Den anmeldelse får I her.
Prize Old Ale George Gale & Co. Brewing |
Prize Old Ale er en uklar nøddebrun Ale på 9% alk, med et flødefarvet skum som hurtigt forsvandt, hvilket ikke er helt uventet i en øl som er 9 år gammel. Flasken er en lille fin sag lukket med en rigtig prop og forsegler med voks. Jeg tror simpelthen at det er en af de flotteste øl jeg nogensinde har set.
Aromaen var lækkert vinøs, med en duft hen af portvin og lidt duft af malt. Der var også en lidt syrlig duft og duft fra at øllen havde oxideret, men ikke nok til at ødelægge aromaen. Det samme gjaldt i smagen, hvor der bag smagen af malt, træ, figner og rosiner var en let syrlig smag. Der var utroligt meget smag og mundfylde, hvilket næsten helt skjulte den oxidering som sker i en øl som er gemt så længe. I den meget lange eftersmag var der en krydret og let bitter smag af malt,
Jeg synes at Prize Old Ale var en helt fantastisk blød og smagfuld øl, og gav den en samlet karakter på 9 ud af 10.
Gale Brewery blev i 2005 købt af Fullers, hvorefter produktionen blev flyttet til Fullers eget bryggeri. Denne årgang 2005 af Prize Old Ale er derfor den sidste årgang som er brygget på det gamle bryggeri. Fullers brygger dog stadigt øllen, med det lille trick, at man hver gang den brygges, gemmer en vis del, som så blandes i næste gang man brygger. På den måde får man, på en mindre plads krævende måde, en Old Ale effekt. Snedigt.
Hvis man synes at Old Ales lyder spændende, kan jeg anbefale nogle af de artikler som Martyn Cornell har skrevet på hans blog Zythophile. Specielt artikel 'And the prize goes to Fullers', som handler om Prize Old Ale brygget på Fuller bryggeriet.
Måske man skulle starte en parallel-import af Old Ales :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar