I Fakta fik jeg forleden øje på at pilsner brygget så langt væk som Vietnam. Det er tydeligvis en standard industripilsner, så jeg ventede mig ikke meget af den, men nogen gange må man jo prøve noget nyt.
Saigon export brygges af det Vietnamesiske bryggeri Sabeco, som er statsejet og har lidt over halvdelen af det Vietnamesiske ølmarked. Den normale udgave af denne pilsner hedder Saigon Beer, så dette er altså en export udgave.
Det er en strågul Pilsner på 4,9% alk, med et luftigt hvidt skum som lynhurtigt forsvandt. Aromaen er svagt bitter, med lidt duft af citrus, korn og lidt græs. Det dufter lidt som om der er tilsat citronsyre, hvilket også er ret tydeligt i smagen. Der er også smag af korn og lidt smørsyre, samt en let bitter smag af citrus og græs. Der er noget kunstigt over bitterheden, men om det er et forsøg på at få øllen til at smage frisk, eller om den måske er brygget kun med humleekstrakt, det skal jeg ikke kunne sige.
Af en billig industripilsner at være, er Saigon export såmænd ok, men den er meget langt fra at være en øl jeg gider at købe en anden gang. Jeg giver den en karakter på 5 ud af 10.
Nogen gange er det lækkert at drikke en simpel pilsner, men selvom denne Saigon export er billig, synes jeg at man kan få væsentligt bedre øl til 10,- Også i Fakta. Prøv f.eks. hellere den glimrende Kaiserdom Kellerbier fra Bamberg.
Men derfor er det jo alligevel meget sjovt at prøve en øl som er brygget af et statsejet bryggeri helt ude i Vietnam :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar