12 februar 2015

Jyske Dollars fra Ølsnedkeren

Ølsnedkeren er en af København bedste ølbarer, og de har for nyligt overtaget Strozo's bryggeri ved Hillerød. Det betyder at de har udvidet produktionen kraftigt og er begyndt at lave flaskeøl. De øl som er blevet brygget inde på baren er voldsomt populære, så jeg har set meget frem til at smage de nye flaskeøl. Den første jeg har fået fat i, er deres dejligt bitre IPA 'Jyske Dollars'

Jyske Dollars
Ølsnedkeren
Jyske Dollars er en uklar ravgylden IPA på 6% alk., med et tæt flødefarvet skum som hurtigt forsvandt. Jeg kan rigtigt gode lide at det er en 33cl flaske, både fordi 33cl øl er nok til mig på en almindelig hverdag, og fordi det jo gør øllen lidt billigere. Den metalfarvede etikette er lidt for smart til min smag, men den gør da helt sikkert øllen nem at genkende.
Aromaen er godt bitter, med duft af citron, grape, melon og lidt malt. Det er en rigtig fornuftig IPA duft, og smagen er også lige ud af det spor. Der er humlesmag af citrus, grape og vindruekerner og bag det hele ligger en mild smag af malt. Bitterheden er i højsæde, og i den halvlange eftersmag er der en kraftig grape smag.
Jeg synes at Jyske Dollars er en rigtig god IPA, selvom bitterheden er lige på grænsen af det jeg synes om, og jeg giver den en samlet karakter på 8 ud af 10.

Jyske Dollars er noget mere lige ud af landevejen end jeg havde regnet med, men en lige-til IPA er jo egentligt slet ikke så ringe. Til en pris på 22,-, jeg har endda hørt at den er endnu billigere på Fyn, er det en rigtigt lækker øl.
Højt Skum!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar