Barleywine 4ever

November måned har de sidste par år, for de danske ølbloggere, været dedikeret til den skønne drik Barleywine. Traditionen blev startet af ølbloggerne på Beerbloggers.dk, og de har fået alle med på legen. Jeg har aldrig sådan rigtigt deltaget i løjerne, da jeg synes at Barleywine skal drikkes hele året, men så skidt da, lad os da bare få lidt gang i bloggen, og i de stærke øl.

Barleywine er kraftige øl, med høj alkohol procent, og masser af dyb smag. Der findes grundlæggende 2 retninger inden for Barleywine, nemlig de engelske, oprindelige, som har en dyb smag af malt og ale-gær, og de amerikanske, som er dominerede af en kraftig humle bitterhed. 
De engelske Barleywines er brygget til at blive lagret længe, så smagen over tid bliver mere dyb og balanceret. Man snyder sig selv, hvis man drikker dem før de er mindst 5 år gamle, for smagen udvikler sig meget over tid.
For mere om dette, kan du f.eks. læse min artikel fra 2015 om lagring af øl.
De amerikanske Barleywines er pga. den kraftige humle, mindre egnede til at lagre. Jo mere frisk og frugtig en humle er, jo mindre egner den sig til at lagre, da humlen i løbet af et par år får en smag af pap.
Der er naturligvis ingen regel uden undtagelser, og nogle amerikanske Barleywines har godt af nogle år i kælderen.

Fra min egen kælder, har jeg fundet en lille flaske Thomas Hardy's Ale fra 2016. Denne øl har en lang historie, da produktionen først startede i 1968, men af et par omgange blev stoppet, men så genoptaget af andre.  Fra 2003 til 2008 blev øllen brygget af O'Hanlon bryggeriet, og i 2013 blev opskriften købt af Interbrau, som et par år senere begyndte at brygge den, først på bryggeriet Meantime, og nu i 2024 hos Hepworth & Co.
Den originale opskrift er så dyr i produktion, hvilket nok er grunden til at produktionen er stoppet flere gange, at man nu laver 2 forskellige udgaver, både en Thomas Hardy's Ale, og en Historical udgave, som formentligt er fadlagret efter den oprindelige Old Ale metode.
Nå, men lige denne flaske fra 2016 er altså af den 'almindelige' udgave, og brygget på Meantime. Som normalt laver udmærkede øl.

Thomas Hardy's Ale 2016

Thomas Hardy's Ale 2016 er en mahogni farvet Ale, i en flot lille klassisk flaske. Der er ikke rigtigt noget skum i denne 2016 udgave, men pga. den høje alk. % på 11,7 har der sikkert heller ikke været meget da flasken var nypresset.
Under aromaen af malt og træ, gemmer sig en dyb og balanceret smag af karamel, tørret frugt fra gæren, lidt vanillie, og en alkohol note som i en portvin. Sporene af træ og vanillie er formentligt kommet med lagringen siden 2016, men der er slet ikke den trætte smag af vådt pap, som lagring kan give med tiden.
Det er en skøn øl, og den kunne vist sagtens have tålt at lagre et par år mere. Heldigvis har jeg flere flasker i kælderen ;)

November er ikke den bedste tid på året, våd og mørk som den er, men med en god varmende Barleywine i glasset går det hele lidt nemmere.
Dem må jeg vist hellere finde nogle flere af.

Engelsk bitterhed i Fuller's ESB

Når man taler om IPA'er og Pale Ale tænker folk normalt på amerikanske øl, med deres høje bitterhed og humlesmag af citrus og grapefrugt. Men disse øltyper stammer jo egentligt fra England, som er det første sted hvor man man begyndte at brygge disse lyse øl med høj bitterhed. I de engelske øl bruger man dog naturligvis engelske humler, og de har en helt anden humlearoma end de amerikanske. De engelske humler, som f.eks. East Kent Golding og Fuggle, har aroma af græs, gran, blomster og en anelse citrus, hvilket jo ligger mile vidt fra de vilde amerikanske humler. I Fakta har jeg købt ærketypen på en kraftig engelsk Pale Ale, nemlig Fuller bryggeriets ESB.

Fuller's ESB er en en kobberrød Ale på 5,9% alk, med et luftigt flødefarvet skum som hurtigt

Fuller's ESB
Fuller Smith & Turner Plc

forsvinder. Aromaen gør ikke meget væsen af sig, men har duft af korn og karamel, samt en lav bitterhed med lidt duft af gran og græs. I smagen åbner øllen sig dog op, med en rigtig fin bitterhed og en dejlig baggrundssmag af malt. Fra malten er der smag af kiks og korn, hvilket er med til at give en god mundfornemmelse, og i eftersmagen ligger sig fint bag humlesmagen og en fin pære frugtighed. De engelske humler fornægter sig dog ikke og giver smag af gran, græs og blomster, samt en tør mineral-agtig bitterhed.

ESB står for Extra Special Bitter, og er altså den kraftigste form for engelsk Pale Ale. Denne fra Fuller Smith & Turner, hvilket er Fuller bryggeriets rigtigt navn, er et rigtigt godt eksempel på en ESB. Det er også en dejlig øl, så jeg giver den en karakter på 7,5 ud af 10.

Denne ESB fra Fuller's er jo en væsentlig anden slags Pale Ale end man er vant til hvis man mest drikke danske eller amerikanske øl, så hvis man ikke kender de engelske humler i forvejen, kan man godt blive noget overrasket, eller måske ligefrem skuffet. Det synes jeg dog ikke at der er nogen grund til, for det er en dejlig og smagfuld øl.

Double Hop Monster fra Greene King

Det engelske bryggeri Greene King laver nogle rigtigt fine øl. Jeg har tidligere anmeldt deres Strong Suffolk Vintage Ale og Dark Ale, og i dag får I en anmeldelse af deres Double Hop Monster. Af en billig øl fra COOP, synes jeg at den er rigtigt fin.

Double Hop Monster er en ravgyldnen IPA på 7,2% alk. med et tæt hvidt skum, som holder længe.

Double Hop Monster IPA
Greene King

Etiketten forestiller en fin drage med to hoveder, hvilket må være en hentydning til den klassiske engelske historie om Skt. George og Dragen, bare med dobbelt humle punch.
Aromaen har lidt bitterhed og lidt duft af karamel, men det er humlen som spiller førsteviolin. Der er humlearoma af grape, græs, lime, lidt citrus og en tør duft af vindruekerner. Det tyder jo godt, og smagen skuffer heller ikke, for her er der en rigtig god bitterhed og masser af humle. Dette er absolut ikke en typisk engelsk IPA, for der er smag af både citrus, lime og grape, specielt i den halvlange eftersmag. I baggrunden ligger en fin smag af malt, som sammen med humlen og den gode alk % giver en rigtig fin mundfylde.
Jeg synes at Double Hop Monster er en rigtig fin øl, specielt til prisen på 17,25 kr, og giver den en karakter på 8 ud af 10.

Første gang jeg smagte Double Hop Monster syntes jeg, at det var en helt fantastisk bitter øl, med lige lovlig meget smag af grape. Der er løbet mange IPA'er i åen siden da. Som alle andre Pale Ale's og IPA'er er dette en øl som helst skal drikkes frisk, mens humlen er bedst, og derfor skal man kigge sig godt for når man køber den i et supermarked, hvor man risikerer at den har ligget på lager lige lovlig længe. Husk derfor altid at tjekke 'Best Før' datoen på dine lyse øl, så bliver du ikke snydt :)

Todd the Axeman - På Engelsk Cask

Forrige år bryggede Amager Bryghus den skønne øl Todd the Axeman. Den blev brygget sammen med Todd Haug, som dengang arbejde på det amerikanske bryggeri Surly Brewing, og øllen blev et stort hit med høje ratings f.eks. på Ratebeer. Da det engelske bryggeri Shepherd Neame ville lave et samarbejdsbryg med Amager Bryghus, endte det derfor med et bryg af Todd. Men i en engelsk Cask version.

Todd på Cask
(c) Ratebeer

Shepherd Neame (SN), som efter sigende er Storbrittaniens ældste bryggeri, er en halvstort sag, som har 1300 ansatte og ejer næsten 400 pubs.  SN brygger 2 gange om året specielle øl til en Real Ale Festival på en anden engelsk pub-kæde kaldet Wetherspoon, som har ca 1200 pubs. Disse øl laves i samarbejde med internationale mikrobryggere, og her kom Amager så ind i billedet. Eller næsten. For SN havde faktisk først inviteret Jeppe Jarnit-Bjergsø, manden bag bl.a Evil Twin og Drikkeriget, til at at lave samarbejdsbrygget med dem, men da Jeppe ikke kunne finde tid til det, anbefalede han at man tog kontakt med Amager Bryghus i stedet. Jeppe bryggede nogle af sine første øl hos Amager, og syntes at han stod i gæld til dem, så SN brygget var lidt et 'Tak for sidst'.

René Hulgreen på cask
Kølerummet på Taphouse

René Hulgreen fra Amager Bryghus tog derfor afsted til London, hvor han, efter en spændende weekend i London, en mandag formiddag var med til at brygge 3 bryg. Ialt skulle det blive til 124.000 liter Todd. Helt andre mængder end amagerdrengene er vandt til. Der blev ikke lavet nogen ændringer i opskriften til Todd, i forhold til hvordan den brygges på Amager, men nogle ting er naturligvis anderledes når man brygger i så store forhold. SN havde ikke malten Golden Promise som Todd normalt brygges med, men det er ikke så mærkeligt da det egentligt er en whiskey-malt, og som gær brugte SN ikke samme engelske ale gær som Amager, men i stedet deres egen Hus ale gær. Sidste udfordring kom mht. til tørhumling, for hvor Amager tørhumler Tood af 2 omgange, var dette ikke muligt hos SN, men som kompensation kom man tørhumle direkte i den tank hvorfra øllen blev tappet på casks. For det er her SN udgaven af Todd virkeligt bliver anderledes end amagerdrengenes egen udgave, idet en øl på engelske Cask fade udvikler sig væsentligt anderledes end på normale fade. Cask øl serveres ikke under tryk, men pumpes op, helst med en håndpumpe, så det er meningen at en cask øl skal have væsentligt mindre kulsyre end vi er vandt til, ja den skal nærmest være helt flad. Efter lagring på tank i bare 8 dage kom Todd på cask og blev så sendt afsted til Ale festival, hvor den havde stor succes.

Todd the Axeman
Shepherd Neame udgave til højre, Amager udgave til ventre.

Efter samarbejdsbrygget fik Amager Bryghus tilsendt 2 casks med den engelske udgave af Todd. De tog derfor kontakt med ølbaren Taphouse, for at lave et arrangement hvor øllene kunne smages, og en torsdag i november havde Taphouse så brygger-besøg af René, som selv kom for at fortælle om sin øl. Jeg nåede et smut forbi for at smage på sagerne og for at få en snak med René.
For at kunne sammenligne Cask udgaven af Todd med den originale havde René samme dag tappet et frisk fad, så jeg fik et glas af hver. Cask udgaven var mere maltet end originalen og mindre bitter. Der var væsentligt mindre humlearoma, men det er jo ikke så mærkeligt når cask udgaven knap var tørhumlet, og Amager udgaven var sprit ny. Cask udgaven er lidt lavere i alk. %, hvilket gør smagen mindre skarp, mere smooth og letdrikkelig. Og det er vist lige det en cask øl skal være.

Selvom Todd the Axeman fra cask var en væsentligt anden øl end Amagers normale udgave, synes jeg stadigt at det var en rigtigt glimrende øl, og det var sjovt at få lov at smage de 2 udgaver op imod hinanden.

Cowcatcher - APA fra ELB

Selv i England er ølrevoulutionen ved at finde fodfæste, og stadigt flere mikrobryggerier ser dagens lys. I Superbrugsen, af alle steder, har jeg fundet øl fra et af dem, det lille bryggeri East London Brewing. Bryggeriet blev startet i 2011 af ægteparret Stuart og Claire. og har nu 5 ansatte og 7 faste øl på repertoiret. Her får I en anmeldelse af deres Amerikanske Pale Ale med det fængende navn Cowcatcher.

Cowcatcher er en ravgylden Ale på 4,8% alk, med et luftigt flødefarvet skum som holder længe.

Cowcatcher
East London Brewing

Øllen er opkaldt efter kofangeren på gamle amerikanske damptog, en Cowcatcher. Tja, hvorfor skulle man ikke kunne opkalde en øl efter en ko-fanger.
I den udemærkede aroma er der lidt duft af malt, samt lidt humleduft af citrus og græs. Det dominerende i aromaen er dog en lidt sær frugtduft, som jeg ikke rigtigt kan placere. Denne fortsætter i selve smagen, men her er den heldigvis ikke så dominerende, og der er mere plads til humlesmagen af græs, gran og lidt grape. Bitterheden er ganske ok, af en Pale Ale,  og fortsætter i den udemærkede eftersmag.
Jeg synes at Cowcatcher er en fin øl, selvom den har en lidt sær humlesmag. Jeg giver den en samlet karakter på 7 ud af 10.

I Superbrugsen kunne man få 3 øl mere fra ELB, East London Brewing Company, og jeg tror da at jeg skal have dem i indkøbskurven, så man lige kan få smagt på sagerne.

Python - Engelsk IPA

Den skønne humlede IPA er mange ølnørders darling, og amerikanske IPA'er, med stærkt aromatiske humler som Cascade og Simcoe, lovprises som det rene guld. Oprindeligt kommer IPA'en dog fra England, hvor man har har en helt andet holdning til humle aroma og balance. I engelske IPA'er er humlen en medspiller i øllen, ikke en solospiller.
I min lokale Skjold Burne har jeg købt IPA'en Python, fra bryggeriet Little Valley Brewery, som jeg synes er en rigtig godt eksempel på en engelsk IPA.

Python IPA er en klar kobberrød Ale på 6% alk, med et flot flødefarvet skum som danner gardiner på glasset. Jeg er lidt træt af, at alle øl kommer i de samme kedelige flasker, så jeg bliver altid lidt glad når øl, som denne, sælges i en lidt speciel flaske.
Aromaen er stille og rolig, og meget engelsk. Man bliver ikke bombarderet af den stank af citrus og grape som kendetegner amerikanske IPA'er, men bliver mødt af en mere blød, men stadigt let bitter, duft af karamelmalt, græs og lidt citrus.
I smagen er der imidlertid en rigtig god bitterhed, som balancerer en fin smag af karamel og malt. Jeg kan ikke smage om der er brugt den klassiske Maris Otter malt, men jeg synes at malt smagen er rigtig god.
Der er en tydelig humlesmag af græs, gran og lidt citrus, men humlen er kun et krydderi og domirer derfor ikke smagen. Mundfornemmelsen er rigtig god, og den halvlange eftersmag er dejligt bitter og fyldig.
Jeg elsker bitre amerikanske IPA'er, men jeg er ligeså glad for engelske IPA'er hvor humlebitterheden balanceres af en god smag af malt, og jeg synes at Python IPA er et rigtigt godt eksempel på typen. Jeg giver den en samlet karakter på 8 ud af 10.

Prize Old Ale - George Gale øl fra 2005

Jeg er ved at læse en fantastisk god bog om lagring af øl der hedder Vintage Beer. Den fortæller hvad der sker i øl når man lagrer dem, og fremhæver specielt engelske Old Ales som velegnede til at lagre. Som et pragt eksembel på en lagrings-venlig øl, nævnes Prize Old Ale fra bryggeriet George Gale,  Og hovsa, den øl smagte jeg jo sidste år... men fik ikke skrevet en anmeldelse af den.
Den anmeldelse får I her.

Prize Old Ale
George Gale & Co. Brewing

Som jeg flere gange har skrevet her på bloggen, er jeg stor fan af øltypen Old Ale. Det er, når de er brygget rigtig, en øl som er fadlagret i længere tid, og hvor der helst også er blandet ny frisk øl i den gamle lagrede, for en et give en dyb og kompleks smag. I de traditionelle Old Ales er der lidt syrlighed, som stammer fra Brett i de gamle fade øllen har været lagret på. Det giver endnu et ekstra lag af smag, så øllen både har en dyb smag af malt, frugtsmag/estere fra gæringen, træ smag fra fadene, lidt/meget alkohol sødme og så en let syrlighed som skærer igennem det hele og går øllen mere drikkevenlig. Det lyder nok lidt vildt... og det er det også...

Prize Old Ale er en uklar nøddebrun Ale på 9% alk, med et flødefarvet skum som hurtigt forsvandt, hvilket ikke er helt uventet i en øl som er 9 år gammel. Flasken er en lille fin sag lukket med en rigtig prop og forsegler med voks. Jeg tror simpelthen at det er en af de flotteste øl jeg nogensinde har set.
Aromaen var lækkert vinøs, med en duft hen af portvin og lidt duft af malt. Der var også en lidt syrlig duft og duft fra at øllen havde oxideret, men ikke nok til at ødelægge aromaen. Det samme gjaldt i smagen, hvor der bag smagen af malt, træ, figner og rosiner var en let syrlig smag. Der var utroligt meget smag og mundfylde, hvilket næsten helt skjulte den oxidering som sker i en øl som er gemt så længe. I den meget lange eftersmag var der en krydret og let bitter smag af malt,
Jeg synes at Prize Old Ale var en helt fantastisk blød og smagfuld øl, og gav den en samlet karakter på 9 ud af 10.

Gale Brewery blev i 2005 købt af Fullers, hvorefter produktionen blev flyttet til Fullers eget bryggeri. Denne årgang 2005 af Prize Old Ale er derfor den sidste årgang som er brygget på det gamle bryggeri. Fullers brygger dog stadigt øllen, med det lille trick, at man hver gang den brygges, gemmer en vis del, som så blandes i næste gang man brygger. På den måde får man, på en mindre plads krævende måde, en Old Ale effekt. Snedigt.
Hvis man synes at Old Ales lyder spændende, kan jeg anbefale nogle af de artikler som Martyn Cornell har skrevet på hans blog Zythophile. Specielt artikel 'And the prize goes to Fullers', som handler om Prize Old Ale brygget på Fuller bryggeriet.
Måske man skulle starte en parallel-import af Old Ales :)

Strong Suffolk Dark Ale

Det engelske bryggeri Greene King laver nogle rigtigt fine øl, specielt i forhold til prisen. I min lokale Superbrugs, som ellers har et helt utroligt dårligt udvalg, har jeg fundet denne Strong Suffolk Dark Ale. Det er en engelsk Old Ale, altså en øl hvor en nybrygget øl er blevet blandet med en gammel lagret sag, for at skabe en smagfuld men samtidigt frisk øl. Jeg ved ikke helt hvad forskellen er til den anden Old Ale fra Greene King, den klassiske Strong Suffolk Vintage Ale, som fx er med i ølbogen '50 Øl Du Skal Smage Før Du Dør', men mon ikke det er noget at gøre med hvor længe den er fadlagret.

Strong Suffolk Dark Ale
Greene King

Strong Suffolk Dark Ale er en kastaniebrun Ale på 6% alk,  med et tæt lysebrunt skum som holder længe. Jeg kan godt lide de lidt tegneserie agtige etiketter på øllene fra Greene King, og kan også godt lide at de kommer i en overkommelig 33cl flaske.
I aromaen er der duft af træ, karamel, figen og noget jeg bedst kan beskrive som flødekaramel. Bag alle disse duft indtryk, ligger der lidt sødme og en lav bitterhed. I smagen er der ingen stor sødme, men derimod en ganske fin og blød syrlighed, som understreger smagen af karamel og træ. Det er en virkeligt dyb og lækker smag, specielt i betragtning af de kun 6% alk. I eftersmagen er der karamel, en fin bitterhed og en let syrlighed.
Jeg synes at Strong Suffolk Dark Ale er en rigtigt lækker øl, og giver den en samlet karakter på 8,5 ud af 10.

Af en øl til 25,- købt i mit lokale supermarked, synes jeg at dette er en virkeligt god øl. Greene King er et stort engelsk industribryggeri, de står for 2% af ølsalget i Storbrittanien, men de kan altså godt finde ud at lave gode øl alligevel.

Ridgeway IPA

Ridgeway Brewery ligger i det sydlige England og er opkaldt efter den nærliggende Ridgeway, en slags old-engelsk version af hærvejen. Bryggeren Peter Scholey grundlagde bryggeriet i 2003 og de brygger nu en lang række øl, mest i de klassiske engelske stilarter. Denne IPA er en klassisk engelsk IPA, brygget med Maris Otter malt og engelsk humle.

IPA
Ridgeway Brewery

Ridgeway IPA er en fin gylden IPA på 5,5% alk., med et luftigt hvidt skum som holdt længe. Aromaen er mild bitter, med humle duft af græs, gran og lidt citrus, samt duft af korn og lidt karamel. Som stil er engelske IPA'er knap så bitre, målt i IBU, som de amerikanske IPA'er, og har en langt mindre kraftig humle duft, næsten helt uden citrus og grape. Det passer rigtigt fint på Ridgeway's IPA, for selv om det er en ganske fin aroma, er det en helt anden humleprofil end fx de IPA'er som amagerdrengene er så glade for.
Smagen er rigtigt lækker, med en dejlig bitterhed som bliver hængende i den halvlange eftersmag. Der er smag af malt og lidt mild karamel, samt humlesmag af græs og gran. Malt smagen får øllen til at have lidt sødme, hvilket gør at den har en ganske god mundfylde og en behagelig eftersmag.
Jeg synes at Ridgeway's IPA er en dejlig øl, og giver den en karakter på 8 ud af 10.

Humle er dejligt, men jeg kan nu bedst lide når der er en dybere smag i en IPA. Her passer de engelske IPA'er jo glimrende, ihvertfald når de er så godt lavet som denne. Jeg har de sidste par år hjemmebrygget en IPA af humle fra min have, og den har næsten ingen humlearoma, så det bliver en slags engelsk IPA helt uden citrus og grape aromaer. Men den er nu langt fra at være så smagfuld som Ridgeway's IPA.

Calypso - hoppy Berliner Weisse fra Siren

I sidste uge var jeg forbi Mikkeller Bar i Stockholm, og smagte der hvedeøllen Calypso fra det engelske bryggeri Siren. Det er en Berliner Weisse, altså en hvedeøl som har fået syrlighed ved at blive gæret med mælkesyrebakterier, og den er her yderligere blevet tørhumlet med Amarillo humle, for at give endnu mere citrus smag. Det har givet en ret usædvanlig, men helt fantastisk forfriskende øl.

Calypso
Siren Craft Brew

Calypso er en uklar gylden hvedeøl på 4% alkohol, med et tæt hvidt skum som hurtigt forsvandt.
Aromaen er meget mild, med lift duft af citrus og hvede, samt en lav bitterhed med lidt grape duft. Smag er der til gengæld masser af, for her kombineres det friske fra hvedeøllen med en fin citrus syrlighed og en lækker humlesmag. Der er ingen bitterhed at spore, men derimod en rigtig frisk citrusagtig smag, som får det til at smage sådan helt af citronsaftevand, limonade. Man kan med rette sige at det ikke har så meget med øl af gøre, det smager ihvertfald ikke meget af det, men jeg synes altså at det er virkeligt lækkert. Jeg tror at tørhumlingen med Amarillo har givet en ekstra omgang citrus friskhed, som prikken over i'et.
I betragtning af de kun 4% alk. har Calypso en fantastisk dejlig smag, som fx gør den til en perfekt bælle øl til en sommeraften. Jeg giver den en karakter på 8,5 ud af 10.

I maj i år var Siren med på Copenhagen Beer Celebration. Det håber jeg at de også kommer næste år, så vi får chancen for at smage lidt flere af deres gode øl.

London Black Cab Stout

Bryggeriet Fuller laver en lang række forskellige øl, fra Bitter til Stouts, alle i klassiske engelske udgaver. I Superbrugsen har jeg fundet deres London Black Cab Stout, hvilket er en klassisk tør engelsk porter, som har vundet adskillige priser.

London Black Cab er en kulsort Porter på 4,5% alc, med et tæt lysebrunt skum som holdt ret længe. Jeg kan godt lide den fine flaske, og synes at det er en rigtigt flot øl.
Aromaen en rigtigt lækker, selvom det faktisk er en ret simpel Porter duft. Der er duft af brændt malt, lakrids, lidt chokolade og bag det hele ligger en god brændt bitterhed. Det samme gælder smagen, hvor en tør brændt smag dækker over en let krydret smag af chokolade. Det er lige det jeg forstår ved en engelsk Porter, hvor en fin, nærmest olieret, smag balanceres af en tør bitterhed.
Jeg synes at London Black Cab er en rigtigt lækker Porter, og giver den en karakter på 8 ud af 10.

Der findes mange forskellige slags Portere og Stouts, fra de stærkt humlede amerikanske som Knud Den Store, til de fint balancere som fx Herslevs Porter. Variation er jo som bekendt livets salt, eller i dette tilfælde, øl.

Everards Regimental IPA

Hos COOP kan man købe dåseøl fra det engelske bryggeri Everards til en billig penge. Bryggeriet, som ligger ved Leicester og har tilhørt Everards familien siden 1849, brygger en række klassiske engelske øl samt et par mere specielle, som fx deres Artigianale som er brygget med limeblade. Deres Regimental IPA er en klassisk engelsk IPA, med en fin malt smag og en ret lav bitterhed.

Regimental IPA
Everards Brewery

Det er en koberrød Ale på 5% alk, med et tæt hvidt skum som hurtigt forsvandt. Jeg er ikke den store fan af dåseøl, heller ikke rent æstetisk, og denne kitchede flag-fætter er ingen undtagelse.
Aromaen er ikke noget at råbe hurra for, ja jeg synes faktisk at den er pænt kedelig. Der er duft af malt, kiks, lidt citrus og græs, og en kun meget lidt bitterhed.
I smagen er der en ganske ok bitterhed, men den er langt mindre end jeg forventer i en IPA. Der er smag af malt, en god sødme og så den smag af kiks, som jeg synes at engelske pale ale ofte har. I det hele taget synes jeg at dette mere smager som en normal engelsk Pale Ale end som en IPA. Pga sødmen og malt smagen har den faktisk en udemærket mundfylde, og den har en ganske udemærket halvlang eftersmag, for en Pale Ale.
Hvis man er ude efter en halvsød og ikke for bitter Pale Ale, så synes jeg at Regimental IPA er en ganske udemærket øl, men det er ikke det jeg forstår ved en IPA. Jeg giver den en karakter på 6,5 ud af 10.

Everards laver en utrolig masse forskellige øl, Ratebeer siger hele 71, men der er vist ikke nogen af dem som er noget særligt. Nå skidt, til 10,- for en øl kan man jo ikke forvente det helt vilde.

Bracia Rich Dark Ale - Thornbridge Brewery

På Systembolaget har jeg købt en Ale fra det engelske mikrobryggeri Thornbridge Brewery. Det  blev stiftet i 2005 af Jim Harrison på godset Thornbridge Hall, hvilket ejes af hans kone Emma, som er ejer af firmaet A4e. Dette skandaleramte firma laver beskæftigelsesprojekter og kurser til arbejdsløse, som vi kender det herhjemmefra, de gør det bare i 30 lande og har over 3000 ansatte. Lige som her i andedammen, har man i England haft store debatter om hvad man får for pengene, og A4e har mistet en del offentlige kontrakter. Dog ikke mere end at familien Harrison altså ejer en stor herregård fra 1200 tallet samt en bryggeri. Balladen gør selvfølgeligt ikke øllene dårligere, og de har da også vundet stribevis af priser, ifølge deres hjemmeside faktisk over 350.

Bracia er, ifølge Thornbridge selv, et keltiske ord for en drik der blev drukket i jernalderen. Denne Bracia øl er en engelsk Ale, brygget med mørk og bitter kastaniehonning fra Norditalien, 8 slags malt og 4 slags humle.
Det er en flot mørkebrun Ale på 10% alc., med et tæt nøddebrunt skum som hurtigt forsvandt. Aromaen er rigtigt god, med duft af mørk malt, fisk træ og har en ret speciel mørk bitterhed. Der er ikke nogen speciel sødme eller duft af honning, ikke engang i smagen, så det må være en meget speciel type honning som er anvendt.
Smagen er meget kraftig, med lakrids, chokolade, brændt malt og en speciel bitterhed som jeg bedst kan beskrive som den bitterhed som er i friske bøgeblade. Bracia smager som en Old Ale, men med mere smag end normalt, og har en rigtigt god mundfylde og en halvlang eftersmag som er bitter og krydret.
Jeg synes at Thornbridges Bracia er en utroligt lækker øl, og giver den en karakter på 9/10.

I bedste engelske stil ejer Thornbridge også en række pub'er omkring Sheffield. Jeg bliver mere og mere interesseret i en ølrejse til England. Det kunne altså være sjovt at besøge nogle gamle hyggelige pub'er, og smage sig igennem det engelske øl-landskab.

Old Burton Extra - Fullers Past Master

Brygggeriet Fuller, Smith & Turner (eller barer Fullers), er et familieejet engelsk bryggeri som har eksisteret siden 1845. Hovedkontoret ligger i Chiswick ved London, og i bedste engelske stil ejer de næsten 400 pubs samt et par mindre bryggerier, og lavede sidste år over 35 mio liter øl. Deres mest kendte øl er nok deres London Pride, samt dennes storebror Golden Pride som er med i 50 Øl Du Skal Smage Før Du Dør. Fullers Past Masters serie er øl brygget efter gamle opskrifter, nedskrevet af generationer af bryggeriets brygmestre, og genskabt med ingredienser og processer som så vidt muligt ligner de oprindelige.

Old Burton Extra
Fullers

Old Burton Extra er en mørk Ale baseret på en opskrift fra 1931. Burtonisering er jo et helt begreb i (engelsk) øl, og betyder at man skaber en optimal mineral sammensætning af vandet til brygning. Alle industribryggerier, inklusiv naturligvis Carlsberg, bruger kemikalier til at ændre vandet for at opnå den bedst mulige udnyttelse af råvarerne, og hele denne idé stammer fra da bryggere i sin tid forsøgte at efterligne det fine vand fra Burton-Upon-Trent. Jeg går ud fra at navnet Old Burton Extra stammer fra dette.
Det er en uklar kastaniebrun Ale på 7,3% alc, med et tæt flødefarvet skum som hurtigt forsvandt. Aromaen er rigtigt god, med duft af malt, nødder, brændt karamel og en mild bitterhed. Smagen er derimod godt bitter, med den humle smag af græs eller gran som er typisk for engelske øl. Der er også en lækker smag af malt og karamel og en lidt brændt smag, som bidrager til en rigtig god mundfylde. Eftersmagen er dejlig lang og har en god balance mellem malt og en fin bitterhed.
Jeg synes at Fullers Old Burton Extra er en rigtig lækker øl og giver den en karakter på 8,5 ud af 10.

Jeg har prøvet 3-4 øl fra Past Masters serien, og de har alle været spændende. Både smagen og kvaliteten af øl har ændret sig meget over årene, så jeg synes at det er utroligt sjovt at smage hvordan øl smagte i gamle dage, her altså 1931.
Højt Skum!

Newcastle Brown Ale

Provokeret af et indlæg på ølbloggen Allbeer, greb jeg forleden chancen for at smage en gammel kending, Newcastle Brown Ale. Jeg købte den i Fakta til 16,-, og til den pris synes jeg at det er en ganske udemærket øl.

Man har kunnet få denne brown ale i Danmark i umindelige tider, og den er, udover Guiness, et af mine første møder med Ale. Den er så meget en klassiker, at den har et dedikeret opslag i ølbibelen The Oxford Companion to Beer, hvor der bla. står at den blev brygget første gang i 1927, af bryggeriet Newcastle Breweries. I 1996 fik øllen faktisk regional navnebeskyttelse (PGI) fra EU, ligesom fx Parma skinke og Champagne, men dette blev ophævet da produktionen blev flyttet væk fra Newcastle i 2005. Da bryggerikoncernen Scottish & Newcastle, som var Storbrittaniens største bryggeri, i 2008 blev købt af Heineken og Carlsberg, overtog Heineken bla. de engelske/skotske dele af S&N, hvorfor Newcastle Brown Ale nu produceres af dem. Det er måske én af grundene til dens knapt så høje status blandt feinsmeckere.

Øllet har en smuk, mørk rødbrun farve og et lille men cremet skum. På dåsen er en usædvanlig detaljeret

Newcaste Brown Ale
Heineken UK

indholdsfortegnelse, som bla. afslører, at den er brygget med bla. hvede, glukosesirup og er tilsat karamelfarve.
Aromaen er ok, med duft af karamel, lidt bitterhed, lidt citrus fra humlen, og lidt duft af den tilsatte sirup. Det er en ret frisk, men meget karamelagtig, duft i betragtning af at den er overgæret. Smagen er ganske god, og også her er karamel dominerende. Jeg tror at der er brugt engelsk humle, for der er lidt smag af græs og citrus, og en begrænset bitterhed, som dog bliver til lidt mere i eftersmagen, hvor der også er en del brændt karamel. Det er en ret sød øl, men det kan jeg godt lide, både når det er i belgiske trappister, og når det er i industrøl fra Heineken. Mundfylden er faktisk ganske god, ikke mindst pga sødmen, og eftersmagen er ganske fin, med både sødme og en fin engelsk bitterhed.
Brown Ale kan være næsten hvad som helst, The Oxford Companion to Beer mener faktisk at eneste fællestræk er at de er overgærede og brune i farven, men jeg foretrækker klart de mere søde udgaver af typen, hvilket denne Newcastle Brown Ale er et ganske udemærket eksempel på. Jeg giver den en samlet karakter på 7,5 ud af 10.

Jeg indrømmer gerne, at jeg godt kan være lidt af en smartenheimer når det kommer til øl, men jeg er ikke så meget elitist, at jeg ikke vil anerkende det når et industribryggeri laver en god øl. Fx bliver de fleste af Mikkellers øl jo brygget på industribryggeriet de Proef i Belgien, og alligevel er der flere af Mikkelers øl som er gode ;)

Øl:	Newcastle Brown Ale
Bryggeri:	Heineken UK
Øltype:	Brown Ale
Alk.:	4,7%
Købt:	Fakta

Fuller´s Vintage Ale 2010

I min lokale Superbrugs har jeg købt en Vintage Ale 2010 fra Fuller´s, til den nette sum af 80,- og det er den absolut værd. Det er en Old Ale, og denne øltype er lidt svær at blive klog på, men er grundliggende en kraftig mørk øl, som bryggeriet har lagret før de frigiver den. Nogen gange har man blandet noget godt gammelt øl i, som Bøgedal gjorde med deres Bøgedal 300, men det tror jeg ikke er tilfældet med Fullers Vintage Ale.

Vintage Ale 2010
Fuller Smith & Turner

Bryggeriet gør meget ud af at fortælle, at øllen er brygget i en meget begrænset mængde, på 'kun' 125.000 flasker, og flasken er nummereret. Den kommer i en fin papæske, hvori der ligger en seddel som beskriver alle Vintage Ale's brygget siden 1997. Det er da meget sjovt. Vintage Ale 2010 er en flot kobberrød Ale på 8,5% alc, med et tæt flødefarvet skum som holdt længe.
Aromaen var god men ikke så kraftig, og havde duft af korn og karamel, samt en god vinøs sødme. Smagen var også meget vinøs, med smag af karamel og nødder, og en ganske god bitterhed i baggrunden. Jeg tror, at hvis man gemte øllen 3-4 år mere, så ville smagen blive endnu mere balanceret, og bitterheden ville vige for en mere afrundet smag. Jeg kan forstå, at importøren One Pint har Vintage Ale's helt tilbage fra 2000 på lager, så det kan da være, at man en gang kan være heldig at finde dem rundt omkring på ølbarer.
Jeg syntes at Fuller´s Vintage Ale 2010 var en rigtig lækker øl, og gav den en karakte på 8,5 ud af 10.

Til 80,- for en flaske, er det jo ikke en øl som man drikker hver dag, ihvertfald ikke her i huset. Men til en hyggelig aften hvor man har god tid, er det skønt at sidde og nyde sådan en lækker gammel øl.

Traquair House Ale - Skotsk øl historie!

Storbritannien har en masse små lokale bryggerier, og har ikke været igennem den øl-krise som vi havde herhjemme, hvor 90% af det solgte øl kom fra et enkelt bryggeri. At man har mange små bryggerier gør jo ikke automatisk øllet mere spændende, desværre, og i Storbritannien er langt det meste øl da også kedelige Bitter eller Lagers. Traquair er en af undtagelserne, og laver øl som er alt andet end kedeligt.


Godset Traquair House ligger i det sydlige Skotland, ikke langt fra den engelske grænse. Jeg besøgte det sidste sommer sammen med min familie, og det var ganske spændende, jo ikke mindst pga. bryggeriet.

Traquair godset set fra labyrinten

Godset blev grundlagt i 1200 tallet, og var først bare en jagthytte, og senere en borg, som bla. spillede en rolle i krigene mod England. Efter den engelske reformation blev det forbudt at være katolik, men jarlen af Traquair fortsatte i hemmelighed med at være Jakobit.  Jakobitterne var en politisk bevægelse i det 17 århundrede, som forsøgte at genindsætte den katolske konge James II, og hans efterkommere af Stuart slægten.
Familien på Traquair har fortsat med at være Jakobitter helt til idag, hvilket har præget godset, bla ved at de har en hemmelig udgang indbygget fra et værelse øverst i bygningen.

I dag er Traquair en turist attraktion, og gør sig i mange finurlige attraktioner, som skal symbolisere hvordan familien i århundreder måtte leve et skjult religiøst liv. De har fx en masse skjult kunst, det kan ikke rigtigt forklares, og en meget stor labyrint i deres have. Mine børn var naturligvis helt vilde med labyrinten, lavet af en 3 meter høj hæk, som det tog os over en time at finde igennem.

Traquair House Brewery

I 1965 faldt Peter James Stuart, den 20. jarl af Traquair, over noget gammelt bryggeriudstyr, i en af godsets forladte bygninger. Der havde været bryggeri i bygningerne i 1800 tallet, men det var blevet opgivet, og udstyret havde så stået ubrugt og glemt. Han startede brygningen op igen, og de brygger i dag stadigt på det gamle udstyr, bla gæringskar af træ. De siger, at de ikke vil udvide produktionen mere, end at de fortsat kan bruge det. Man brygger 3 faste øl, Traquair House Ale, Bear Ale og Jacobite Ale, hvoraf Traquair House Ale har fundet en plads i den danske ølbibel 50 Øl Du Skal Smage Før Du Dør.


Traquair House Ale, Bear Ale og Jacobite Ale
til Steak Pie

Traquair House Ale er en flot kastaniebrun Ale på 7,2% alc, med et luftigt flødefarvet skum, som hurtigt forsvandt. Carsten Berthelsen fortæller i '50 øl', smukt om hvorledes øllen brygges, og skiver bla. at den har en IBU på 34.
I den dejlige aroma, kan man lugte lakrids/chokolade og malt i en fint krydret balance. Jeg ved ikke om man direkte kan dufte, at den har gæret i åbne egetræsfade, men det er ihvertfald en god dyb aroma.
Smagen er meget kompleks og fyldig, og her kan man godt smage træ, noget brændt eller røg, og lidt lakrids. Det giver en dejligt krydret Ale, med en god sødme og en fin bitterhed, som bliver hængende i en halvlang krydret eftersmag.
Jeg synes at Traquair House Ale er en rigtig god øl, og at jeg nød den sammen med en Steak Pie lavet med øllen, gjorde det jo kun endnu bedre.
Jeg elsker når et bryggeri på den måde har sjæl, for det gør øllen til hel oplevelse, og jeg gav House Ale en karakter på 8,5 ud af 10.

De 2 andre øl fra Traquair er også gode. Bear Ale (7/10) er en kobberrød Bitter på 5% alc og deres Jacobite Ale (8,5/10) er en dejligt maltet kastaniebrun Ale på 8% alc.

Det er desværre sjældent at jeg ser øllene fra Traquair herhjemme, men jeg ved, at man lige nu kan få dem hos Roskilde Øl, og hos Ølkonsortiet i Ålborg.

Hvis man kommer en tur til det sydlige Skotland, kan jeg absolut anbefale et besøg på Traquair House. Det er et spændende gammelt gods, med familievenlige aktiviteter, og dejligt øl.

Imperial Brown Stout fra The Kernel

The Kernel er et mikrobyggeri fra London, som har eksisteret i knap 3 år, og hvis øl får høje bedømmelser, fx på Ratebeer. De har allerede vundet adskillige priser, og deltog sidste år på øl-orgiet Copenhagen Beer Celebration. Denne Stout har jeg købt i den fine ølforretning Trempling Madness i York.

Imperial Brown Stout
The Kernel

Imperial Brown Stout er en fin kaffesort Stout på 10% alc, med et tæt lysebrunt skum som hurtigt forsvandt. Jeg syntes at aromaen var rigtig god, selvom den faktisk nærmest var for kraftig til min smag. Den var meget mørk og krydret, og havde duft af træ, vanillie og kaffe.
Smagen syntes jeg var fantastisk god og mørk. Der var smag af kaffe, vanillie, træ og noget krydret hen ad muskatnød. Tilsammen gav det en utrolig god mundfylde og en lang dejlig eftersmag, hvor især kaffe og lakrids smagen dominerede. Der var så meget kaffesmag, at jeg faktisk tror at der må være tilsat kaffe, men jeg kan ikke se nogen steder om det er rigtigt.
Samlet gav jeg Imperial Brown Stout fra The Kernel en karakter på 9 ud af 10.

Jeg synes at det er lidt sjovt, at vores egen Limfjordsporter, på den gamle etikette, faktisk også kaldes en Double Brown Stout, hvilket jo må være det samme som en Imperial Brown Stout. Der er også mange af de samme smagselementer, hvor kaffen bare er meget kraftigere i udgaven fra The Kernel.
På CBC smagte jeg India Pale Ale CASC fra The Kernel, men selv om den var ganske god, var den slet ikke i næheden af denne Imperial Brown Stout. Det bliver spændende at se, om de også kommer med på CBC næste år :)

Ampleforth Abbey Dubbel

I England fandt jeg en Dubbel fra noget så usædvanligt som et engelsk klosterbryggeri, og da bryggeriet er omtalt i det sidste nummer af ØlentusiasteN, får I da lige en anmeldelse, bare for hyggens skyld.


Dubbel
Ampleforth Abbey Beer

Ampleforth Abbey har eksisteret siden 1802 og ligger nær York. Under reformationenstiden blev alle engelske klostre opløst, som i det meste af Nordeuropa, så der findes vist ingen klostre som har overlevet fra dengang, men der blev stiftet nye klostre op igennem 1700- og 1800-tallet. Blandt disse er jo specielt de belgiske kendte for at have genskabt traditionen med klosterøl, og Ambleforth Abbey har nu som det første engelske kloster også startet en ølproduktion.

Ampleforth Abbey Dubbel er en flot nøddebrun Ale på på 7% alc, med et tæt flødefarvet skum, som hurtigt forsvandt. Det er en lille fin 33 cl flaske, med en klassisk designet etikette. Nydelig flaske.
Jeg syntes at aromaen var rigtig god, med duft af malt sødme, rugbrød, og lidt syrlighed, som dog ikke var nok til at ødelægge indtrykket. Smagen syntes jeg også var rigtig god, selvom der også her var en lidt syrlig baggrund, som lidt forhindrede øllen i at have den klassiske dubbel smag, som man kender det fra fx Westmalles skønne Dubbel. Der var ellers en god malt smag, en balanceret sødme, og en vis bitterhed i eftersmagen. Jeg ved ikke om den svage syrlighed er en fejl, eller om det kom fra en citrusagtig humle, men jeg syntes ikke at det passede til øllen.
Samlet set syntes jeg trods alt at det var en god øl, og gav Ampleforth Abbey Beers Dubbel en karakter på 7,5 ud af 10.

Op igennem middelalderen har der ligget en ufattelig masse klostre i Danmark, langt over 100, og der findes også i dag nogle få aktive klostre rundt omkring i landet. Der er dog, så vidt jeg ved, ingen af dem som brygger øl. Der brygges øl til nogle kloster muséer, fx Øm Kloster og Esrum Kloster, men det kunne da være sjovt hvis de fungerende klostre også kom med.

Theakston Old Peculier - 50 Øl

Da jeg i sidste uge var i England, var jeg så heldig at finde et par øl fra 50 Øl Du Skal Smage Før Du Dør, som jeg ikke havde smagt før. I et almindeligt supermarked faldt jeg over den første, en Theakston Old Peculier, som er en klassisk engelsk Old Ale med masser af smag.

På Theakstons hjemmeside er en nydelig oversigt over byens og bryggeriets historie, hvilken for alvor begyndte da Robert Theakston i 1827 overtog kroen Black Bull i landsbyen Mashan, og begyndte at brygge øl. Carsten Berthelsen kan i '50 Øl' fortælle, at bryggeriet i 1987 blev overtaget af Scottish & Newcastle, men at 4 Theakston brødre i 2004 købte det tilbage. De har nu 34 ansatte, og brygger på et flot gammelt kobberanlæg. Utroligt nok har de en bødker ansat, til at lave deres trætønder, og ud over tønder til deres Cask øl til pubs, laver bødkeren også 'små' 20 liters tønder, som man kan købe Old Peculiar på til jul. Måske man skulle prøve at skaffe sådan en tønde. Det ville nok ikke være helt billigt, men jeg tror det ville blive en festlig december måned

Old Peculier
Theakston

Old Peculier er en flot nøddebrun Ale på 5,6% alc. Den er brygget med umaltet hvede, hvilket bla giver øllen et større skum, og det lysebrune luftige skum holdt da også dejligt længe. Jeg syntes at aromaen var utrolig god, med en duft af malt, karamel, nødder og lidt chokolade. Det var en skøn kompleks aroma, som en portvin men uden duft af alcohol.
Smagen var rigtig rig og lækker. Den havde en stor mørk mundfylde, og smag af nødder, masser af karamel, og en humlet mørk eftersmag, som også var sød og krydret.
Af en øl på kun 5,6 % synes jeg at Old Peculier har utroligt meget smag, og gav den en samlet karakter på 8 ud af 10.

Angående engelske øl lagret på trætønder, vil jeg forøvrigt varmt anbefale Martyn Cornell's indlæg Rule Brettania, på hans fantastiske blog Zythophile. Her fortæller han hvordan de gamle engelske øl (både Ale's og Portere) lagret på trætønder, fik brettanomyses fra tønderne, og derfor havde en helt specielt og nærmest uefterlignelig smag. Bare man kunne komme til at smage sådan en fætter.