Viser opslag med etiketten vareprøve. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten vareprøve. Vis alle opslag

12 marts 2019

Øl på Whiskey fade fra Amager Bryghus

På Amager Bryghus har de i flere omgange eksperimenteret med øl lagret på whisky fade. Deres nyeste er en serie på 4 forskellige øl, som har lagret på træfade fra 4 forskellige skotske whiskyer. De  kalder serien for Wicked Tales of Scotland, og det er kræs for whisky elskere.

Her får I en anmeldelse af de første 2, og letteste af øllene. Det er Red Cap, en skotsk Wee Heavy øl lagret på tønder fra Auchentoshan, samt The Black Cat, en Baltic Porter som har lagret på whisky tønder fra Bowmore. Hold da ferie.

Red Cap fra Amager Bryghus
Red Cap
Amager Bryghus
Red Cap er en kastaniebrun Wee Heavy øl på 9,5% alk. En Wee Heavy er en stærk skotsk øl, hvor malt smagen spiller hovedrollen, og Red Cap har da også en god smag af malt og karamel.
I aromaen er der også en tydelig duft af whisky, træ og lidt vanillie. Smagen har karamel, alkohol, whisky, træ, brændt karamel, og en fin bitterhed som i eftersmagen går hen og bliver helt kaffe agtig.
Jeg er normalt ikke så vild med Wee Heavy øl med whisky smag, da jeg synes at whiskyen bliver meget gennemtrængende, men her synes jeg er der er en rigtig god balance. Man kan tydelígt smage whiskyen, så meget at jeg tror at whisky-kendere vil kunne genkende Auchentoshan whiskyen, men der er stadigt en fin dybde og balance.
Jeg giver Red Cap en karakter på 8 ud af 10.

I The Black Cat er whisky smagen også
The Black Cat fra Amager Bryghus
The Black Cat
Amager Bryghus
tydelig, men heller ikke her er den for dominerende. Katten er en flot kaffesort Porter på 10% alk., naturligvis med en flot tegnet etikette fra Simon Hartvig og en skør historie fra Henrik Papsø.
Det er meget populært at give whisky smag til kraftige Stouts, men jeg tror at det er første gang at jeg har smagt det i en Baltisk Porter. Forskellen er her, at porteren er mere tør og har en tydelig smag af lakrids, hvilket jeg synes giver en mere ren eller skarp smag, som får en ekstra tand af den fine baggrundssmag af røget whisky og træ. Jeg synes at det er en virkeligt lækker øl. Som en luksusudgave af en Limfjordsporter.
Jeg giver The Black Cat en karakter på 9,5 ud af 10.

Jeg er ikke helt voksen nok til at drikke whisky rent, men når det som her blot er smagsgiver til øl, så er jeg ret vild med smagen. Jeg glæder mig meget til at smage de sidste 2 øl i Wicked Tales serien, men da de er på 11 og 12% alk, skal jeg lige mande mig op en dag, før de kommer i glasset.
Tusind tak til Amager Bryghus og Boxbeer, for at sende mig smagsprøver på denne skønne serie af øl :)

10 februar 2019

Full Danish Breakfast - Morgenmad's Stout fra Fanø Bryghus

De laver mange lækre øl på Fanø Bryghus. Som jeg skrev i min ølanmeldelse af den skønne Imperial Fanø Forår, har nogle af verdens bryggere arbejdet på Fanø Bryghus, og sat deres præg på bryggeriet. Den nuværende brygmester på Fanø er amerikaneren Steve Rold. Steve har læst på Siebel Institute, hvor Mike Murphy også har læst, og var tidligere brygger på Free State Brewing i Kansas.

Full Danish Breakfast stout fra Fanø Bryghus
Full Fanish Breakfast
Fanø Bryghus
Det er desværre sjældent at jeg finder øl fra Fanø i mine lokale ølbutikker, men jeg har været så heldig at bryggeriet selv har sendt mig et par af deres nyere øl, så jeg kan smage på sagerne. Her får i en anmeldelse af den første af dem, deres Full Danish Breakfast stout.

Den klassiske danske morgenmad er ifølge Fanø en omgang havregryn med sukker og en kop kaffe, så denne fine kombo er Full Danish Breakfast brygget med.
Det er en flot kaffesort øl på 5,5% alk, med et tæt lysebrunt skum som forholdsvis hurtigt forsvinder. Aromaen er overraskende let, men måske har jeg bare serveret øllen lidt for koldt. Der er lidt duft af kaffe og bitter chokolade, samt en blød krydret aroma af brændt malt og nødder.
Smagen er fint dyb af en øl på kun 5,5% alk. Der er smag af kaffe, brændt karamel, bitter  chokolade og en ganske fin bitterhed, som bliver hængende i en dejligt lang eftersmag.
Jeg tænkte at Full Breakfast måske var tilsat lactose, for at give den fine fylde, så jeg spurgte Steve Rold. Han fortæller, at der ikke er lactose i opskriften, men at mundfylden kommer fra smag af muscovado sukker, samt en høj mæsketemperatur, hvilket giver flere uforgærbare sukkerstoffer, og en stor andel mørke malte, hvilket giver det samme. Så der er altså en stor restsødme i Full Breakfast. Jeg synes dog ikke at den smager specielt sød, så sødmen må være balanceret af den ristede malt og af bitterhed.
Jeg synes at Full Danish Breakfast er en rigtig lækker øl, specielt af de kun 5,5% alk, så jeg giver den en karakter på 8 ud af 10.

Tak til Fanø Bryghus for den fine øl, og til Steve for at besvare min skøre spørgsmål.