02 september 2011

Mikkeller øl til asiatisk mad: Kiin Kiin og Dim Sum bEER

Der eksperimenteres utroligt meget med øl for tiden, og herhjemme er Mikkeller jo absolut foregangs bryggeri inden for dette. Når man sådan prøver mange ting, vil nogen jo være bedre end andre, hvilket dette indlægs 2 hovedpersoner er et godt eksempel på.

Kiin Kiin og Dim Sum bEER er begge brygget i samarbejde med Henrik Yde Andersen, som bl.a. ejer gourmet restauranten Kiin Kiin på Nørrebro, en af kun 2 thai restauranter i hele verden med en Michelin stjerne. Kiin Kiin har et stort udvalg af vin, og har takket være Mikkeller altså også deres egne øl. Jeg fandt øllene i Irma.

Dim Sum bEER
Dim Sum bEER, jeg kan ikke lige gennemskue hvorfor det skal staves sådan, blev lavet i 2009 til Yde's restaurant Dim Sum ved Sankt Annæ Plads. Det er en sød, maltet, ravgylden pilsner, hvilket vel kaldes en Wiener eller Märtzen, tilsat citrongræs og koriander, for at passe til asiatisk mad. Jeg drak den til en god karryret, hvilket passede rigtigt godt.
Det er en pæn ravgylden øl på 5% alc. Skummet var tæt og flødefarvet, og lavede fine blonder på glasset. Aromaen var ikke så kraftig, men det er selvfølgeligt ikke så overraskende når den skulle konkurrence med et ordentligt skud karry. Den duftede af sødlig malt, noget syrligt som må være citrongræs, og noget friskt krydret. Smagen var rigtigt god, med en ret fin mundfylde, og med en god balance af mellem sødme, bitterhed og krydret syrlighed. Eftersmagen var halvlang, og ligeledes både bitter, krydret og sød.
Nogen gange kan man næsten ikke smage det, når øl er tilsat sjove krydderier, men det er absolut ikke tilfældet i Dim Sum... den smager meget frisk krydret, og jeg syntes at det var rigtigt godt.
Samlet gav jeg Dim Sum bEER en karakter på 8.

Kiin Kiin
Kiin Kiin er kommet her i 2011, og er krydret på en anden måde end Dim Sum, nemlig med citron og lemon.
Aromaen i Kiin Kiin er ganske god, den dufter af korn, blomster humle og lemon. Smagen er ok, med en ok mundfylde, men der er ikke så meget smag og sødme som i Dim Sum. Man kan tydeligt smage lemon/citron, og det er ikke kun den sure citron smag, der er også den bitterhed som er i citron. Eftersmagen var halvlang, bitter og syrlig.
Kiin Kiin drak jeg ikke til stærk mad, og det var måske en fejl, for den ret kraftige syrlige smag havde nok stået bedre til det, end den gjorde alene.
Jeg gav Kiin Kiin 6,5 i karakter.

Det er skønt at Mikkeller har gang i samarbejde med så mange kokke og gourmet restauranter, for det betyder jo at der kommer stadigt mere fokus på øl som en ledsager til god mad... noget som ølentusiasterne har kæmpet forgæves for i mange år. Keep up the good work :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar