06 januar 2017

Karaka - Salted Chocolate Porter

Jeg har på det sidste opdaget, at de laver virkeligt gode portere i Polen. Mit lokale ølbutik Ninkasira har flere gode polske portere på hylderne, inklusiv dagens hovedperson: Karaka. Den fik jeg i adventsgave af min søde hustru. Karaka kommer fra mikrobryggeriet Okretowy, og er en porter brygget med havsalt og chokolade.

Karaka er en kaffesort porter på 8% alk, med et tæt lysebrunt skum som meget hurtigt forsvinder. Aromaen er blød og dejlig, med en let bitter duft af chokolade, samt lidt frugtighed. Den er tilsyneladende brygget med ale gær, så nogle vil nok hævde at det i virkeligheden er en Stout. Men pyt. Bryggeriets navn betyder 'skibsbyggeri', så deres øl har alle fine tegninger af skibe på etiketterne, inklusiv denne Karaka. Bryggeriet åbnede i maj 2016, og har allerede en række spændende øl på samvittigheden.
Karaka
Browar Okretowy

Karaka har en dejlig tør smag af chokolade, som dog hurtigt må vige pladsen for smag af brændt malt og salt. Det med salt i øl lyder måske sært, men det er jo en af grundsmagene og jeg synes faktisk at det gør smagen dybere og mere interessant. Når man lige har vænnet sig til det. Det er også tilfældet i Karaka, hvor salten ligesom kommer snigende, og til sidst fylder meget af eftersmagen. På en eller anden måde gør det dog øllen mere læskene, og ligesom med chips, ender man nærmest med at have lyst til at åbne en flaske mere med det samme. I den lange eftersmag er der chokolade, salt-lakrids og lidt frugtighed i baggrunden.
Jeg synes at Karaka er en rigtigt spændende øl, når man lige har vænnet sig til den ret salte smag. Jeg giver den en samlet karakter på 8 ud af 10.

I august 2016 besøgte Okretowy sammen med 2 andre polske bryggerier solskinøen Bornholm, hvor de lavede et samarbejdsbryg med Brygmester Jan Paul. Her den 14.-15. januar bliver øllen 'Projekt Bornholm' frigivet, både på Bornholm samt i Polen. Det er søreme også en porter tilsat havsalt :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar