Viser opslag med etiketten ølsnedkeren. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ølsnedkeren. Vis alle opslag

16 februar 2015

Gensyn med Ølsnedkeren

Gensyn er en Ale fra Ølsnedkeren som er delvist lagret på egetræ. Delvist, fordi kun halvdelen af øllen har fået denne behandling, hvorimod den anden halvdel er blevet godt og grundigt tørhumlet. Efterfølgende blandes øllen sammen igen, og deri består så Gensynet.
Denne spændende beskrivelse fik mig til at tro, at der var tale om en Old Ale efter engelsk forbillede. Men det er Gensyn slet ikke, desværre for mig, for det er en godt bitter IPA.

Gensyn
Ølsnedkeren
Det er en uklar kobberrød Ale på 7,2% alk., med et tæt flødefarvet skum som holdt længe. Aromaen har duft af karamel, en anelse træ, nødder, lidt frugt og en ganske fin mild bitterhed.
I smagen kommer bitterheden dog rigtigt til sin ret, for fra tørhumlingen er der er en kraftig humlesmag af citrus og grape. Gensyn er slet ikke syrlig, som jeg havde håbet på, men derimod kraftigt citrus bitter. Den sjove lagring på træ har, efter min mening, været fuldstændigt spildt, for der er absolut ingen spor af den i smagen.
Som IPA er Gensyn en rigtigt god frugtig og bitter øl, med en halvlang citrus bitter eftersmag. Jeg giver den en samlet karakter på 8 ud af 10.

Gensyn er en rigtig fin IPA, men jeg blev alligevel ret skuffet over den, da jeg jo havde ventet noget helt andet. Jeg er på det sidste blevet rigtigt glad for syrlige Old Ales, fx synes jeg at Yorkshire Stingo fra engelske Samuel Smith er en fantastisk øl. Jeg kunne rigtigt godt tænke mig hvis flere danske bryggerier ville forsøge sig med denne type øl.
Men så har vi jo så meget andet godt :)

12 februar 2015

Jyske Dollars fra Ølsnedkeren

Ølsnedkeren er en af København bedste ølbarer, og de har for nyligt overtaget Strozo's bryggeri ved Hillerød. Det betyder at de har udvidet produktionen kraftigt og er begyndt at lave flaskeøl. De øl som er blevet brygget inde på baren er voldsomt populære, så jeg har set meget frem til at smage de nye flaskeøl. Den første jeg har fået fat i, er deres dejligt bitre IPA 'Jyske Dollars'

Jyske Dollars
Ølsnedkeren
Jyske Dollars er en uklar ravgylden IPA på 6% alk., med et tæt flødefarvet skum som hurtigt forsvandt. Jeg kan rigtigt gode lide at det er en 33cl flaske, både fordi 33cl øl er nok til mig på en almindelig hverdag, og fordi det jo gør øllen lidt billigere. Den metalfarvede etikette er lidt for smart til min smag, men den gør da helt sikkert øllen nem at genkende.
Aromaen er godt bitter, med duft af citron, grape, melon og lidt malt. Det er en rigtig fornuftig IPA duft, og smagen er også lige ud af det spor. Der er humlesmag af citrus, grape og vindruekerner og bag det hele ligger en mild smag af malt. Bitterheden er i højsæde, og i den halvlange eftersmag er der en kraftig grape smag.
Jeg synes at Jyske Dollars er en rigtig god IPA, selvom bitterheden er lige på grænsen af det jeg synes om, og jeg giver den en samlet karakter på 8 ud af 10.

Jyske Dollars er noget mere lige ud af landevejen end jeg havde regnet med, men en lige-til IPA er jo egentligt slet ikke så ringe. Til en pris på 22,-, jeg har endda hørt at den er endnu billigere på Fyn, er det en rigtigt lækker øl.
Højt Skum!