07 juli 2015

Kulsvier - Kulsort Kølster

I lørdags benyttede jeg det lune sommervejr til at tage en tur på Kølsters 12 Haner. En af de fine øl jeg nød på ølbaren, som i år vandt AOK prisen 'Årets Bedste Øloplevelse', var den gamle Kølster kending Kulsvier. Det var mange år siden jeg sidst havde smagt den, og jeg synes at den er væsentligt mere lækker og smagfuld end jeg husker den.

Kulsvier
Kølster Malt & Øl
Kølster kalder selv Kulsvier for en Schwarzbier, men den er tyktflydende og perfekt smagfuld som en
Porter. Det er en kulsort øl på 7,1% alk, med et fint lysebrunt skum. På Kølster 12 Haner serveres øllene i fine 25 cl glas, hvilket jeg synes er en perfekt størrelse til en smagfuld fyr som denne.
I aromaen er en duft af brændt malt, en anelse røg, chokolade og lidt lakrids. Bag det hele ligger en solid malt bitterhed, som understøtter den gode aroma.
Smagen er rigtig dyb og lækker, med en god cremet mundfylde, som en god Stout. Kulsvier har en god sødme, en fin smag af kaffe, en krydret smag fra malten og en så lækker lakrids smag, at jeg næsten tror at den er brygget med lidt lakrids. Den fine halv-lange eftersmag er både sød og krydret, men det hele rammes ind af en god bitterhed.
Jeg synes at Kulsvier er en virkeligt lækker Porter, øh jeg mener Schwarzbier, så jeg giver den en karakter på 8,5 ud af 10.

Siden jeg sidst smagte Kulsvier, er Kølsters bryggeri flyttet, fra Fuglebjerggård til Krogerup, og har over i købet skiftet brygger, fra Per til Esben Kølster. Man kunne forestille sig, at opskriften på Kulsvier har ændret sig i takt med bryggeriets omstændigheder, men jeg fik desværre ikke lejlighed til at spørge en Kølster om det er tilfældet. Måske en anden gang.
Det er jo også fuldstændigt ligegyldigt, når bare det er en god øl. Og det er det :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar