10 juni 2013

Fuller´s Vintage Ale 2010

I min lokale Superbrugs har jeg købt en Vintage Ale 2010 fra Fuller´s, til den nette sum af 80,- og det er den absolut værd. Det er en Old Ale, og denne øltype er lidt svær at blive klog på, men er grundliggende en kraftig mørk øl, som bryggeriet har lagret før de frigiver den. Nogen gange har man blandet noget godt gammelt øl i, som Bøgedal gjorde med deres Bøgedal 300, men det tror jeg ikke er tilfældet med Fullers Vintage Ale.

Vintage Ale 2010
Fuller Smith & Turner
Bryggeriet gør meget ud af at fortælle, at øllen er brygget i en meget begrænset mængde, på 'kun' 125.000 flasker, og flasken er nummereret. Den kommer i en fin papæske, hvori der ligger en seddel som beskriver alle Vintage Ale's brygget siden 1997. Det er da meget sjovt. Vintage Ale 2010 er en flot kobberrød Ale på 8,5% alc, med et tæt flødefarvet skum som holdt længe.
Aromaen var god men ikke så kraftig, og havde duft af korn og karamel, samt en god vinøs sødme. Smagen var også meget vinøs, med smag af karamel og nødder, og en ganske god bitterhed i baggrunden. Jeg tror, at hvis man gemte øllen 3-4 år mere, så ville smagen blive endnu mere balanceret, og bitterheden ville vige for en mere afrundet smag. Jeg kan forstå, at importøren One Pint har Vintage Ale's helt tilbage fra 2000 på lager, så det kan da være, at man en gang kan være heldig at finde dem rundt omkring på ølbarer.
Jeg syntes at Fuller´s Vintage Ale 2010 var en rigtig lækker øl, og gav den en karakte på 8,5 ud af 10.

Til 80,- for en flaske, er det jo ikke en øl som man drikker hver dag, ihvertfald ikke her i huset. Men til en hyggelig aften hvor man har god tid, er det skønt at sidde og nyde sådan en lækker gammel øl.

07 juni 2013

Breakfast Stout fra Founders Brewing

På årets Copenhagen Beer Celebration (CBC) var Founders Brewing en af de positive overraskelser, så da jeg fandt denne Breakfast Stout hos Bishops Arms i Stockholm, måtte jeg da lige smage den. Den var rigtig god, men forfærdeligt dyr.

Founders Brewing
Copenhagen Beer Celebration 2013
På CBC stillede nogle af de aller bedste amerikanske bryggerier op, og de gode øl flød i en lind strøm. Alle bryggerierne er forfærdeligt hypede, men for nogens vedkommende, fx Stillwater og Surly, blev jeg lidt
skuffet over deres øl. Der var da heldigvis også gode overraskelser, bla. Founders Brewing fra Michigan. Founders har eksiteret i nogle år, men det var først da de begyndte at give deres øl noget kant, at de rigtigt fik success, og de sidste 4 år har bryggeriet ligget blandt top 4 på Ratebeer.

Breakfast Stout er en flot kaffesort porter på 8,3% al. Etiketten forestiller et barn som spiser Stout til morgenmad, og da det naturligvis er for meget for svenskerne, havde Bishops Arms overklistret etiketten med et stort navneskilt. Ak ja, det er hårdt at være et frisindet land.
Aromaen er utroligt god, med duft af kaffe, brændt malt, røg, lidt chokolade og en ret stor bitterhed i baggrunden. Jeg kan desværre ikke lide kaffe, men når de ligefrem skriver på etiketten at man skal være kaffe elsker for virkeligt at værdsætte øllen, så må man jo bide det i sig. Det er hårdt at være ølentusiast ;)
Jeg synes at smagen var utroligt god, med en god sødme og bitterhed, som sammen med smag af kaffe, brændt malt og chokolade, gav en rigtig god mundfylde, og en meget lang eftersmag. I eftersmagen var der ret meget smag af røg og kaffe, og det var desværre lige ved at blive for meget for mig. Men kaffe elskere vil sikkert synes at det er skønt.

Jeg synes at Breakfast Stout er en rigtig god øl, med masser af smag og fylde. Perfekt til børnenes morgen mad. Jeg gav den en karakter på 9/10.

Det er en skam, at amerikanske øl er så forfærdeligt dyre herhjemme. Hvis jeg skal give 100,- for en øl, så skal jeg altså først være helt sikker på at jeg kan lide den. På Bishops Arms var den naturligvis endnu dyrere, men det hjalp selvfølgeligt lidt at det var i svenske kroner. Og det var bestemt en dejlig øl.

31 maj 2013

Oplevelser på Ølfestival 2013

Årets Ølfestival i Tap1 var en stor success, med over 13.000 besøgende, fest, musik, priser og skøre indslag. Jeg besøgte festivallen om fredagen, og havde en glimrende dag. Med over 1000 øl på programmet, kan man jo kun nå at smage en brøkdel, så jeg havde kigget lidt i programmet og lagt en ølplan for hvad jeg skulle. Jeg nåede faktisk det meste.

Det Lille Bryggeri
Ølfestival 2013
Noget af de sjove ved Ølfestivallen, ud over de gode øl, er at møde bryggerne selv. Så har man chancen for at spørge dem ud om deres øl, og høre hvad nyt de går og brygger på. Vi fik snakket med nogle stykker, bla. René fra Det Lille Bryggeri, som kunne bekræfte, at de går med planer om at udvide bryggeriet, men ikke rigtigt ville ud med hvor langt de var nået med projektet.

Stronzo havde sidste år topløs servering, og i år toppede de det med en konkurrence i frække fadøl. En Fræk Fadøl er et strip-bar koncept, hvor en servitrice skænker en fadøl, uden at bruge hænderne. I Stronzo udgaven var det naturligvis mænd, som skulle klare denne tvivlsomme bedrigt med underlivet (uden at være afklædte). Ja, ja, men har jo kun det skæg som man selv laver. De havde også en masse spændende øl med, bla. flere fadlagrede versioner af deres begsorte monster 1000 EBC, og en mjød kaldet Precious, som må siges at være en extrem-mjød.

Ugly Duck
Ølfestival 2013
Titlen som Årets Bryggeri gik som bekendt til Ugly Duck, som havde hængt bannere op og fyldte det meste
af Indslevs stand. Vi smagte et par af deres øl, bla. 'Papsø in the tropics', som var en lækkert frugtig IPA, med en god bitterhed.

Vi var forbi Håndbryggernes stand et par gange, og smagte nogle udemærkede ting. Årets største håndbrygger success må dog siges at være Robert Albrechts bryggeri Beer & BBQ. Han har vundet præmier i det Nordsjællandske Mesterskab i Håndbryg de sidste 2 år, og man kunne på festivallen smage hans Bounty Porter hos Skands, Fysikshow brugte den også til at lave deres øl-is, og  hans Chuck Berry hos Brew Service. De er begge rigtigt gode.

Casper Vorting
Bøgedal Bryghus
Blandt de ca 20 øl jeg nåede at smage, var noget af det bedste Bøgedals No. 340 med Mitchil kaffe, Mothers Little Helper fra Crocked Moon, Abemås fra Flying Couch/Beer Here og en Æblelager fra Det Lille Bryggeri, hvor de havde gæret en lagerøl sammen med æblemost, hvilket jeg, utroligt nok, syntes var blevet rigtigt godt.

Jeg elsker Ølfestivallen, både for de gode øl, men også for den gode stemning, og de mange feststemte ølentusiaster. Festivallens success og de mange besøgende synes jeg dog også er den største problem, for til tider er det fuldstændigt umuligt at komme til nogen steder. Men så må man jo bare finde et stille hjørne, og nyde sin øl.

Ølentusiaster
Ølfestival 2013

28 maj 2013

Omnipollo - Leon og Mazarin

I BarleyWine har jeg købt øllene Leon og Mazarin, begge fra det svenske bryggeri Omnipollo. Jeg har hørt meget godt om bryggeriet, så jeg skulle jo lige smage på sagerne.

Fantombryggeri Omnipollo blev startet i 2010 af Henok Fentie og Karl Grandin, og får primært deres øl brygget på de Proof i Belgien. De har haft stor success med deres øl, og allerede vundet flere priser for dem, bla på Stockholm Beer & Whiskey Festival, som jo er skandinaviens største ølfestival. Det er også blevet til en kogebog, og til flere samarbejder med ex-danskeren Evil Twin, bla. en gratis øl, Free Beer, som blev sponsoreret af Bishops Arms og udskænket ganske gratis. Det er jo ikke så ringe.
Omnipollos etiketter er nogle utroligt flotte billeder, som så at sige er printet direkte på flasken, uden en normal klister etikette.

Leon
Omnipollo
Det er moderne at brygge Belgiske IPA'er, altså en IPA brygget med belgisk gær, og Leon er af denne type. For at gøre den ekstra tør, er der også brugt champagnegær, i et forsøg på at gøre den lige så forfriskende som en lagerøl.
Det er en flot ravgylden øl, med et tæt hvidt skum, som holdt længe. Etiketten er vist et nøglehul til en eksotisk verden, og selvom det er en temmeligt abstrakt tegning, synes jeg at det er rigtigt flot. Aromaen er rigtig god, med en  humle duft af eksotisk frugt, som er ret bitter. Smagen var også rigtig god, med masser af smag og en god bitterhed. Fra humlen er der smag af eksotisk frugt som mandarin, grape, og en tør bitter smag som fra vindruekerner. I den halvlange eftersmag var der også tydelige spor af grape, men ikke så meget at det ødelagde den gode fyldige smag.
Jeg synes at Leon er en utroligt god øl, og gav den en karakter på 9 ud af 10.

Mazarin
Omnipollo
Mazarin er en amerikansk Pale Ale, som de efter eget udsagn har forsøgt at lave så simpel som mulig, men med masser af smag. Det synes jeg er lykkedes rigtigt godt.
Aromaen er utrolig god, med en rigtig god bitter humle aroma, uden at forfalde til grape. Det var en frisk duft af melon, citrus og blomster. Smagen var næsten ligeså god, for her havde den gode bitterhed modspil af en god mundfylde, så smagen var af citrus, melon og korn eller brød. I den halvlange bitre eftersmag var der lidt grape, men ikke så meget at det ødelagde oplevelsen.
Jeg syntes at Mazarin er en rigtig god Pale Ale, og gav den en karakter på 8,5.
Blandt Sveriges mange god bryggerier, tror jeg at Omnipollo er værd at holde lidt øje med.

I fredags var jeg til Ølfestival i Tap1, og smagte der en masse dejlige øl. Når jeg får samlet tankerne lidt, skal jeg nok skive lidt om hvad jeg oplevede derinde :)

23 maj 2013

Plan for Ølfestival 2013

I dag startede årets Ølfestival, hvor bryggerier og importører i Valby præsenterer næsten 1000 forskellige øl. Det er jo næsten helt uoveskueligt, så for ikke at gå glib af noget spændende, har jeg kigget årets program grundigt igennem. Jeg er kun på Ølfestivallen fredag, og som sædvanlig planlægger jeg at gå efter de øl som jeg normalt ikke kan få fingre i. Og som det er med planer, ender jeg nok med at drikke alt muligt andet.

  • Jeg skal naturligvis forbi Bøgedal, som bla. medbringer 2 øl på fad, nemlig Bøgedal no. 328 og og ny øl kaldet Michiti Kaffe. Deres øl er altid gode, og heller ikke helt billige, så jeg glæder mig meget til at smage et par stykker.
  • Stronzo medbringer et kæmpe udvalg af øl, og havde vist også pludseligt problemer med at finde nok fustager. De har bla. en ny Imperial Stout kaldet Mr. Papsø's Sticky Rye, flere variationer af øllen Crude Oil, og en mjød på 15% alc kaldet Precious, som de endda har med i en fadlagret udgave. Det skal smages.
  • Svaneke Bryghus kommer med 4 øl som normalt kun fås på fad på selve bryghuset, så selv om deres supermarkedsøl er jævnt kedelige, kunne jeg godt tænke mig at smage et par af deres specialøl.
  • Humleland, sidste års vinder som håndbrygger, kommer til festivallen med deres første kommercielle øl. Øllene er brygget hos Ørbæk og Søgaard, men de kan jo godt være gode alligevel.
  • Bryghus No. 5 er vist kommet op i omdrejninger, og har en masse spænende øl med, fx en Chokolade Bock og Sort Dessertøl.
  • Det Lille Bryggeri stiller op med hele 32 forskellige øl, i forskellige temaer. Fordi de brygger i meget små mængder, er det ret svært at fange dem i butikkerne, så Ølfestivalllen er en god mulighed for at smage nogen af de specielle. Jeg kunne godt bruge hele aftenen der, men jeg tror jeg må begrænse mig til at smage 2-3 stykker.
  • Flying Couch har flere spændede ting med, bla. Beercouch #2 Abemås, som er lavet sammen med Christian Skovdal Andersen. Der skal jeg vist også lige fobi.
  • Amager Bryghus medbringer bla hele deres Synder serie, og flere kraftige Stouts. Desværre er jeg slet ikke velformuleret nok til at beskrive deres øl, men smages det skal de alligevel.
  • I Håndbryggernes stand er der flere lovende øl på programmet, så jeg tror, at jeg lige vil kigge forbi et par gange og se hvad der er på hanerne.

Der kommer masser af andre spændende øl, fx fra Hornbeer og BeerHere, men de fleste af dem vil man jo kunne finde andre steder, så dem vil jeg ikke koncentrere mig om. Ja, det er da planen...

En enkelt dag er ikke meget til at nå så mange øl, og da slet ikke hvis man også gerne vil nå at at hilse på bryggerne, så jeg regner med at bruge det meste af fredagen på at løbe forvirret rundt, og forsøge at huske hvad det nu var jeg havde planlagt. Livet er som bekendt det som sker mens man har travlt med at lægge andre planer.

Hvis du skal på Ølfestival fredag, og ser en fyr i en polo T-shirt hvor der står Højt Skummmende på, så kom lige over og sig hej :)