Det Californiske bryggeri Lagunitas er ekstremt glade for humle, og fylder så meget som fysisk muligt i deres øl. I Superbrugsen har jeg købt øllene New Dogtown Pale Ale og Lagunitas India Pale Ale, og her får man sandeligt humle for pengene.
Lagunitas Brewing ligger i det nordlige Californien, lidt nord for San Francisco, og prøver at være sådan lidt
hippie-agtige i deres tilgang til øl og til verden. De har eksisteret siden 1993, hvor Tony Magee og et par bryggere fra Chigaco startede op, og er nu det 6. største mikrobryggeri i USA, eller Craft Brewery som det hedder overthere. I 2010 bryggede de 12 mio liter øl, og vokser så kraftigt, at de nu åbner et nyt bryggeri i Chigago, med en kapacitet på 70 mio liter. Der er stadigt et stykke op til Carlsberg i Fredericia, som
producerer over 400 mio liter øl, men et mikrobryggeri, det kan man vist ikke kalde det :) Ifølge definition fra American Brewers Association, er man et Craft Brewery hvis man producerer mindre end 700 mio liter øl, og et Microbrewery hvis man producerer mindre end 230 mio liter. Det er lidt andre forhold end herhjemme.
|
New Dogtown Pale Ale
Lagunitas Brewing |
New Dogtown Pale Ale er en flot ravgylden Pale Ale på 5,9% alc, med et tæt hvidt skum som holdt længe og efterlod lidt blonder på glasset. Aromaen var rigtigt god, med duft af humle, korn, grape, hø og vindruer. Jeg synes faktisk at det var en lidt kedelig aroma, fordi den er ret bitter men ikke ret meget andet. I smagen har bitterheden også helt overtaget, så den smag som er, fuldstændigt forsvinder i en bitterhed, som ligesom med den klassiske Christianshavns Pale Ale fra Amager Bryghus, fuldstændigt dominerer smagen. Jeg synes at det er for let at lave en øl, hvor man bare fylder kedlen med humle, så der bliver masser af aggresiv grape smag som overdøver alt andet. Hvis man godt kan lide grapefrugt, vil man sikkert synes at Lagunitas Pale Ale er en dejlig øl, men det er altså ikke lige mig, så selvom det ellers er en god øl, giver jeg den en karakter på 7,5/10.
|
IPA India Pale Ale
Lagunitas Brewing |
I Lagunitas IPA er der endnu mere humle, men her synes jeg er det er rigtigt godt. Den er brygget med 43 forskellige slags humle og 65 forskellige slags malt, og det må man jo på alle måder sige er sindsygt. Det er en ravgylden IPA på 6,2% alc, hvilket vist ikke er meget af en amerikansk IPA, med et stort tæt flødefarvet skum. Aromaen var rigtigt god, med lidt duft af malt og så et kæmpe skud humle. Der er humle duft af melon, vindruekerner, citrus, grape og eksotisk frugt, og selvom det er en ret aggressiv aroma, jeg synes at den er rigtig god. I smagen er der rigtigt meget humle, og en meget stor bitterhed, men da mine smagsløg lige havde vænnet sig til bitterheden, synes jeg at smagen er utroligt god. Smagen er af melon, ananas og balanceret grape, og går i den meget lange eftersmag fra at være meget bitter, til en dejlig smag af humle, som bliver hængende på tungen længe. Det er sjældent at jeg kan lide IPA'er som er så bitre som denne Lagunitas IPA, men her synes jeg at det er rigtigt lækkert, ja faktisk tror jeg at det er en af de bedste IPA'er jeg har smagt. Jeg giver den en karakter på 9,5/10.
San Francisco er en fantastisk hyggelig by, og den bliver bestemt kun hyggeligere af at der ligger så godt et bryggeri som Lagunitas. Bryggeriets bar, eller Taproom, har livemusik, og ser ud til at være et besøg værd, hvis man skulle være så heldig at komme på de kanter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar