30 juni 2016

Jacobsen India Pale Ale - Engelsk IPA

Carlsbergs husbryggeri Jacobsen laver nogle fine smagfulde øl, som hver er et godt eksempel på deres stilart. Det er også tilfældet med deres India Pale Ale, som er en klokke-ren engelsk IPA.

India Pale Ale
Jacobsen
Jacobsen India Pale Ale er en flot kobberrød Ale på 6,6% alk, med et tæt flødefarvet skum som holder længe. Aromaen er ikke specielt bitter, men har en fin let humleduft af græs, gran og en let eksotisk duft af frugt. I baggrunden ligger en ganske glimrende duft af malt.
Smagen er mere kraftig end aromaen. Der er en rigtig fornuftig bitterhed, med humlesmag af gran, græs og lidt blomster, som stammer fra de engelske humletyper East Kent Golding og Fuggles. Der er en god smag af malt, med lidt karamel og kiksesmag, som hænger ved i den halvlange eftersmag, sammen med en god bitterhed.
Jeg synes at Jacobsens India Pale Ale er en rigtigt velsmagende øl. Det er ikke en frisk amerikansk IPA, med grape og citrus smag, men derimod en klassisk engelsk IPA, som fx ville passe rigtigt godt til mad. Jeg giver den en samlet karakter på 7,5 ud af 10.

Ugens store nyhed fra Jacobsen er dog slet ikke en øl, men derimod at deres produktionsansvarlige brygger Michael Rahbek stopper på bryggeriet. Michael har været på Jacobsen i 4 år, og har været en passioneret drivkraft for det gode øl. Jeg har mødt Michael flere gange, bla. til en god ølsmagning hos Ølentusiasterne i Roskilde. Jeg håber at Michael på et tidspunkt vender tilbage til øllet :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar