Mikkeller er de mange-varianters-mester, for når han har fundet en god ølopskrift, bliver den twistet i alle retninger for at se hvad den kan bruges til. Hans øl sommerøl 'Drinking in The Sun' er en lækker let IPA på kun 0,3% alk, som er overraskende velsmagende og fyldig. Den har fået en halv-bror i juleøllen 'Drink'in the Snow', som jeg vil mene er den ultimative alkohol-fri juleøl.
|
Drink'in the Snow
Mikkeller |
Drink'in the Snow er en flot nøddebrun øl på 0,3%, med et utroligt flot flødefarvet skum som holder længe. Aromaen er ret krydret, med duft af bl.a. kanel og nelliker, men har også duft af karamel malt og en fin mild bitterhed. I betragtning af den lave alkohol, synes jeg at det er en rigtigt god aroma. I aromaen er der ikke meget sødme, men i smagen er sødmen tydelig. Smagen er ret krydret, men har også lidt bitterhed og en let frugtsmag, formentligt fra gæren, hvilket sikrer at øllen ikke kommer til at smage for meget af brunkager. Mundfylden er rigtigt lækker, specielt i betragtning af den lave %, og smagen fortsætter i en halvlang eftersmag, hvor en blød smag af karamel, sammen med den krydrede og halv-søde malt-smag, giver en fin afrunding.
Jeg kan rigtigt godt lide Drink'in the Snow. Det er som en moderne udgave af en nisseøl, bare med endnu mindre alkohol. En almindelig KB juleøl er fx på 1,7% alk.
Jeg giver derfor Drink'in the Snow en samlet karakter på 7 ud af 10.
Hvis man som jeg er forfalden til juleøl, er det lækkert at kunne drikke en god øl, selv når man skal køre bil.
|
Bonus-billede af det fantastiske skum,
på Drink'in the Snow |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar