18 august 2013

Dude fra Flying Couch

Flying Couch er et projekt fra en af de garvede hunde i den danske ølverden, den allestedsnærværende Peter Sonne. Den første øl fra sofaen var den amerikanske Pale Ale med det afslappede navn Dude, og den er rigtigt god.

I begyndelsen af 2012 startede Peter Sonne og Jannik Sahlholdt bryggeriet Flying Couch, som ifølge Beerticker er ment som en legeplads, hvor Peter Sonne kan eksperimentere med øl, som ikke passer ind hos hans andre bryggerier. For dem er der flere af. Jannik har tidligere arbejdet på Mikkeller bar, Ølbaren og Ørsted ølbar, og laver det praktiske arbejde for Flying Couch, som fx fakturaer, momsregnskab og ølsmagninger (i sandhed et nobelt erhverv).
Peter er brygger på/ Halsnæs Bryghus, på Nørrebro Bryghus, hvor han laver ca 2 bryg om ugen, og arbejdede tidligere også på Herslev Bryghus. Han har derfor gode forbindelser rundt omkring, og brygger sine Flying Couch øl på Nørrebro Bryghus og hos Herslev. Han er dermed noget så sjældent, som en nomade-brygger som selv brygger sine øl, i en branche hvor det ellers er moderne bare at sende en opskrift. Respekt herfra. Jeg har hørt fra Peter, at han brygger 2+ bryg om måneden til Flying Couch.

Dude
Flying Couch
Dude er en amerikansk Pale Ale, en APA, på 5,5% alc og en ibu på 40. Det er jo ikke en ret høj ibu, men der må være tørhumlet godt, for den er ret bitter. Det er en flot gylden øl, med et luftigt flødefarvet skum, som holdt længe.
Aromaen var utroligt god, med en duft af citrus, melon, græs og lidt grape. Det er en ret tør aroma, med noget nøddeagtigt som fik mig til at tænke på mandler.
Smagen syntes jeg var endnu bedre, med rigtig meget lækker humle smag og en ret god prikken på siden af tungen fra bitterheden. Der er brugt Chinook og Cascade humle, som giver masse af smag af citrus/appelsin, melon og lidt grape. Mundfylden i Dude var rigtigt god, og den gode smag  fortsatte i en halvlange eftersmag.
Jeg er ikke den store fan af APA'er, men blev meget glædeligt overrasket over Dude, som jeg syntes var en rigtig god øl. Jeg gav den en karakter på 9/10.

Min gode ven Mick, som er humlefanatisker, synes at Dude er en af de bedste APA'er han har smagt. Men om det skal tages som en advarsel eller an anbefaling, må være op til egne præferencer :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar