På Herslev Bryghus laver de nogle dejlige øl, af lokale økologiske råvarer, i en række forskellige serier. En af disse, er en række special-udgaver af kraftige øl, som egner sig til at blive lagret. I dag smager jeg på deres Wheat Wine i 2020 udgaven.
Wheat Wine 2020 fra Herslev Bryghus |
Aromaen er overraskende let. Der er en let duft af hvede og korn, og en meget mild bitterhed. Der er en svag sødlig aroma, som af æble, og lidt duft af estere fra hvedegæren.
Smagen er til gengæld dejligt kraftig. Der er en tydelig smag af hvede og af hvedegæren, som giver smagsnoter af frugt som pære eller banan. Bitterheden er lav, i forhold til alkohol sødmen, men passer nok udemærket til en tysk inspireret hvedeøl. Eftersmagen er lang og lækker, med frugtnoter, en del sødme, og en lang bitterhed forrest på tungen. Jeg ved ikke rigtigt om øllen har været lagret på træfade, det skriver Herslev i hvert fald intet om, men der er ligesom en træsmag og måske endda noget vanillie agtigt i eftersmagen.
Wheat Wine er en dejlig øl, men det føles lidt som om den ikke ved hvad den vil. Den er for kraftig og sød til at være en hvedeøl, men er samtidigt ligesom ikke maltet / karamel agtig nok til at være en hvedebock. Så kraftige øl som denne, bør jo i virkeligheden gemmes nogle år før man drikker dem, så måske vil jeg købe mig en flaske mere, og gemme den 3-4 år for at se hvad der sker. Smagen vil helt sikkert blive dybere og mere nuanceret.
Jeg giver Wheat Wine en samlet karakter på 8,5 ud af 10.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar