I år har Amager Bryghus 10 års jubilæum. Det var d. 13. april 2007 at Jacob og Morten slog dørene op på Amager, og siden er det gået stærkt. For at fejre jubilæet holdte Amager drengene i dag fest, så jeg satte AC/DC på min Spotify og kastede mig i toget mod Tårnby.
Det er altid hyggeligt at besøge Amager Bryghus, ikke mindst når de som i dag holder stor fest. Der er ikke sparet på noget, så der var både mad, tilbud på øllene og billige smagsprøver.
Flere hundrede ølentusiaster havde da også fundet vej til Amager, og kælderlokalerne var proppet med folk som skulle smage på mad og øl.
John's Hotdog Deli var som sædvanlig
på bryggeriet, og havde taget hans mange slags hjemmelavet tilbehør med. I dagens anledning var der også besøg af pølsemanden fra Kvickly Middelfart, som solgte ølpølser og svinekam marineret i Amager porter, samt online-forretningen Hav, som serverede østers med øl marinader. Jeg er jo en traditionalist, så jeg snuppede en af Johns skønne hotdogs og et par pakker ølpølser. Østers bliver vist aldrig rigtigt mig.
I anledning af jubilæet er der blevet brygget 3 kraftige øl, med opskrifter lavet af de 3 bryggere, Jacob, René og Andreas. Dario the Dark Don, en imperial stout lavet af Jacob, Marianna the Moody MILF lavet af René, og Cody the Crooked Cop lavet af Andreas. Det er 3 kraftige øl, som alle vil blive bedre med alderen, og alle 3 bliver da også lagt på fade, så vi om nogle måneder kan smage fadlagrede versioner.
Tillykke med jubilæet, og tak for de mange gode øl :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar