21 juni 2016

Tangøl - Havskum fra Rise Bryggeri

På Ærø ligger det lille Rise Bryggeri. Der har været bryggeri på stedet siden 1926, så de kan i år fejre 90 års jubilæum. Det nuværende bryggeri har dog kun eksisteret siden 2004. I COOP's supermarkeder kan man købe et udvalg af øl fra Rise Bryghus, hvoraf den mest kendte nok er deres Hertug Hans, som er brygget med valnødekstrakt.
I Fakta har jeg købt deres Tangøl, brygget med tang fra Ærøs kyst. Øllen er en del af mad-festivallen 'Fra Bund til Mund', hvor man fokuserer på at skaffe naturlige råvarer fra Ærø og havet omkring.

Tangøl
Rise Brygggeri
Ærø Tangøl er en kobberfarvet Ale på 5 % Alk., med et luftigt flødefarvet skum, som holder længe. I aromaen er der duft af karamel samt en lav bitterhed med lidt duft af græs. Aromaen minder mere om en Lagerøl end om en Ale, men i selve smagen er der lidt mere frugtighed og bitterhed. Der er smag af karamel samt græs, lidt citrus og lidt gran fra humlen. Bitterheden er forholdsvis lav, men bliver lidt mere fremtrædende i eftersmagen, hvor den har selskab af en tydelig karamelsmag. Øllen har en lidt speciel baggrundssmag, som må stamme fra den tilsatte tang. Det er sådan en slags umami smag, som giver øllen en speciel form for krydret smag. Jeg synes ikke at Tangøl er videre spændende som selvstændig 'drikkeøl', men jeg tror faktisk at den ville gøre sig udemærket til mad. Opskriften til Tangøl er lavet sammen med Bo Rino Christiansen fra bryggeriet 'Far & Søn'. Han laver nogle spændende øl, med mange utraditionelle ingredienser, men det har altså ikke været nok til at gøre Tangøl interessant.
Jeg giver Tangøl en samlet karakter på 6 ud af 10.

Jeg synes at øllene fra Rise Bryggeri generelt er ret kedelige. De er brygget til supermarkeds hylderne, til en billig penge, og med så bred en smag som muligt. Det er der ikke noget galt i, man skal bare ikke forvente at finde noget specielt spændende, i COOP's øl fra Rise Bryggeri.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar