Det er allerede blevet 3. advent og julen nærmer sig hastigt. Jeg har fået smagt en del juleøl, og vil i dag anmelde tre af dem her. Det er tre øl i den lette ende
Santa Baby er et forsøg på en klassisk belgisk juleøl, lavet af De Jyske Bryghuse. Det er en ale på 5,8%, som er brygget med belgisk gær, men utroligt nok uden at det har givet ret meget af den frugtighed man kender fra belgiske øl. Det er en tynd og sødlig øl, med en smag af appelsinskal som bliver ret dominerende i eftersmagen. Denne har også smag af kandis og karamel og en lav bitterhed. Det er såmænd en ok øl, og ville f.eks. nok passe fint til en julefrokost. Jeg giver den en karakter på 6 ud af 10.
Skuld er en julebryg i Frejdahl serien fra Bryggeriet Vestfyen. Der er mange rigtigt fine øl i Frejdahl serien, men denne Skuld hører til i den lidt kedelige ende. Det er en nøddebrun Ale på 5,7% alk, med et tæt nøddebrunt skum som hurtigt forsvinder.
Aromaen har en udemærket let bitterhed, samt duft af karamel og kardemomme. Smagen er meget krydret fra kardemomme og appelsinskal, hvilket ikke rigtigt balanceres af den krydrede bitterhed.
Der er mange ølnørder som hader juleøl, og klistrede brunkage-øl som denne er grunden. Der er nu ikke noget direkte galt med den, den er bare for meget af ingenting, så jeg giver den en karakter på 6/10.
Nordenfjords Håndbryg har lavet en serie Hjemmebryg, hvor de har inviteret håndbryggere til at få brygget en øl på et stort anlæg. Den første i serien er denne Albæx X-Mas, en undergæret julebryg på 7,1% alk. Den er brygget med tysk lagergær, kardemomme og appelsinskal, hvilket har givet en forholdsvis krydret men let og frugtig øl. Der er godt med krydderi i aromaen, men i smagen kommer der en dejligt let balance, fordi lagergæren giver en klar og let øl, som så balanceret af lidt frugtighed fra appelsinskallen. Jeg var lidt skeptisk, men jeg synes faktisk at det er en rigtig god øl, fordi den har det frugtige og krydrede fra belgiske juleøl, men uden at være sød og klistret.
Jeg giver Albæx X-Mas en karakter på 8 ud af 10.
Jeg håber at I har en god dag, og finder nogle gode juleøl.
Glædelig 3. Advent :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar