09 maj 2016

Willemoes 55 Nord Saison

Bryggeriet Vestfyen har med deres Willemoes øl skabt en lang række specialøl, i mange forskellige genrer. Senest har de i serien 55° Nord, kastet sig over øl lagret på egetræ. Der er indtil videre kommet 2 øl i serien, og jeg har i Fakta fundet den ene, deres Saison. Jeg synes at den er helt utroligt lækker.

Willemoes 55° Nord Saison
Bryggeriet Vestfyen
55° Nord Saison er en gylden øl på 5,7% alk, med et luftigt hvidt skum som holder længe. Da ølserien jo er opkaldt efter den store søhelt Peter Willemoes, går jeg ud fra at det spøjse kryds på etiketten er et eller andet maritimt. Lad os ikke dvæle ved det, men blot konstatere, at det ellers er en flot øl.
Aromaen er dejligt frisk og let syrlig, som en Saison øl bør være. Der er duft af citrus, lidt græs, noget frugt som pære eller melon, lidt lys malt, og friske krydderier som citrongræs og peber. Denne fantastiske palette af aroma indtryk fortsætter i smagen, hvor den underbygges af en god smag af træ. Balancen mellem de friske syrlige smage og en dybde fra fadlagringens træsmag, er tæt på identisk med udgangspunktet i øllene fra det hypede amerikanske bryggeri Crooked Stave.  Jeg synes at Willemoes rammer den bold spot on, og får en utroligt lækker øl ud af det.
Den halvlange eftersmag er forholdsvis syrlig, så nybegyndere i denne genre af øl, skal være forberedt på at der bag smagen af frugt, malt og peber ligger en god syrlighed.
Jeg synes at 55° Nord Saison er en virkeligt lækker øl, med en skøn balance mellem smag og friskhed, så jeg giver den en karakter på 9 ud af 10.

Den anden Willemoes øl i 55° Nord serien er en egetræslagret Red Ale. Jeg har ladet mig fortælle, at den ikke er nær så vellykkedet som denne Saison, men jeg tror alligevel at jeg skal have købt mig et eksemplar, så jeg selv lige kan teste det :)

2 kommentarer:

  1. Hej Brian. Efter at have læst din blog fandt jeg denne fine øl i Fakta. Jeg er helt enig med dig i, at den på mange måder minder om Crooked Staves øl. Jeg synes dog den er noget mere sød (lidt for sød til min smag) end Crooked Staves øl, som jeg synes jeg dejligt tørre. Jeg tror heller ikke Willemoes har brugt brett. måske er det der forskellen ligger. Det kunne være sjovt at se hvad der skete, hvis man lod den stå et halvt års tid i kælderen. Men alt i alt en god øl - tak for tippet! Søren

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Søren. Det glæder mig at du syntes om den. Den må være gæret med Saison gær, hvilket giver tørheden og frugtsmagen, men du har ret i at Crooked Stave i nogle af deres øl også bruger brett mv. Vh, Brian :)

      Slet