19 oktober 2014

Trussetyven - Røg Bock fra Nordic Brewing

Som hjemmebrygger vandt Tobias Kiil i 2013 en guldmedalje ved DM i Håndbryg, med hans tørhumlede røg-bock Trussetyven. Efter at have startet Nordic Brewing har han, efter nogle forgæves forsøg på at få øllen brygget hos Stronzo, nu brygget den på Ørbæk Bryggeri. Jeg smagte Trussetyven til en ølsmagning for et par uger siden, og syntes at det var en virkeligt god øl.

Trussetyven
Nordic Brewing
Trussetyven er en kastaniebrun Bock på 7,2% alk, med et tæt flødefarvet skum. Etiketten forestiller Nordic Brewings fine viking, som nu tilsyneladende har pyntet sig med lånte fjer. Eller noget i den retning...
Aromaen er utroligt lækker. Der er lidt duft af karamel, en let sødme, en god duft af røg og bag det hele er der en fin humleduft af citrus og græs. Det er dog røg duften som er mest fremtrædende i aromaen, hvilket også er tilfældet i smagen. Røgensmagen er dog balanceret af en god humlesmag, af citrus, gran og græs, som får øllen til at virke dejligt bitter, hvilket ligesom giver en rigtigt lækker dybde, og en god eftersmag. Jeg er stor fan af mørke Bock-øl, hvor lidt karamel sødme giver krop til en god undergæret øl, og her i Trussetyven hvor dette er understøttet af en god røgsmag plus en god humlebitterhed, synes jeg virkeligt at det hele går op i en højere enhed.
Jeg synes at Trussetyven er en virkeligt god øl, og giver den en samlet karakter på 9 ud af 10.

Tobias knokler hårdt for at få gang i Nordic Brewing, så ud over hans normale arbejde kører han til Ørbæk Bryggeri for at brygge, og kører så, tidlig morgen og sen aften, rundt for at levere øl til hans kunder. Efter vores ølsmagning mødte vi tilfældigt Tobias på Taphouse, hvor han en sen aften kom og levere nogle fade. Respekt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar