10 juli 2014

Baladin - Super Bitter!

Øllene fra det italienske bryggri Baladin fås nogle gange i danske øl- og vinforretninger. Deres standard øl ikke er ret spændende, men det værd at kigge efter deres mere specielle øl, fx denne Super Bitter, som jeg købte på min netop overståede sommerferie til Italien.

I 1986 åbnede Teo Musso ølbaren Baladin i den lille italienske by Piozzo, og baren blev i 1996 til en brewpub, da de begyndte at brygge deres egen øl. Da produktionen ikke kunne følge med efterspørgselen, måtte han inddrage familiens hønsehus til gæringstanke, men da Baladin fortsat skulle være en Brewpub, fik han den íde at føre et 300 m langt rør fra bryganlægget i Brewpubben, hen til gæringstankene. Smart. Siden er produktionen udvidet drastisk, så de nu brygger 1,2 mio liter om året, på et seperat bryggeri, og spiller en aktiv del i den nye italienske øl-revoulution. 


Super Bitter
Birra Baladin
Super Bitter er en slags variant af Baladins øl Super, som er en sød og aromatisk Strong Ale, men her brygget med lysere malt og et godt skud humle. Hvis man har hang til engelske øl, kan man måske forledes til at tro at der er tale om en engelsk Bitter, men det er heldigvis ikke tilfældet.
Det er en flot ravgylden Ale på 8% alk, med et tæt flødefarvet skum som hurtigt forsvandt. Teo Musso har selv designet Baladins flaske, hvilket jeg synes giver øllen personlighed, noget som de fleste danske øl desværre mangler.
Aromaen har en rigtigt god bitterhed, med humeduft af citrus, blomster og en antydning af eksotisk frugt. Super Bitter er brygget med Amarillo humle, men ikke mere end at den har en god balance mellem bitterheden og en fin og frugtig duft af karamel. Det samme er tilfældet i øllens smag, hvor en citrus og blomster bitterhed er balanceret af en fin karamel sødme. Jeg synes at den har en helt fantastisk god mundfyldeog en god smag, som fortsætter i den halvlange eftersmag, som også har en anelse smag af grape.
Jeg synes at Super Bitter er en rigtigt lækker øl, og giver den en karakter på 9 ud af 10. Humle fanatikere vil sikkert synes at der er alt for lidt humle bitterhed, men jeg kan bedre lide øl som har en mere sødlig og fyldig balance.

Det næste projekt for Baladin bryggeriet, er at blive selvforsynende med korn, så man, på bedste Herslev Bryghus maner, har en direkte sammenhæng mellem jord, korn og øl. Det vil de elske i vinlandet Italien, hvor madens tilhør til jorden er altafgørende.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar