22 august 2016

Boston Pale Ale fra Thisted Bryghus

Thisted Bryghus har efterhånden en hel del forskellige ølserier i butikkerne, med forskellige temaer og etiketter. En af disse startede som en amerikansk serie, med amerikanske øltyper opkaldt efter byerne Boston, Seattle og Monterey, men har nu bredt sig til også at inkludere engelske øltyper med øllene Goldings, Pilgrim og Target. Jeg har smagt på deres Boston, en amerikansk Pale Ale.

Boston Pale Ale er en ravgylden øl på 5,8% alk, med et luftigt flødefarvet skum som holder længe.
Boston Pale Ale fra Thisted Bryghus
Boston Pale Ale
Thisted Bryghus
I aromaen er der duft af malt og lidt humleduft af blomster, gran og græs. Bitterheden er lav, men er sådan set udemærket. Boston er brygget med Chinook, Amarillo og  Simcoe humle, men har heldigvis ikke for meget duft af grapefrugt.
I smagen har Boston en rigtig fornuftig bitterhed, af en Pale Ale, og en god humlesmag af blomster, græs og grapefrugt. I baggrunden ligger en fin maltsmag, som er med til at give øllen fylde, og en fin halvlang eftersmag, som også har en rigtig fin bitterhed. I eftersmagen bliver smagen af grape lidt mere insisterende, men holder sig på et fint niveau.
Jeg synes at Boston Pale Ale er en rigtig god øl. Den har en noget bedre humlesmag end jeg havde forventet af en billig supermarkedsøl. Jeg giver den en samlet karakter på 8 ud af 10.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar