Da jeg for nyligt var til ølsmagning med Beer Here, havde Christian medbragt 3 pilsnere, 2 af dem på fad. Jeg synes at pilsnere er ret undervurderede, da det kan være virkeligt smagfulde og friske øl, så det glæder mig meget, at en af Danmarks bedste bryggere har kastet sig over at brygge nogle gode pilsnere til os. Mosaic Vinterpils var en af de øl han havde med på fad, og den var virkeligt en fornøjelse.
Mosaic Vinterpils er en klar gylden pilsner på 4,6% alk, med et tæt hvidt skum som forholdsvis
hurtigt forsvandt. Mosaic er en ret ny, fra 2012, amerikansk humle, som nogle beskriver som Citra på steroider. Jeg er ret glad for Citra humle og synes absolut ikke at den behøver at tage steroider. Men det er der åbenbart andre som gør, for Mosaic er blevet en ret populær humle sort.
Denne Vinterpils har en fin bitter aroma, med duft af korn, citrus og melon. Det er en frisk aroma, man kunne beskrive den som grøn, med betydeligt bedre bitter humlearoma end vi er vant til i pilsnere.
Smagen er virkeligt god, for her kommer bitterheden virkeligt til sin ret, med humlesmag af citrus, lidt eksotisk frugt og lidt grape smag, specielt i eftersmagen. Jeg kan godt forstå hvad der menes med Citra på steroider. Det er en frisk og tør øl, med en rigtig god mundfylde, både pga humlen og lidt maltsmag af korn.
Jeg synes at Mosaic Vinterpils er en rigtigt lækker øl, med en god frisk og humlet smag, så jeg giver den en karakter på 8 ud af 10.
Selvom vinteren heldigvis er slut, kan man jo godt nyde en god vinterøl. Specielt når den er så frisk og lækker som denne ;)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar