03 juli 2013

Westvleteren 8 - Verdensklasse

Det er svært at få fat i Westvleteren trappistøllene fra Sint Sixtus klosteret, og de er temmeligt dyre. Som jeg skrev i min anmeldelse af Westvleteren 12, synes jeg dog næsten at det er besværet værd, for det er en fantastisk øl. Men hvad med 8'eren?

Westvleteren 8, som kun kan genkendes på, at den har en blå kapsel, er en belgisk Dubbel. Den flaske jeg har fået fat i, har desværre ikke den fine Trappist kant rundt om flaskehalsen, men er i en almindelig flaske. Selvom 8'eren brygges i mindre mængder end 12'eren, er den som regel nemmere at få fat på, og heller ikke helt så dyr. Den plejer at koste ca 80,-, hvilket jo også er en del for 33cl øl. Denne type øl er bedst hvis de er lagrede et par år, og det er denne, idet jeg kan se at den var mindst holdbar til okt. 2009.

Westvleteren 8
Det er en flot mørkebrun øl på 8% alc, med et utroligt smukt cremet skum, som holdt længe. Der er en utrolig masse svæv i øllen, næsten så det ligner snevejret i en Bush Noel, men jeg ved ikke om det bare er denne flaske (jeg kan ikke huske om den plejer at have så meget svæv).
Øllen har en duft af karamel, lidt rugbrød, den blommeduft man kender fra belgiske gær, og så en dejlig krydret duft af mørke krydderier, som kardemomme og lidt lakridsrod. Det hele spiller sammen med en fin sødme og et strejf af bitterhed, til en fantastisk lækker aroma. Jeg synes også at smagen er helt fantastisk, for her giver den gode maltsmag og krydderierne, sammen med smag af nødder, mørkt sukker og rugbrød, en skøn kompleks smag, som passer godt sammen men øllens bitterhed og sødme. Der er en lang blød eftersmag, som er både bitter, krydret og sød. Mums, det er gode sager.
Jeg må totalt overgive mig, og giver Westvleteren 8 en samlet karakter på 9,5/10.

Jeg elsker belgiske dubbel øl, og selvom jeg normalt betragter Westmalle Dubbel som min favorit, må jeg indrømme at her er den blevet spillet af banen. Westvleteren 8 er simpelthen en genial øl.
Man skal være heldig for at  finde Westvleteren 8 i butikkerne, men denne fint lagrede sag er købt hos Roskilde Øl i Viby Sj. Ellers er gode bud at købe den hos Kihoskh eller hos Belgisk Bryg.

2 kommentarer:

  1. Må man tilføje et lille tip? Hvis man er på de kanter, er www.belgisk-oel.dk - en lille gårdbutik i det Nordsjællandske - også næsten altid leveringsdygtig i Westvleteren (såvel som mange andre belgiere). Og dét til en lidt bedre pris end man finder mange andre steder. Eks. koster W12 en 80er.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for tippet.
      Jeg har ofte hørt om butikken, men desværre aldrig været på de kanter :)

      Slet