27 november 2013

Santas Little Helper 2013 fra Mikkeller

Mikkeller har lavet deres juleøl Santas Little Helper siden 2006 og den er blevet en hel jule klassisker. Jeg købte 2013 udgaven på Systembolaget til den nette sum af 30,- kr, hvilket uden tvivl gør det til den billigste Mikkeller øl jeg nogensinde har købt. Men uanset prisen er det en rigtigt dejlig øl.


Santas Little Helper
Mikkeller
Santas Little Helper er en kastaniebrun Ale med et fint lysebrunt skum som hurtigt forsvandt. Den 'normale' version af øllen er på 10,9% alc, men den jeg købte på Systembolaget i Sverige er kun på 9,1%. Om det er af skatteårsager eller det er dikteret af Systembolaget, det skal jeg ikke kunne sige, men den har formentligt lidt mindre smag og fylde end den 'normale' version. Det er en flot øl, men for mig ødelægges indtrykket lidt af den nye etikette tegnet af Keith Shore. Hans simplistiske tegneserie-påtagne-kunst-stil er bare ikke lige mig. Sådan er vi jo så forskellige.
Aromaen er rigtig god, med duft af malt, karamel, lidt blomme fra den belgiske gær, figen, lidt træ og en dybde som næsten gør den vinøs. Det er en dybde som også er at finde i smagen, hvor malt, kaffe og lidt krydderier kombineres til en overraskende letdrikkelig øl i betragtning af de 9,1%. Jeg synes næsten at der mangler lidt sødme, for det er kaffe bitterheden som dominerer, også i den halvlange eftersmag, hvor alkohol og kaffe giver en næsten tør afslutning.
Det er en glimrende øl, men jeg kunne godt tænke mig at smage den fulde version på 10,9% alc, for her er det næsten som om der mangler noget. Jeg giver den en karakter på 8,5/10 for det er trods alt en rigtig skøn øl.

Øl:
Santas Little Helper
Bryggeri:
Mikkeller
Øltype:
Belgisk Ale
Alk.:
9,1/10,9 %
Købt:
Systembolaget, men fås i mange specialsølsforretninger

Ingen kommentarer:

Send en kommentar