På Midtfyns Bryghus går bølgerne højt, med skiftende ansatte og svingende kvalitet af øl. De laver dog stadigt en række rigtigt fine øl, nogle af hvilke kan findes i diverse supermarkeder. I Fakta har jeg fundet deres Stout, som har vundet et af Faktas ølvalg, og derfor nu er en fast del af sortimentet.
|
Stout
Midtfyns Bryghus |
Midtfyns Stout er en kaffesort øl på 7,2% alk, med et tæt lysebrunt skum som hurtigt forsvandt. I aromaen er der duft af chokolade, sød lakrids og lidt brændt malt. Der er forholdsvis meget sødme men ikke så meget bitterhed. I smagen derimod er der en god bitterhed, som vist mest kommer fra malten. Der er smag af lakrids, bitter chokolade og en form for syrlig frugtsmag i baggrunden, som desværre får mig til at tænke lidt på grøntsager, men nok mest fordi jeg ikke ved hvordan jeg ellers skal beskrive det. I forhold til alkohol styrken og de mange typer mørk malt, som Stout'en er brygget med, synes jeg er den er lidt tynd i smagen. I den halvlange eftersmag er der en dejlig smag af lakrids, sådan nærmest over i anis.
Jeg synes at der er en fin smag i Midtfyns Stout, men jeg synes bare ikke at der er nok af den. Men ok, hvor meget fylde kan man forvente af en øl til en billig penge i Fakta. Jeg giver denne Stout en samlet karakter på 7 ud af 10.
Midtfyns Bryghus har flere gange vundet Ølentusiasternes pris for Årets Ølnyhed, og i årets afstemning havde de også en øl med blandt top 10, nemlig deres Russian Imperial Stout. Om den vinder, det ved vi først til Ølentusiasternes generalforsamling d. 12, marts.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar