Jeg har købt et par af øllene fra Shadow Brew og den første af dem som jeg vil anmelde, er denne Imperial Stout 2014. Det er en tons-tung øl med en helt utroligt lækker smag.
Imperial Stout 2014 Shadow Brew |
Aromaen er helt utrolig lækker, med duft af malt, lakrids, lidt kaffe, lidt vanillie, brændt karamel og mørk sirup. Aromaen får øllen til at virke sød, men den har en FG (Final Gravity) på kun 1008, så den er faktisk ret tør. Bag det hele ligger en god bitterhed, som fortsætter i den dejligt kraftige smag. Bitterheden målt i IBU er på 83,4 hvilket ville være en god bitterhed selv i en IPA, men her balanceres det af den kraftige smag, så den passer rigtigt godt. Der er masser af smag af brændt malt, og fra den belgiske gær er der frugtsmag af dadler og rosin, hvilket jo selvfølgeligt også kommer fra den tilsatte rosinsirup. Der er en utroligt lækker mundfylde, som fortsætter i en lang eftersmag hvor der både er smag af brændt malt, sirup, lidt alkohol og hvor bitterheden bliver ret tydelig.
Jeg synes at denne Imperial Stout 2014 er en helt fantastisk lækker øl, så jeg giver den en samlet karakter på 9,5 ud af 10.
Øllene fra Shadow Brew er brygget for at lokke folk til at besøge Den Lille Gaardbutik, og med denne slags øl så skal det nok lykkes. Jeg skal i hvert fald derned igen, så jeg kan købe mig et lille lager.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar