Centennial IPA Founders (c) |
Det er en gylden IPA på 7,2% alk., med et tæt flødefarvet skum som hurtigt forsvinder. Aromaen er rigtigt glimrende, med en fin duft af malt og korn. Der er en mild bitterhed, med en fin humleduft af citrus og blomster. Når øllen er helt frisk er der sandsynligvis en kraftig duft af humle, men denne dåse er sikkert nogle måneder gammel, så her er humleduften begrænset.
I smagen er der en rigtig god bitterhed, samt masser af humlesmag af blomster, citrus og grape. Der er lidt maltsmag i baggrunden, men det er humlebitterheden som dominerer, og fortsætter i den halvlange eftersmag. Jeg er normalt ikke den store fan af grape-smag, men her er det faktisk som om det giver lidt kant og dermed sørger for at øllen ikke ender med at blive for parfumeret af blomstersmag.
Jeg synes at denne Centennial IPA er en rigtigt lækker øl, med masser af den friskhed som en god IPA skal have. Jeg giver den derfor en samlet karakter på 8 ud af 10.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar