Det belgiske bryggeri
St. Bernardus er tæt knyttet sammen med historien om den legendariske øl
WestVleteren. Øllene fra St. Bernadus anses af mange for at være lige så gode som trappistøllen Westvleteren, og det er der en god grund til.
St. Bernardus startede som en belgisk afdeling af det franske trappist kloster Mont des Cats, og da munkede i 1934 flyttede tilbage til deres kloster, efterlod de sig en ostefabrik som fortsatte på private hænder. Da Sint Sixtus klosteret i Belgien efter 2. verdenskrig ville til at brygge mere øl, henvendte de sig til oste fremstilleren St. Bernardus, og i samarbejde begyndte de at brygge trappistøllen Westvleteren. I 1992 blev det beskyttede Trappist-mærke imidlertid etableret, og produktionen af Westvleteren øl måtte så flytte tilbage til St. Sixtus klosteret selv, for at de fortsat kunne kalde Westvleteren en Trappistøl. St. Bernardus fortsatte dog med at brygge øllene, efter de samme opskrifter, nu bare under navnet St. Bernardus.
St. Bernardus Abt 12 og Westvleteren 12 er altså de samme øl, brygget efter samme opskrift.
St. Bernardus Abt 12 er en flot kastaniebrun Ale på 10% alc, med tæt flødefarvet skum som holdt længe og efterlod lidt blonder på glasset.
Aromaen er rigtig lækker, med duft af karamel, lidt nødder, frugt, mørk kandis, lidt figen, blomme og en anelse alkohol. Det er en mørk og kompleks aroma, hvor en stor sødme er balanceret af krydret bitterhed. Smagen synes jeg er ikke mindre end fantastisk. Der er smag af malt, blomme, lidt alkohol, figen og en stor sødme som dog balanceres af en mild krydret smag. Samspillet giver en fantastisk mundfornemmelse, og en lang skøn eftersmag, hvor alkohol sødmen blandes med en krydret lakridssmag.
Dette er en formidabel øl, og jeg tror at den, ligesom artsfællen Westvleteren 12, ville blive endnu bedre af at blive gemt i 3-4 år. Jeg giver den en karakter på 9,5 ud af 10.
|
|
Det kunne være sjovt at lave en ølsmagning, hvor man smagte på Westvleteren 12 og St. Bernardus Abt 12 mod hinanden. Selvom de er brygget efter samme opskrift smager de jo nok ikke helt ens, ligesom en øl brygget hos Hornbeer efter nøjagtigt samme opskrift ikke ville komme til at smage magen til. Har jeg hørt.
Højt Skum!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar