Viser opslag med etiketten Skagen Bryghus. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Skagen Bryghus. Vis alle opslag

08 september 2015

Håndbold VM fra Skagen Bryghus

Da VM i Håndbold for kvinder i år afholdes i Danmark, har Skagen Bryghus brygget en Håndboldøl. Jeg kan ikke lige gennemskue hvad forbindelsen er mellem Skagen, håndbold og øl, men jeg skal ikke klage. Hvis ellers øllen er i orden.

Håndbold VM fra Skagen Bryghus
Håndbold VM
Skagen Bryghus
Håndboldøllen er en kobberrød lagerøl, Skagen kalder det en rød pilsner, på 4,6% alk., med et flot luftigt skum som holdt længe. Etiketten er stereotypisk lyserød og lavet i bryggeriets sædvanlige lidt kluntede design.
I aromaen er der en fin duft af karamel, samt en mild bitterhed med citrus og græs. Det er ikke en sindsoprivende spændende aroma, men af en undergæret øl er den ganske udemærket. I smagen er der en tydelig smag af karamel, som i eftersmagen får en udemærket brændt smag. Bitterheden er ganske ok, igen i forhold til at dette er en Rød Pilsner, med smag af citrus og græs. I eftersmagen er bitterheden rigtig god, og spiller godt sammen med karamel smagen. Det er dog lidt som om øllen ikke rigtigt er hverken det ene eller det andet. Den er ikke bitter nok til at være interessant af den grund, og den er heller ikke letdrikkelig som en pilsner normalt er. Hverken fugl eller fisk.
Jeg vil mene at Håndboldøllen er en Classic Pilsner, men da det jo ikke er en rigtig øltype, er det jo fint nok at bryghuset kalder det for en Rød Pilsner. Noget skal barnet jo hedde.
Jeg bryder mig dog absolut ikke om at den skal være lyserød. Jeg håber ikke at kvindelige øldrikkere falder for den slags platheder.
Nå, men øllen som sådan er der intet galt med, andet end at den er lidt kedelig, så jeg giver den en samlet karakter på 6,5 ud af 10.

Jeg håber at Håndbold VM til december bliver mere interessant end denne øl. Måske bliver de mere interessante sammen :)

Øl:Håndbold VM
Bryggeri:Skagen Bryghus
Øltype:Classic
Alk.:4,6%
Købt:Fakta til 15,-

27 juli 2015

Væltepeter fra Skagen Bryghus

En venlig nabo har importeret en øl fra Skagen Bryghus til mig. Med jævne mellemrum dukker øl fra Skagen op i supermarkederne, men jeg har desværre endnu ikke smagt noget derfra, som jeg syntes var værd at skrive hjem om. Denne Væltepeter er imidlertid en Dobbelt-Bock, hvilket er en af mine yndlings-øltyper. Så jeg så meget frem til at smage på sagerne :)

Væltepeter
Skagen Bryghus
Væltepeter er en klar mørkerød dobbeltbock på 7,5% alk, med et stort luftigt flødefarvet skum som holdt længe. Det er en ganske pæn øl, men etiketten synes jeg altså er temmeligt intetsigende. Aromaen er let sødlig, med en tydelig duft af karamel samt en let bitterhed, som dog ikke kan skære igennem karameldunsten. Der er dog lidt tysk humleduft af græs og gran, hvilket også mærkes i smagen. Men det er smagen af brændt karamel som dominerer, understøttet af en lidt sødlig alkohol smag, samt en krydret smag fra malten. Der er masser af smag, også i eftersmagen som er fint bitter og krydret.
Jeg synes at Væltepeter er en ganske udemærket øl, men jeg synes altså at der er alt for meget karamelsmag. Det er jo ikke meningen at en dobbeltbock skal smage som en guldøls-udgave af en Classic pilsner.
Jeg giver Væltepeter en samlet karakter på 7 ud af 10.

Mørke kraftige øl som denne er jo skabt til at drikkes til mad, og jeg er også sikker på, at hvis man drikker sin Væltepeter til en flæskesteg, eller andet smagfuldt svinekød, vil tingene gå op i en højere enhed. Det må jeg forsøge at huske til næste gang :)