20 marts 2012

Gulden Draak - stærk gylden belgier

Gulden Draak fra bryggeriet Van Steenberge er en Belgisk klassikker, og var vist den første rigtigt stærke Belgiske øl jeg hørte om. Med sine 10,5 % lød det først helt vanvittigt at en øl kunne være så stærk, men i betragtning af de øl som nu brygges af fx Mikkeller og Brewdog, synes man jo ikke længere at det er så galt.

Den gyldne drage som pryder flasken, sidder på toppen af kirketårnet i byen Gent. Det er en spændende historie fra middelalderen, som fx Steen på Tid til En Øl fortæller glimrende. Det kunne være sjovt at have en rigtig flaske af keramik, som de sikkert oprindeligt har været, men jeg ved ikke om de stadigt laves.

Gulden Draak
Van Steenberge
Gulden Draak er en flot, uklar, kastaniebrun øl. Øltypen må vist være det man kalder en Belgian Strong Ale, sådan en slags ekstra stærk Dupel. Skummet var kæmpe stort da øllen blev hældt op, og var en flot karamelbrun farve.
Jeg syntes at aromaen var helt fantastisk god. Jeg duftede karamel, malt, blomme, banan og faktisk kun forbløffende lidt alkohol.  
Alkoholen var til gængæld ret tydelig i smagen, men jeg syntes hurtigt at jeg vænnede mig til det, da der var så meget smag og sødme som opvejede det. Jeg synes at den smager virkeligt godt, med smag af karamel og en blommme smag, som specielt er tydeligt i den lange eftersmag. Jeg synes faktisk at eftersmagen er noget af det bedste ved øllen, igen med tydelig karamel smag, og samtidigt en stærk, krydret smag, som sammen med alkoholen får mig til at tænke på portvin.
Jeg synes at Gulden Draak er en fantastisk øl og gav den samlet et lille 9 tal.

Jeg har smagt Gulden Draak et par gange før, men har aldrig før rigtigt bedømt den. Første gang jeg smagte den, syntes jeg, at der var alt for meget alkohol i, og jeg synes faktisk stadigt er den smager lidt for meget af det, men ikke mere end at det er en rigtig god øl.
Gent... der må man da hen en gang...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar