29 december 2011

Midvinterblot - vinterporter fra Sigtuna

Juledagene er overstået, og jeg håber at I alle har haft en rigtig hyggelig jul. Denne mørke tid på året, egner sig ikke kun til juleøl, men i det hele taget til stærke mørke øl, som man kan sidde og hygge sig med. En god øl til at nyde i vintermørket, er slet ikke så ringe, og da slet ikke når den, som Midvinterblot, kommer fra svenske Sigtuna.

Midvinterblot
Sigtuna Brygghus
Midvinterblot er en flot kaffesort Stout på 10,1% alc., med et tæt lysebrunt skum, som efterlod lidt blonder på glasset. Jeg kunne rigtigt godt lide aromaen, som havde dufte af kaffe og karamel, men ikke de store spor af den honning som øllen ellers er tilsat. Jeg syntes mere at øllen duftede bittert end sødt.
Jeg syntes også at smagen var rigtig god, med en ret god mundfylde. Der var en mellem bitterhed, og lidt sødme, men jeg kunne stadigt ikke rigtigt smage honning, men det er selvfølgeligt ikke alle som er så glade for honning som jeg er. Eftersmagen var ganske ok, den var krydret og var ret bitter, men sådan en chokolade bitterhed, mere end humle bitterhed.
Alt i alt, syntes jeg at Midvinterblot var en ganske god øl, men efter det jeg har smagt fra Sigtuna på det sidste, havde jeg alligevel forventet lidt mere. Jeg gav derfor en karakter på 7,5 ud af 10.

Jeg fik en masse dejlige øl i julegave i år, så det skulle være muligt at få de mørke vinteraftener forude til at gå :)

23 december 2011

God jul fra ølnørden!

Så er det allerede i morgen, at vi mætte og dvaske skal dalre rundt om træet, mens vi venter på vores gaver... Det bliver sgi da hyggeligt...

Brian Lund
Øl-hipster !
En gang efter nytår, vil jeg lave et opsamlings runde med juleøl, og så finde ud af hvad der, ifølge min skæve mening, var årets bedste juleøl.

Jeg ønsker jer alle en rigtig god jul, med gode gaver, dejlig mad og skønne øl.
Skål !







Ps. Der er 2 juleøl til den første som gætter hvilken juleøl jeg har i glasset :)
      (Det er en af mine favoritter)

21 december 2011

God Jul - Barley Wine fra St. Eriks

Jeg synes at svenske St. Eriks laver nogle rigtigt gode øl, og jeg elsker øltypen Barley Wine, så jeg havde glædet mig meget til at smage denne Barley Wine juleøl. Det var også en ganske glimrende øl, men ikke helt så god som jeg havde håbet.

St. Eriks, som får brygget deres øl på Three Towns Ind Breweries, vader nærmest i success. Deres øl får priser på ølfestivaller alle vegne, og vandt senest på Stockholm Beer Festival i oktober, hvor de fik Årets Øl Trofæ 2011, for det bryggeri hvis øl fik flest af festivallens guldmedaljer.

God Jul
St. Eriks
God Jul er en flot, kastaniebrun Barley Wine på 8,5% alc. Skummet var flødefarvet og luftigt, og forsvandt hurtigt. Jeg kunne godt lide aromaen, som duftede af humle, korn, malt, lidt blomme, og forholdvis meget af alcohol i betragtning af at den trods alt 'kun' er på 8,5%.
Jeg syntes at smagen var rigtig god. Da God Jul er mørk, smager den mere maltet og krydret end de fleste Barley Wine jeg har smagt, men jeg kan ikke finde noget info om hvorvidt der også er tilsat krydderier. Eftersmagen gik desværre hen og blev for bitter til min smag. Der er tydeligvis brugt godt med humle, og det er fint nok, men jeg synes ikke at en lang bitter eftersmag passer hverken til en juleøl eller en Barley Wine, men det er jo smag og behag...
Samlet lander God Jul derfor på en karakter på 7,5.

Man har i Sverige vist ikke den tradition for søde krydrede juleøl som vi har fået i Danmark, så det er jo ikke helt retfærdigt at bedømme de svenske juleøl på den baggrund.
Men broderfolket laver nu mange gode øl... flere anmeldelser på vej :)

18 december 2011

4. Advent - Smag på julen !

4. advent er allerede over os, som tiden dog flyver når man har nogle gode øl...
Jeg har i skrivende stund, smagt 40 forskellige juleøl i år. Det synes jeg selv er meget pænt, men det er jo kun en dråbe i havet i forhold til det kæmpe udvalg fra bryggerier. Jeg læste fx at Thisted Bryghus i år har lavet 7 forskellige juleøl, og jeg har ikke smagt en eneste af dem...
Her er anmeldelser af juleøl fra: Nøgne Ø, Mikkeller, Nørrebro Bryghus, Indslev og Carlsberg.

Underlig Jul fra Nøgne Ø er en flot kaffesort Ale på 6,5% alc. Jeg syntes at aromaen var rigtig god,  selvom den var endog meget krydret. Jeg kunne også godt lide smagen, som også var præget af krydderier, specielt i eftersmagen. Jeg syntes at Underlig Jul var en ganske god juleøl, og gav den en karakter på 7.

Red White Christmas
Mikkeller
Red White Christmas fra Mikkeller, er en kombination af en belgisk hvedeøl, og en engelsk Red Ale, og så tilsat noget appelsin skal for julehyggens skyld. Det lyder jo ret spacy, men jeg synes faktisk at det var en ret god øl. Det er en flot ravgylden øl på 8% alc., med et skum som var tæt og flødefarvet, og efterlod lidt blonder på glasset. Jeg syntes at aromaen var rigtig god. Der var en diskret hvede sødme, og meget duft af blomster humle, med lidt grape. Jeg kunne også rigtigt gode lidt smagen, selvom jeg ikke syntes at den smagte ret meget som en hvedeøl, men mere som en IPA, men det var nok bare den meget humle. Jeg syntes at det var en rigtig spændende øl, og gav Red White Christmas en karakter på 8.

Julebryg Økologisk fra Nørrebro Bryghus er en rubinrød Ale på 7 % alc. Jeg syntes at aromaen var ganske god, med duft af malt sødme, noget syrligt humle, bær og lidt krydderi. Desværre syntes jeg ikke at smagen var lige så god, idet der var utroligt meget kulsyre i, så det nærmest var som en billig pilsner, og sådan lidt smag af smørsyre. Der har sikkert bare været en fejl ved den flaske jeg havde fået fat i, men øllen smagte altså lidt specielt. Jeg gav den en karakter på 6 ud af 10.

Jeg synes at de laver nogle rigtigt gode hvedeøl på Indslev Bryggeri, og deres Julehvede er ingen undtagelse. Det er en flot ravgylden hvedeøl på 6,5% alc. Jeg syntes at aromaen var god, med en udmærket hvede duft, og lidt sødlig blomster duft. Smagen synes jeg var utroligt god, men en rigtig god balance mellem sødme, bitterhed og syrlighed i eftersmagen, og samlet gav jeg Julehvede en karakter på 8.

Christmas Ale 2011
Carlsberg
Christmas Ale fra Carlsberg er en af mine favorit juleøl, og 2011 udgaven var fantastisk. Det er en flot kastaniebrun Ale på 8,3% alc, med et tæt lysebrunt skum. Jeg synes at aromaen er god, med en god malt sødme, og en frisk duft af søde julekrydderier. Jeg synes at smagen er formidabel, med en mellem sødme og lidt bitterhed, og en god balanceret smag af julekrydderier. Jeg synes at der var en god smag af portvin, eller sød alcohol, i smagen, sådan efter at den første krydrede maltsmag havde fortaget sig, og balance i den halvlange eftersmag. Christmas Ale har lige den balance af maltsødme, alcohol og julekrydderier som jeg efterspørger i en juleøl, og jeg gav den samlet en karakter på 9 ud af 10.
Jeg har en flaske Christmas Ale fra 2006 på lager, og har tænkt mig at jeg i år vil lave en smagning hvor man kan sammenligne øllen med nogle nyere årgange af den. Det glæder jeg mig meget til :)

I min jagt på spændende juleøl, har jeg nu købt nogle svenske vinterøl på Systembolaget. Dem vil jeg skrive lidt anmeldelser af i den kommende tid, og vil så engang efter jul skrive hvad jeg synes har været årets bedste juleøl, ifølge mine smagsløg :)
Jeg ønsker jer alle en god 4. advent, og håber, at I har indkøbt rigeligt med juleøl til juleaften :)

14 december 2011

Before, During, and After Christmas - anti-juleøl fra Evil Twin

Evil Twin er rigtigt glade for humle, rigtigt rigtigt glade... og mørke søde juleøl har vi jo nok af, så hvorfor ikke lave en bitterbombe som man kan skylle smagsløgene i ? Noget nær det må være tanken bag Before, During, and After Christmas.

Before, During, and after Christmas
Evil Twin
Det er en rigtig flot ravgylden IPA på hele 8% alc.  Det er brygget som en Imperial IPA, altså en IPA som har fået et ekstra skud af det hele. Skummet var stort, tæt og flødefarvet, og efterlod blonder på glasset.
Jeg syntes at aromaen var rigtig god, selvom den var ekstremt humlet, hvilket tit ikke lige er mig. Jeg syntes faktisk at jeg kunne lugte lidt malt, bær og citrus, og ikke så meget af min hovedfjende, grape. Smagen syntes jeg også var rigtig god, med en god maltsødme i selve smagen, som dog blev afløst af en meget voldsom humlesmag i eftersmagen. Eftersmagen var meget lang, og bitter, med smag af specielt citrus og grape.
Jeg er ikke rigtigt til denne slags humlebomber, men jeg syntes at det var en god øl, og gav den en karakter på 7,5 ud af 10.

Hornbeer laver også en glimrende JuleIPA, efter samme idé, altså en bitter humle pause fra julens ellers søde og krydrede øl. En god IPA er jo også en glimrende måde at få renset lidt ud i smagsløgene, og skyllet noget af fedtet væk, så de har da fat i noget rigtigt.
Men til jul vil jeg nu hellere have mine mørke krydrede øl.