07 marts 2016

Weihenstephaner Dunkel

Weihenstephaner er verdens ældste bryggeri, og brygger hvad jeg synes er nogle af de bedste traditionelle tyske øl. For et par år siden anmeldte jeg deres Dobbel-Bock Korbinian, som er en fantastisk øl. Dagens hovedperson, deres Dunkel HefeWeissbier, fandt jeg i en ølbutik i Tyskland.

Weihenstephaner Hefeweissbier Dunkel
Dunkel Hefeweissbier
Weihenstephaner
Weihenstephaners Dunkel er en kastaniebrun hvedeøl på 5,2% alk, med et tæt flødefarvet skum som efterlader blonder på glasset. Det er en virkeligt flot og indbydende øl, hvor etikette og øl passer godt sammen.
I aromaen bliver duften af hvede balanceret af en duft af mørk malt, samt en anelse karamel. Der er en antydning af frugt og en let bitterhed. I smagen er bitterheden faktisk ganske god, men stammer vist mest fra den mørke malt. Bitterheden giver en god baggrund til smagen af hvede, karamel, nødder og frugtigheden fra gæren. Sammen giver det en god fyldig mundfornemmelse, og en halvlang eftersmag som er virkeligt lækker. Det er en utroligt lækker og smagfuld øl, med en god balance mellem den klassiske tyske hvedeøls smag, den mørke malt og bitterhed.
Jeg synes at Weihenstephaners Dunkel HefeWeissbier er en rigtigt lækker øl, og giver den en karakter på 8,5 ud af 10.

En lys og letdrikkelig hvedeøl kan være livgivende på en sommerdag, men når frost og kulde som nu står for døren, må øllen gerne have lidt mere tyngde. Mørke hvedeøl er slet ikke en tosset opfindelse :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar