25 december 2017

Christmas Light fra Det Lille Bryggeri - Glædelig Juleøl !

Jeg håber at I havde en hyggelig juleaften. Julen er jo hjertenes og øllenes fest, og jeg håber at I benytter disse hyggelige, men måske lidt hektiske, dage, til at smage lidt på de gode juleøl. Og ja, jeg mener de gode øl, ikke de ligegyldige "juleøl" fra supermarkedet, hvor det eneste julede er lidt karamel farve og en forhøjet pris.
Blandt de danske mikrobryggerier som tager juleøllene seriøst er Det Lille Bryggeri, vinderen af Årets Bedste Danske Bryggeri 2016 her på Højt Skummende. René brygger i år hele 9 forskellige juleøl, og I får her en anmeldelse af en ny i flokken, den lette Christmas Light.

Christmas Light fra Det Lille Bryggeri
Christmas Light
Det Lille Bryggeri
Christmas Light er en mørk Brown Ale på kun 4% alk, med et tæt lysebrunt skum som hurtigt forsvinder. Etiketten har en sjov tegneserie tegning af en julemand, så jeg vil tro at det er planen at denne øl skal blive en fast del af sortimentet. 
Aromaen er ikke ligefrem overvældende, men har en fin duft af malt, brændt karamel, samt en anelse chokolade og kaffe. Bitterheden er lav, og i selve smagen er der da også mest malt-bitterhed, og så måske lidt kaffe-bitterhed i eftersmagen. Det er en ret letdrikkelig øl, hvilket selvfølgeligt ikke er overraskende da den er på kun 4%, men der er masser af smag. Der er smag af chokolade, lidt kaffe, ristet malt, samt en god sødme i den halvlange eftersmag.
Jeg synes at Christmas Light er en rigtig fin øl, som har masser af smag, men p.g.a. den lave alk. bare ikke så meget dybde. Jeg giver den en karakter på 7,5 ud af 10.

Jeg elsker gode juleøl, hvor bryggeren har lagt sjæl i at skabe en velsmagende øl. Industriøllene som Tuborg Julebryg eller Grimbergen Christmas er spild af tid.
Nyd nogle ordentlige øl, og hav en dejlig og velsmagende jul :)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar