I lørdags besøgte jeg Sjællandsmesterskaberne i Håndbryg, hvor 18 hjemmebryggerier stillede op med 41 forskellige øl. Øllene bedømmes af en hold af øldommere, som i år var suppleret med Ole Madsen fra ØlentusiasteN, samt af publikum. Det er 3. gang jeg har besøgt arrangementet, eller 2 1/2 for første gang hed det Nord-Sjællands Mesterskabet, og jeg synes at det er rigtigt sjovt. Det er en super mulighed for, ikke bare at smage nogle gode øl, men også at spørge bryggeren hvordan han/hun har gjort. Blandt de 18 opstillede var der både enkelt personer og bryggerlaug, fra små 20 liters gryder til større hjemmebyggede anlæg, fra de stilrene IPA'er til det voldsomt eksperimenterende.
|
PhenomenAle |
Jan Klarskov fra Arresø Bryghus har alle 3 år stillet op med eksperimenterende øl, som må siges at afprøve hvad øl er. I år stillede han op med en Pinsebryg som han beskrev som en blanding af Gottlansdricka, finsk Sahti og tysk Steinbier. Den var brygget med honning og enebær, lavasten og var filtreret gennem enebærkviste efter finsk forbillede. Det var en spændende og meget smagfuld øl.
Blandt de stilrene øl var en Sorachi-Citra APA fra Simon Carlsens håndbryggeri PhenomenAle, med masser af humlesmag af citrus, melon og eksotisk frugt. Den vandt publikumsprisen, samt prisen for 'Best of Show'
|
Ale Farm |
Øldommernes vinderpris gik til Andreas Skytt Larsen som i hans håndbryggeri Ale Farm havde brygget en tørhumlet IPA gæret med Brett. Han stillede op både med IPA'en i en almindelig version, og så en version hvor den var eftergæret med Brettanomyces. Den havde en fin humlesmag af græs og blomster, og i baggrunden var der en fin syrlighed, som ikke var dominerende men gav en god friskhed.
Min personlige favorit blandt de opstillede øl, var Vanilla Smoke fra Robert Albrechts håndbryggeri Beer and BBQ. Robert, som i dagens anledning fik hjælp af Bo Christensen fra Kvickly Allerød, havde brygget en Imperial Stout på 14% alc, brygget med 60% røgmalt og gæret sammen med vanillestænger. Det var en helt utroligt smagfuld øl, som balancerede en stor maltsødme med en fin bitterhed og en lækker røgsmag. Det var simpelthen flydende guld, som bragte tankerne hen på den fænomenale Bourbon County Stout fra Goose Island.
Mesterskabet blev denne gang afholdt i Brøndbyøster, og masser af gæster havde fundet vej dertil. Det var rigtigt sjovt er at snakke med bryggerne og smage hvad de har fundet på, samt ikke mindst at høre hvordan de havde brygget deres øl, hvilket håndbryggerne selv også flittigt benyttede sig af.
Hvis du vil se flere billede fra SM i Håndbryg 2014, kan de findes på
Højt Skummendes Facebook side. Hjemmelavet øl, I like it :)
|
Robert Albrecht fortæller om Beer and BBQ |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar