11 januar 2013

Fantastisk Porter fra Alaskan Brewing Co.

På Systembolaget har jeg købt en røget amerikansk Porter fra Alaskan Brewing Co. Noget af det gode ved Systemet er, at man næsten altid kan regne med at deres øl er af en god kvalitet, selvom smag og behag naturligvis er forskellig, og denne Porter var ingen undtagelse.

Alaskan Brewing Co. blev grundlagt i 1986 i byen Juneau i Alaska, af Marcy and Geoff Larson, og er nu et større bryggeri. Byen ligger langt oppe i Alaska, hvor der kun er adgang med skib eller fly, der er simbelthen ingen veje dertil. De brygger øl med traditionelle ingredienser fra Alaska, bla skud fra Sitka-gran og malt røget med elletræ. Bryggeriet har en rigtig god hjemmeside, hvor de bla har nogle spændende madopskrifter, og denne flotte video om staten Alaska og bryggeriet:

Smoked Porter er lavet som en historisk Porter fra Alaska, med malt som bryggeriet selv har røget. Etiketten er typisk amerikansk anti-stil, men selve øllet er rigtigt flot, med et tæt lysebrunt skum, som holdt længe.
2012 Smoked Porter
Alaskan Brewery
Aromaen er utroligt god, med en fin røg duft på en baggrund af brændt malt og lidt bitterhed. I smagen er røgen meget fremtrædende, men harmonerer alligevel fint med smagen af brændt malt og bitterheden, som fortsætter i en ret lang eftersmag. På trods af at øllen er på kun 6,5% alc, er der utroligt meget smag, som giver en helt fantastisk mundfylde.
Jeg synes at Smoked Porter er en rigtig god øl, hvor røgen er markant men ikke overdøvende, og giver den en karakter på 9 ud af 10.

Jeg er en stor fan af øl med røgsmag, både de tyske Märzen og gode Portere. Det giver ligesom et ekstra lag af smag, men det kræver selvfølgeligt at resten af øllen også er god, som denne Smoked Porter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar