28 maj 2015

Forventninger til Ølfestivallen 2015

Så er Ølfestivallen igen over os, med fest, gøgl og masseer af øl. Ølfestivallen afholdes i år i Lokomotivværkstedet, hvilket forhåbentligt ikke er undgået nogens opmærksomhed, og Danske Ølentusiaster er begyndt at kalde det Nordeuropas største ølfestival. Jeg har taget et kik i programmet, for at planlægge hvad jeg skal gå efter.

Ølfestivallen har i år over 1000 øl at vælge imellem, samt underholdning på scenen, foredrag, ølsmagninger og egen restaurant. Der er rigeligt med ting, til at man sagtens kunne bruge alle 3 dage i Lokomotivværkstedet, men jeg kan desværre kun deltage en enkelt. Så der skal nås en del :)
Her er de ting jeg gerne vil nå:
  • Jeg skal altid et smut forbi Hornbeer. De medbringer i år en masse nye øl, af hvilke jeg bla. gerne vil smage Enebær Stout, Stjernenætter (med blåbær), Flemmings Read Ale og blandings 'geuzen' Den Sure Brygger.
  • Premium Beer Import har en hel stribe øl fra det amerikanske bryggeri Founders, som laver virkeligt gode øl.
  • Hos gær-firmaet White Labs kan man smage de 5 øl brygget med Vandregæren på bryggerierne Indselv, Ebeltoft Gaardbryggeri, Søgaards, Fanø og Ølsnedkren. Jeg har smagt den fra Ølsnedkeren og vil meget gerne smage de andre. 
  • Hos Herslev Bryghus kan man smage flere varienter af deres Hø øl. bla med Mirabelle blommer.
  • Kølster er altid et besøg værd, ikke mindst fordi hans øl ellers kan være svære/dyre at få fat i. Han har bla. øllen Begær, som er brygget på Vandregæren.
  • Der er i år 3 svenske bryggerier på festivallen, nemlig Malmö bryggerierne Lilla Ölfabrikken og Southplains, samt Brewski. De er alle et besøg værd.
  • Hos Indslevs kan man få Ugly Ducks Imperial Vanilla Coffee Porter i en Barrel Aged udgave med ekstra kaffe. Det lyder lækkert (nok mest hvis man er glad for kaffe). De har desuden en masse øl fra superbryggeriet De Molen, bla. en Hel & Verdoemenis BA Octomore, som lyder helt fantastisk.
  • Stensbogaard, som normalt laver fine men lidt forudsigelige øl, medbringer en øl brygget med egen humle og på eget korn som er blevet maltet hos Per Kølster. Det lyder spændende, og skal helt sikkert prøves. Den hedder 100% Fynsk Humle.
  • Det Lille Bryggeri, som efter min mening er Danmarks mest spændende bryggeri, medbringer en lang række øl, bla. Forward og Backward. Det er den samme øl, men humlen er i den ene tilsat urtkogningen i faste intervaller i stigende mængder, og i den anden i aftagende mængder. Det er da lige noget for en ølnørd :)
  • Coisbo høster præmie på præmie i konkurrencer, så jeg tror da lige at jeg skal forbi og prøve nogle af hans Limited Edition øl. Det kunne fx være Single Batch 1825, som er lagret på Cognac fade.
  • Bryggerierne fra Ølkollektivet stiller med en masse øl. Jeg kan fx anbefale Christian Bale Ale fra Dry & Bitter. Det er en let IPA med massevis af smag, som jeg for et par uger siden smagte direkte fra gæringstanken.
  •  Sprybrew har bla. en Funky Fællesbryg, lavet sammen med Christian Skovdal, på gær han selv har lavet på Bornholm. De har også en Brazillian Black Beast, brygget på brasiliensk træ, sammen med Amager-Brazilianeren Mariana Schneider.
  • Hvis man ikke har smagt øllene fra Rocket Brewing, kan jeg varmt anbefale dem. Det er spændende, tørbitre øl.
  • Amager Bryghus medbringer et hav af øl, bla. en række samarbejdsbryg med svenske stjerne-bryggerier. AmagerBryghus er Danmarks bedste bryggeri, som rent faktisk brygger i Danmark, og er ikke til at komme uden om.
  • Hos Munkebo kan man, formentligt, smage øl brygget med gær som Claus Christensen selv har fundet i lokalområdet. Spændende :) Og selvfølgeligt også alle hans andre gode øl.
  • Jeg har på det sidste hørt godt om Stevns Bryghus, som har Ølsmeden Kritian Olsvig som brygger, der skal jeg lige forbi.
  • Taybe Brewing er noget så usædvanligt som et Palænstinensisk bryggeri fra Vestbredden. De brygger tysk-inspirerede øl efter Rheinheitsgebotet, så man skal nok ikke forvente de store armbevægelser. Men smages, det skal det :)
Jeg ender sandsynligvis, som sædvanligt, med kun at smage halvdelen af de planlagte øl, men til gengæld en masse andet. Men det gør ikke spor, for i virkeligheden synes jeg, at noget af det sjoveste er at snakke med bryggerne og de mange glade entusiaster.
God fornøjelse på Ølfestivallen :)


Ølfestival København 2015

Sted

LOKOMOTIVVÆRKSTEDET
Otto Busses Vej 5A
2450 København SV

Åbningstider

Torsdag den 28. maj 2015
kl. 15:00/16:00 - 23:00
Fredag den 29. maj 2015
kl. 12:00/13:00 - 23:00
Lørdag den 30. maj 2015
kl. 12:00/13:00 - 23:00

Ingen kommentarer:

Send en kommentar