigt lækker.

09 november 2017

Nordic Jam fra Jacobsen

En gang imellem kommer der nyt fra Carlsbergs Jacobsen brand, men det er længe siden at det har været noget spændende. Deres nyeste tiltag er Nordic Jam, som er en slags industri-version af den nordiske bølge inden for øl, det som kaldes Ny Nordisk Øl. Her bruges lokale nordiske råvarer, som bær, frugt og lokal malt, til at skabe øl med et unikt nordisk præg. I Nordic Jam har Carlsberg forsøgt at give dette præg ved at tilsætte Tyttebær til en hvedeøl.

Nordic Jam er en hvedeøl på 5% alk, med et luftigt flødefarvet skum. Etiketten er et kludetæppe af
Nordic Jam hvedeøl fra Carlsbergs Jacobsen brand
Nordic Jam
Jacobsen Carlsberg
underlige marmelade farver, men det er nok for at den skal passe til selve øllens uklare rødlige farve.
Aromaen er meget frugtig, med duft af røde bær og lidt frugt syrlighed. Som det hører sig i en hvedeøl, er bitterhed lav i aromaen, men selve smagen er faktisk fornuftigt bitter, synes jeg, da de tilsatte bær giver bitterhed til øllen. Nordic Jam er brygget med både tyttebær, appelsinskal og korianderfrø, så man kan vel sige at det er en Wittbier med bær. Jeg synes at tyttebærrene giver alt for meget smag af frugt, så selv om eftersmagen ender med at være tør, så fremstår smagen i alt. som alt for marmelade agtig. Selvom det ikke fremgår af etiketten, så går jeg ud fra at Nordic Jam er skabt til at drikkes til mad. Den står ihvertfald ikke særligt godt alene.
Jeg giver Nordic Jam en karakter på 7 ud af 10.

Jeg har lagt mærke til, at der ikke længere står på Jacobsen øllene at de er brygget på det gamle Husbryggeri i Valby. Jeg går derfor ud fra, at Jacobsen øllene nu brygges på Carlsbergs industribryggerier, ligesom Semper Ardens er blevet det i mange år. Husbryggeriet har i lang tid haft svært ved at følge med marketings-afdelingens efterspørgsel, og har brugt 3/4 af året bare på at brygge juleøllene, så derfor har stærke kræfter i Carlsberg arbejdet på at flytte Jacobsen produktionen, fx til fabrikken i Fredericia. Det er synd, at Carlsbergs sidste rest af ordentligt øl dermed er ved at forsvinde.

02 november 2017

Glædelig ØJ Dag!

I dag er det ØJ Dag, ølentusiasternes Juleølsdag, hvor de danske mikrobryggerier frigiver deres juleøl, og ølbarer holder lækre arrangementer over det ganske land.

Traditionen med ØJ-dag blev startet af Ølbaren for 15 år siden, og har siden bredt sig til en lang række gode ølbarer. På Ølbarens søster-bar Taphouse har de f.eks. i dag, igen, hele 61 forskellige juleøl på fad. Selv smartenheimer steder som Brus og Koelschip er med på idéen, og har i dag juleøls arrangementer. Det er jo skønt.
Ølbarens hjemmeside har de en liste over de ølbarer som deltager i ØJ-Dag, og den bliver længere år for år :)

Jeg synes at start-november er alt for tidligt til jule-ting, men jeg gør naturligvis en undtagelse når det kommer til juleøllene!
Så drop de kedelige juleøl fra supermarkederne, og se i stedet at komme ud i byen, hvor hundredevis af spændende juleøl fra danske mikrobryggerier kommer på hanerne :)

27 september 2017

Tremendous - Skønt Håndbryg

Det Nordjyske bryggeri Bang & Harboe Håndbryg er, som mange danske bryggerier, udsprunget af håndbryggermiljøet. Her gør man dog en dyd ud af det, og bruger meget krudt på at fortælle om det gode samarbejde mellem hjemmebryggerne. Det er jo dejligt, og for en hjemmebrygger som mig selv, er det jo også sjovt når man på bryggeriets hjemmeside, som meget apropo hedder Håndbryg.com,  kan finde nærmest hele opskriften på at brygge deres øl. Jeg har smagt på Bang & Harboes øl Tremendous, som vandt guld ved DM i håndbryg i 2016. Den er slet ikke så ringe.

Tremendous
Bang & Harboe Håndbryg
Tremendous er en kastaniebrun ale på 5,5% alk., med et luftigt lysebrunt skum som holder længe. Aromaen har duft af kaffe, brændt malt, nødder og en tydeligt duft af sort malt, hvilket er med til at give en god bitterhed. Det er en amerikansk Brown Ale, så der er fokus på bitterheden, både fra den sorte malt og fra store mængder Chinook, Amarillo og Cascade humle. Det er forstærket af tørhumling med Mosaic humle, så humlesmagen giver ekstra dybde i øllen. Smagen har også masser af kaffesmag og -bitterhed, samt masser af krydderier. Der er også en dyb frugtig smag, som jeg først tænkte var som af baked-beans og kanel, men ved nærmere eftertanke smager det vist mere af coco nibs :)
Tremendous har dejligt meget smag, specielt af en øl på kun 5,5%, men personligt bliver jeg vist aldrig nogen fan af bitre amerikanske Brown Ale, så jeg giver Tremendous en samlet karakter på 7,5 ud af 10.

Bang & Harboe virker som en spændende bryggeri, som jeg glæder mig til at smage mere fra. Jeg håber dog at deres andre øl er lidt billigere end denne, for selv om Tremendous er en dejlig øl, så er 50 kr for 33cl altså latterligt dyrt.

15 september 2017

Albani Citra Witbier

Normalt er det ikke ligefrem fordi jeg brænder efter at smage nye øl fra de danske industribryggerier, men med Albanis Citra Witbier gjorde jeg en undtagelse, og smagte forleden på sagerne. Det skyldes ikke mindst, at jeg selv skal brygge en hvedeøl om et par dage, hvor jeg selv har tænkt mig at bruge Citra humle, så denne Citra Witbier var jo en glimrende lejlighed til at smage hvad jeg kan forvente. Og dog...

Citra Witbier er Albanis bud på en belgisk Witt, altså en frugtig, frisk og krydret hvedeøl, men
Albani Citra Witbier fra Royal Unibrew
Albani Citra Witbier
Royal Unibrew

brygget med den dejlige Citra humle. Det er en ganske nydelig gylden øl på 5,2% alk, med et tæt hvidt skum som forholdsvis hurtigt forsvinder. Jeg er ikke den store fan af dåseøl, men om ikke andet, må man da sige at dette er en farverig øldåse, og jeg synes faktisk at den orange farve passer fint til øllen.
I aromaen er der lidt duft af citrus og måske lidt melon, men ellers synes jeg at den stort set mangler den frugtighed som man normalt finder i en Witt. Jeg kan heller ikke rigtigt dufte nelliker, hvilket ellers også er normalt i en Witt. Det hjælper dog lidt på det i selve smagen, hvor jeg, efter at have tænkt lidt over det, faktisk kan smage lidt banan og pære, og måske antydningen af noget krydret. Jeg synes dog at Citra Witbier har en ganske fin bitterhed, af en belgisk Witt, med en fin let citrus smag, som faktisk er ganske god i eftersmagen. 

Jeg ville vist aldrig have gættet at der er brugt Citra humle i brygningen, men jeg synes faktisk at det er en dejligt frisk øl, med en ganske udemærket bitterhed. I forhold til prisen og tilgængeligheden er det en fin øl, så jeg giver Albanis Citra Witbier en samlet karakter på 7 ud af 10.

Jeg er stor fan af citra humle, og min teori er at den kan give en ekstra pust af frisk cirtus lækkerhed til en hvedeøl. Derfor vil jeg selv prøve at brygge sådan en fætter. Jeg håber at jeg kan få lidt mere humlesmag i min. Det bliver vist ikke så svært.

23 juli 2017

Friskbagt Sigtebroad fra Amager Bryghus

 Amager Bryghus er glad for at lave samarbejdsbryg, hvor de sammen med et andet godt bryggeri laver en spændende øl. En lang række bryggere har været på besøg i kælderlokalerne på Amager, men amagerdrengene er også flere gange rejst ud i verden for at lave samarbejdsbryg. Mest til USA. Dagens hovedperson Sigtebroad er resultatet af sådan et USA besøg, og er brygget sammen med amerikanske Trillium. Dette bryggeri fra Massachusetts er de sidste 3-4 år blevet kendte for deres amerikanske IPA'er og Pale Ale's, og har selv lavet en lang række samarbejdsbryg rundt omkring i verden, bl.a. med svenske Omnipollo. Sigtebroad blev brygget i september sidste år, og kom i første omgang kun til salg i USA, under navnet Sigtebrød. Det tog lidt tid før man kunne få øllen i Danmark, men til årets Amarikanerdag på Amager Bryghus kom så endeligt den danske udgave Sigtebroad. Jeg smagte den forleden på fad på Taphouse.

Sigtebroad er en NE IPA, altså en frugtig og uklar IPA med lav bitterhed. Etiketten har en lang historie om vikinger som laver buer af gammelt brød samt fjollede øgenavne til bagerjomfruer, og mon ikke det er en sådan en amerikansk- viking- bagerjomfru vi finder på etiketten.
Sigtebroad
Amager Bryghus
Sigtebroad er en uklar ravgylden øl på 6,8% alk, med en lækker humlet aroma af citrus, melon, lidt ananas og grape, samt en fin lav bitterhed. I selve smagen får den meget humlesmag af gran, melon og stikkelsbær dog øllen til at smage godt bitter. Det er en dejligt frugtig øl, hvilket sammen med en anelse hvedemalt næsten får øllen til at virke sød. Men kun næsten, for den friske humlesmag overvælder helt smagsløgene, til en dejlig fyldig mundfylde, og en fin bitter eftersmag.
Jeg synes at Sigtebroad er en dejligt frisk og humler øl, og giver den en samlet karakter på 8 ud af 10.

Amager Bryghus skriver at Sigtebroad er deres bedst sælgende øl nogensinde, så de har lidt svært med at følge med efterspørgselen. Men hvis du skulle se den et sted ude i øllandsskabet, så vil jeg varmt anbefale at smage på sagerne :)