Mester-phantomet Mikkeller har virkeligt eksperimenteret med Single Hop serier, som med så meget andet. Først lavede han en serie på 10 IPA'er, hvor mængder af humle var afstemt, så de alle have samme IBU. Dernæst bryggede han, som del af et forskningsprojekt, en serie på hele 19 forskellige øl, hver med forskellig humle, hvor der er brugt samme mængde humle i hver, så deres IBU er forskellig. Sidste år blev denne serie så gentaget, nu bare med 20 forskellige humler. Jeg har smagt serien på 19, og syntes at det var rigtigt sjovt at smage hvor forskellige øllene bliver.
Single Hop Shipa Fanø Bryghus |
Alle 3 øl har en ret bitter IPA aroma, men de er ikke helt ens. Simcoe version har en god fyldig aroma, med duft af citron, melon, malt og lidt grape, hvorimod det i versionen med Cascade humle helt klart er den kraftige grape duft som dominerer og driver de andre indtryk i baggrunden. I Amarillo version er der derimod ikke ret meget grape, så det maltede næsten bliver karamel agtigt, og træder frem og giver en mere afrundet og fyldig aroma.
De samme ting kommer frem i smagen. Hvor Simcoe versionen har meget smag af grape, men ikke mere end at man også kan smage noget melon og gran, har Cascade versionen så meget grape og citrus smag, at man ikke rigtigt smager andet. Amarillo versionen, Shipaa, har ingen grape smag, men derimod en lækker smag af karamel, melon, citrus og en græs agtig bitterhed i eftersmagen.
Det er sjovt at bitterheden i de 3 øl opleves så forskelligt, selvom de alle har samme IBU. Det samme var faktisk også min konklusion fra Mikkellers 19 serie, hvor der ikke var nogen direkte sammenhæng mellem hver øls IBU, og hvor bitter smagen føles.
Jeg synes at Shipa serien er nogle rigtigt gode øl, og gav dem en karakter på 8,5 ud af 10. Måske lidt mindre til Cascade udgaven, da jeg ikke bryder mig om grape ;)
Humle er øllets krydderi, så forskellene på humler er for mig ligesom forskellen på mad krydderier. Man kan sammenligne fx med 3 forskellige karrysupper, hvor den grundliggende suppe er den samme, men der er krydret med 3 forskellige slags karry. Der er jo stor forskel på fx smagen af almindelig karry, rød karry og grøn karry, så selvom den grundliggende suppesmag, og aroma, er den samme, vil man opleve supperne som meget forskellige.
Humle er et skønt krydderi, men det virker som om nogle af vore danske mikrobryggere synes at suppen kun skal smage af karry, og ikke tager sig tid til at lave en ordentlig grund-suppe. Jeg synes at begge dele skal være i orden før det bliver en god øl. Øh, suppe mener jeg.
Højt Skum!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar