Indslevs nebengeschäft Ugly Duck blev, igen i år, præmieret af Danske Ølentusiaster for at have brygget Årets Ølnyhed under 6% alk. Det er en variation over sidste års vinder Simcoe & Chinook IPA, men brygget med 2 nye humler, hvilket har givet en rigtigt lækker øl.
Det er en flot ravgylden IPA på 5,9% alc., med et tæt flødefarvet skum som holdt længe. Det er ikke verdens fineste etikette, men nu er det jo også indholdet som tæller, og det er der ikke noget i vejen med.
Aromaen er virkeligt god, med duft af korn, lidt malt og en rigtig god humleduft af citrus, melon, eksotisk frugt, græs og lidt grape. Det er en dejligt bitter og utroligt frisk aroma.
Smagen er godt bitter, med masser af grape, citrus, gran, blomster, og melon, men bag den friske bitterhed gemmer sig også lidt maltsmag, så øllen har også en rigtigt god mundfylde. Den dejligt lange eftersmag er godt bitter og har en fin grape smag.
Jeg synes at Amarillo & Citra er en rigtigt lækker IPA, hvor en ordentlig dose humle giver masser af frisk smag og dejlig bitterhed. Jeg giver den en samlet karakter på 8,5 ud af 10.
I Ølentusiasternes afstemning om årets ølnyhed for 2013, vandt Hornbeer jo som bekendt kategorien for øl over 6% alk, med deres fantastiske Viking Chili Stout. Det er en godt makkerpar til en hyggelig aften, den bitre og friske Amarillo & Citra og den kraftigt smagfulde Viking Chili Stout.
Højt Skum!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar